Manden i skyggen

Jesper Bang Marcussen hører til denne gruppe. Hans vej ind i statistverdenen startede for omkring 15 år siden. Han arbejdede som arkitekt i et stort arkitektfirma, men da finanskrisen ramte, blev hele hans afdeling fyret.

»Der var ikke rigtig nogen jobs at få, som var slået op. Så jeg begyndte at søge alt muligt kreativt, også herinde på teateret. Jeg fik et svar om, at jeg var et eller andet sindssygt nummer i databasen. Så der skete ikke lige noget, og jeg fik et andet job. Men et år senere ringede de så og spurgte, om jeg ville til audition. Og selv om jeg havde et andet job, var det bare en chance, jeg ikke kunne lade gå forbi«, fortæller han.

I dag er Jesper Bang Marcussen selvstændig, hvilket giver ham en stor fleksibilitet, i forhold til at han her 13 år efter sin debut i ’Lulu’ stadig kan stå på de skrå brædder som statist.

»Jeg ved ikke rigtig, hvad det er, men når man først er herinde, bliver man altså hængende. Det der magiske univers er der nogle af os, der er utrolig tiltrukket af. Det er jo nærmest en lille indgang til en fantasiverden«, fortæller han.

Det, der især trækker i Jesper Bang Marcussen, er at få lov at se det hele bagom, fortæller han. At være en del af processen og se opbygningen af en stor produktion i stedet for blot at se det færdige produkt.

»Som publikum ser man jo en hel forestilling, som er skruet sammen på en særlig måde. Det, jeg ser, er fra en helt anden vinkel, helt dekonstrueret. Det er meget fascinerende at være vidne til og være en del af den kreative proces, som bare vokser. Jeg nyder virkelig hele det kunstneriske, det visuelle, det musikalske univers, og jeg æder det råt, det hele. Det er meget, meget inspirerende«.

Drømmen om at være skuespiller

Statister har været brugt i både teater- og filmverdenen i mange år, og flere kendte mennesker har lagt deres vej forbi statistarbejdet, før de nåede berømmelse. Marilyn Monroe, Ben Affleck, Clint Eastwood, Viola Davis, Brad Pitt, Renée Zellweger og Bruce Willis er alle eksempler på skuespillere, der startede som statister.

Herhjemme optrådte H.C. Andersen første gang som statist på Comediehuset i Odense som 6-7-årig, og senere drev hans drøm om at blive skuespiller ham til København. Men efter flere statistroller på Det Kongelige Teater og mange ihærdige forsøg på at slå igennem, fik han at vide, at han skulle lægge drømmen på hylden – han havde ikke talentet.

Vender man blikket mod nutidens film- og tv-verden, kan man høre nogle af de samme begrundelser for at tage job som statist som på Det Kongelige Teater. Tommy Duus ejer casting- og formidlingsbureauet Dansk Skuespillerkatalog (Dask), der blandt andet koordinerer statister til film- og tv-produktioner. Han ser også primært to grupper af statister.

»Der er jo gruppen, og det er specielt de unge, som har en forventning til, at når man er statist, så er der ikke lang vej til at blive skuespiller. Det er dem, jeg kalder dagdrømmerne. Dem, som håber på, at nu melder de sig som statist, og så ser instruktøren dem, og så tager de rollen foran Dar Salim«, siger Tommy Duus.

Og så er der den anden gruppe, som udgør størstedelen af dem, der melder sig som statister.

»Det er dem, der synes, at det kunne være spændende at se, hvordan en film- eller tv-produktion bliver til. Der er nogle af dem, der bliver skræmt væk, som synes, at det er det kedeligste i verden. Og så er der andre, der bliver hængende. Jeg har jo folk, jeg har haft i over 20 år, og som har været med i flere hundrede produktioner«.

Den gode statist

Men hvad er så den gode statist?

»Det er jo 100.000-kroners spørgsmålet. Statisten kan komme ind fra gaden uden nogen som helst erfaring, fordi vedkommende skal være i baggrunden. En statist er filmens levende kulisse, den bevægelige baggrund. Så det kræver ikke nogen færdigheder, men man skal selvfølgelig kunne tage imod en simpel instruktion«, siger Tommy Duus fra Dask og fortsætter:

»Men det, der egentlig definerer en god statist, er at være klædt på til, at der er ventetid og lange pauser mellem optagelserne. Man skal kunne adoptere stemningen, gå med flowet og være god til at socialisere med de andre statister. Lad mig sige det på den her måde: Hvis du kommer for sent, og hvis du har en dårlig dag og spreder dårlig stemning, hver gang du er på optagelse, så er det jo ikke dig, man booker igen. Så en god statist er en, der har en åben indstilling, er instruerbar og fleksibel«.

