Så vidt jeg husker, døde min mormor i 1975. Hun var i hvert fald lige fyldt 75 år, men var for syg af kræft til selv at deltage i fejringen af sin fødselsdag. I stedet gav hun min mor og far og os tre børn en tur i Tivoli. Det var strålende vejr, og jeg husker at stå forventningsfuldt i kø til forlystelserne og særlig at blive mast af mine ældre søskende i den bedste forlystelse, Kålormen, og hvordan vi faldt i søvn på bagsædet på bilturen hjem.
Netop den dag støbtes forestillingen om min barndoms Tivoli. Det var et sted af spændt forventning og evig sommer. En støvet grøn have med voldsomme maskiner, der var omkranset af en by udenfor, der kørte som et tapet omkring haven med Arne Jacobsens SAS-hotel som et mystisk moderne eventyr og Martin Nyrops rådhustårn som et historisk pejlemærke.
