Ny global trend: Tegn din by

De gør det i Mexico, Seoul og Seattle. De gør det langs Seinen i Paris, i Londons Hampstead Heath og i undergrundsbanen i Tokyo. De gør det alene, i flok og i timevis. De gør det i deres egne byer, og de gør det, når de rejser. Nogle gange gør de det endda samtidig over hele verden.

Og så gør de det på den gode, gammeldags manér. De fleste af dem, i hvert fald.

For selv om nogle af dem benytter sig af de nye, digitale muligheder, gør størstedelen af dem det på den måde, som mennesker har gjort det i tusinder og atter tusinder af år.

De tegner! Ikke hjemme ved computeren eller skrivebordet, men ude i byrummet.

Midt i den globale Instagram- og selfiestang-kultur er der over de seneste ti år piblet en tendens frem, der handler om noget så analogt, langsommeligt og klassisk som at tegne sin by. Gerne i grupper, der mødes på et i forvejen udvalgt sted i byen for at slå sig ned i nogle timer med blokke og tegneredskaber.

Det er bygninger og gademiljøer, men også selve bylivet, tegnerne kigger efter, og som de fanger på papiret.

Pubcrawl uden druk

Fænomenet kaldes urban sketching – også herhjemme. For ja, de gør det også i Danmark. Ikke så meget som i eksempelvis Chicago, Berlin og Singapore, hvor sketcher-miljøets arrangementer kan trække over hundrede deltagere, og der bliver udgivet bøger med byskitser. Men der bliver også tegnet her i landet, især i København.

Samlingspunktet er gruppen Copenhagen SketchCrawl, en lokalafdeling af det amerikanske netværk SketchCrawl Wold Wide.

Fire gange om året afholder gruppen et sketchcrawl, der fungerer lidt på samme måde som det mere kendte drukkoncept pubcrawl: Man mødes ved et startsted, men i stedet for at tage et vodkashot sætter man sig og tegner. Efter en time eller to bevæger man sig så videre i flok, og efter to-tre tegnestop samles man på en café og ser resultaterne fra dagen i hinandens skitsebøger.

Undervejs er det ikke forbudt at kommentere hinandens arbejde. Men fokus er på at tegne, forklarer Jakob Hansson, der er fast deltager i Copenhagen SketchCrawl.

»Der bliver talt, selvfølgelig. Folk stopper også tit op og spørger, hvad man laver, og så snakker man lidt. Men man kan sagtens bare sidde og fordybe sig ved siden af hinanden«, siger han.

For Jakob Hansson, der arbejder med design af computerspil, er det »en nysgerrighed over for, hvordan byens rum fungerer«, der får ham til at sætte sig med tegneblokken på Københavns gader og pladser.

»Man lærer sin by rigtig godt at kende. Når man tegner et træ eller en statue eller en bygning, bliver man opmærksom på detaljer, man ellers aldrig ville have lagt mærke til. Man er nødt til at gå igennem alle former og linjer og kurver. Det aktiverer hjernen, så når først man har tegnet et sted, så vil man altid kunne huske det«, siger han.

Globalt og digitalt

Selve det at tegne i byrummet kan man dårligt kalde et nyt fænomen. Arkitektstuderende, kunstnere og tegnekursister på alle niveauer har altid brugt byen som træningsbane for talentet. Det nye ved den form for urban sketching, der breder sig lige nu, er fællesskabet. Det handler om at tegne, men også om at dele.

Sketchere deler både selve oplevelsen af at sidde sammen og tegne i byens rum, og de deler deres tegninger med andre. Naturligt nok har blogs og sociale medier været afsættet.

Det største globale tegnenetværk, Urban Sketchers, startede som en gruppe på billeddelingssitet Flickr. Initiativtageren var den spanske journalist Gabriel Campanario, som er bosat i USA’s uofficielle græsrodshovedstad Seattle.

Campanarios grundidé var, at man kunne lave tegnet journalistik ved at illustrere byliv, mens det udspillede sig. Gruppen blev populær, og antallet af bidragydere steg hurtigt.

I 2008 lavede Campanario Urban Sketchers om til en blog, som i dag samler bytegnere fra hele verden under mottoet ’We show the world, one drawing at a time’. Den opdateres løbende med tegninger og nyheder om arrangementer. Det er også her, man finder Gabriel Campanarios ’officielle manifest’ om urban sketching.

