Hver uge gennemtrawler Ibyen-redaktionen Københavns events, udstillinger, koncerter og pop-ups og udvælger en række bud til din uge i byen. Få dem direkte i indbakken ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev.
LYT!Træd ind i mørket, og slå ørerne ud, når radiostationen The Lake for femte gang inviterer til arrangementet Works for Radio i Cinemateket i Indre By. Siden 2014 har online radiostationen sendt eksperimenterende musik, lyd- og radiokunst ud i verden døgnet rundt. Tirsdag 7. marts indtager radioen biografsalens mørke med nykomponeret radiokunst, der udfordrer og gentænker, hvordan kunst i radioen kan lyde. I samarbejde med en international jury har The Lake udvalgt fem kunstnere, der er blevet inviteret til at skabe nye, unikke lydværker til radioen under temaet: Life at the bottom of the lake. Oplev blandt andre værker af kunstnerne Jenny Hval, Linda Lamignan og Asmaa Jama. Efter lytte-sessionen vil der være drinks og dj’s fra radiostationen i Cinematekets Asta Bar. Billetprisen er 85 kr. Læs mere her.