Foto: Mads Nissen

Jeg stiller Sandy Miehe-Renard fra Det Kongelige Teater det samme spørgsmål, og hans forståelse af en god statist virker umiddelbart rimelig ligetil:

»Fra mit synspunkt er en god statist én, der kommer til tiden og passer sit arbejde. Det vil sige, at man ikke er ukoncentreret eller misser en prøve eller en forestilling, det går vi meget op i. Man er en del af et hold, så man kan ikke bare holde fri«, siger den statistansvarlige.

Og lever man op til forventningerne, bliver man som regel spurgt igen. På teateret, der betaler statister en timeløn på 154 kroner, starter de med at spørge ud i en fast gruppe på omkring 75 statister, før de rækker ud til nye ansigter i deres kartotek.

Særlige talenter

Der florerer mange forskellige definitioner af ordet statist, og afgrænsningen mellem statistarbejde på den ene side og arbejdet som skuespiller, operasanger eller balletdanser på den anden er ikke altid klar. I spillefilmoverenskomsten mellem Dansk Skuespillerforbund og Producentforeningen defineres en statist som én, der ikke har selvstændig betydning for produktionens indhold og forløb, ikke siger mere end 30 ord og ikke synger alene eller laver koreografiske dansekombinationer.

I teaterverdenen kan man i en aftale mellem Dansk Skuespillerforbund og Danske Teatres Fællesorganisation læse, at det, en statist laver, skal en anden statist kunne sættes ind i på kort tid – helst på én prøve. Her må en statist heller ikke have for mange replikker, men der er ikke noget maksimum på antal ord.

Aftalen omfatter ikke Det Kongelige Teater, men Sandy Miehe-Renard læner sig alligevel op ad sidstnævnte definition. Derfor kræver det heller ikke nogen særlige evner, hvis man vil være statist hos Det Kongelige Teater. Og så alligevel kan det af og til være en fordel.

»Selvfølgelig er der nogle gange, man skal kunne noget særligt. For eksempel har vi lige haft en audition, hvor man skulle kunne danse vals ret godt. Det er også derfor, at det står i vores kartotek, hvis man har et særligt talent. Der er nogle, der kan danse, der er nogle, der har gået på dramaskole, der er nogle, der kan synge eller spille musik, der er nogle, der har gået til gymnastik«, fortæller Sandy Miehe-Renard.

Det var da også den garvede statist Jesper Bang Marcussens musikalske evner, der landede ham hans første statistjob. I sin ansøgning skrev han, at han havde spillet musik hele sit liv, og netop denne evne gjorde ham egnet til at varetage bækkener og triangel i ’Lulu’. Det er nu langtfra altid, at han får lov til at stå i forgrunden og udfolde sig musikalsk. Rollerne varierer meget, og den afveksling passer ham egentlig godt.

»Nogle gange er jeg i fuldt fokus helt forrest. Andre gange er jeg helt i baggrunden, og man kan tænke, om jeg overhovedet var med. Så det veksler. Men man skal acceptere, at man er et tandhjul i den her maskine. Alle har en rolle, som selvfølgelig er mere eller mindre vigtig, men man kan sjældent tage et tandhjul ud af de her forestillinger«, siger Jesper Bang Marcussen og tilføjer:

»Der er nogle instruktører, der kalder os for actors, og så er der andre, der kalder os for extras. Og så er der forskel på rollerne, det veksler utrolig meget«.

Men det er sjældent, at Jesper Bang Marcussen har oplevelsen af, at statisterne bare bliver brugt som ’fyld’ i en forestilling.

»Der er den der klassiske forestilling om, at er du statist, så går du ind på scenen med et spyd, står der i fem minutter og så ud igen. Farvel og tak. Men det kan jeg ikke rigtig genkende«, siger han.

Han må dog også indrømme, at de mere kedelige roller er gået lidt i glemmebogen. Det er de sjove roller, der står klart i hukommelsen. De roller, hvor han er en vigtig del af forestillingen og kan få lov til at udfolde sig mest muligt.

Da jeg spørger Jesper Bang Marcussen, hvad drømmerollen som statist er, må han tænke sig om et øjeblik.

»Jo mere man kan få lov at lave, jo mere man kan folde noget personligt ud eller har en særlig rolle, jo federe er det«, lyder det.

Han holder en kort pause og siger så:

»Drømmerolle ... Det ved jeg ikke, jeg synes, jeg har haft nogle af dem«.