Aldi er bedre end havfruen

En af de flittigste deltagere ved Copenhagen Sketchcrawls arrangementer er illustratoren Tomas Björnsson. Han driver skitse-bloggen Copenhagenink.blogspot.com og har en drøm om at starte en københavnerafdeling af Urban Sketchers.

»Jeg så gerne, at det blev et mere aktivt miljø. Det kunne være sjovt at få en egentlig afdeling i København. Fordi København er en smuk by med mange fine steder og bygninger, som er værd at få folk til at lægge mærke til«, siger han.

Og det er ikke Rådhuset og Rundetårn, han mener. De får rigeligt opmærksomhed, og så er det heller ikke lige den type turistpostkort-motiver, der typisk vækker hans og andre sketcheres opmærksomhed.

»Jeg synes ikke, det er spændende at tegne Christiansborg eller Den Lille Havfrue. Jeg synes faktisk, det er røvsygt. For mig er det meget mere interessant at tegne Aldi nede på Roskildevej. Det er sådan en bygning, som man først tænker er enormt grim, men når man sætter sig og ser ordentligt på den, er den faktisk virkelig smuk i al sin enkelhed«, forklarer han.

Det er hverdagen, som Tomas Björnssons skitsebog er fuld af. Pølsevogne, porte, bagtrapper, gadehjørner og skæve tilbygninger. Graffiti på en gavl og et virvar af køreledninger mod en blå sommerhimmel.

»Det, som det handler om, er at finde den historie, der ligger i motivet. De aftryk, vi laver som mennesker, når bevæger os rundt i bymiljøet. Vi laver jo vores egne ruter, der hvor vi lever, og ofte er det helt andre veje end dem, der er bygget til os. Vi laver huller i hække eller sætter skilte op, hvor de ikke må være, og bruger bygninger til noget andet, end de er beregnet til. Alle de spor fortæller jo historier, og det er dem, jeg synes er interessante«, siger Tomas Björnsson.

Modpol til smartphonen

Størstedelen af de københavnske sketchere har en baggrund inden for f.eks. grafik, design eller illustration. Men der er ingen krav til evner eller erfaring. Heller ikke til metoden. Man må lige så gerne tegne på iPad som på akvarelpapir.

Det er processen, det handler om: tid, fordybelse og koncentration, som kontrast til at snuppe et foto med sin smartphone, fyre et Inkwell-filter på i Instagram, skrue lidt op for lyset og smække det online inden for to minutter.

»Det er en fantastisk modpol til bare at tage et foto med din mobiltelefon, som du alligevel har glemt et øjeblik efter«, siger Tomas Björnsson.

Netop fordi foto og billedbehandling er blevet allemandseje, har tegning fået et boost. Fordi det opleves som noget »eksklusivt«, mener han.

»Som beskuer investerer du bare ikke den samme energi i at kigge på et foto som på en tegning. Når folk kigger i mine skitsebøger, lægger de mærke til alle detaljerne: »Gud hvor sjovt, du har ledningerne med, og skraldet i hjørnet, og skriften over døren«. Tegningerne tvinger folk til at bruge mere tid på motivet, end de ville gøre på et fotografi. Måske fordi jeg selv har brugt tid på det«.

At genfinde tegneglæden

Når Tomas Björnsson tegner for kunder i sit professionelle liv, er det stort set altid på computeren. Men sine byskitser laver han med fyldepen – »en japansk TWSBI Diamond 580 med vandfast arkivblæk« – og et lille gammeldags akvarelsæt.

»Hele det taktile aspekt ved de traditionelle tegneredskaber er skidesjovt«, siger han. »Akvareller er bare dejlige at røre ved. Og de lugter skidegodt«.

For ham er urban sketching blevet en måde »at genfinde glæden ved at tegne«.

»Jeg var ved at brække mig over at tegne hver dag, og den eneste grund til, at jeg tegnede, var for at betale husleje. Men når jeg tegner i byen, gør jeg det ikke for behage andre, men bare for min egen skyld. Der er ingen krav, ingen deadlines og intet pres. Jeg sidder ikke og tæsker over små detaljer, jeg tegner bare. Jeg kan bande over mine fejl, men jeg retter dem ikke«.

Så når vinduerne hopper i højden og perspektivet smutter, får det bare lov at stå. Det er, fortæller Tomas Björnsson, »det fede ved det«.

»Nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde tålmodighed til at sidde og strege op, sådan helt arkitektagtigt og præcist. Men så mister det faktisk også lidt interessen for mig. Så kunne jeg jo netop lige så godt tage et fotografi«.