Kilde: Politiken.tv / Foto: Finn Frandsen

Byliv

Den gamle Carlsberggrund er blevet valplads for en værdikamp

I årevis har kulturentreprenører haft hjemme på Carlsbergs grund, men nu skal de vige for byggeriet. Frygten for, at det smukke område skal ende som en gold plet af kulturløst nybyg, vokser, men der er intet at frygte, forsikrer chefen for projektet.

Byliv

Jens Nyhus bukker sig uden at tabe hjelmen og trækker den jamrende elevatordør op. Direktøren træder ud på det nøgne betondæk og ser tågen, der hænger som et gardin foran byen nedenfor. Under tårnets trærækværk ligger Carlsberg Byen og ser lille ud 29 etager nede.

Nyhus ser nogle gange syner, når han går rundt dernede. Ser højhuse, pladser og veje, der endnu ikke findes. Han står i spidsen for det selskab, som skal forvandle Carlsbergs historiske bryggeriområde i København til en helt ny bydel med både bolig, business og børnehaver, uddannelse og ungdomsliv. Et gigaprojekt, der efter års planlægning – og finanskrisestilstand – for alvor er ved at tage fart. Men lige for tiden får han og virksomheden Carlsberg Byen P/S hug.

Direktøren strækker sin neonklædte arm ud. Peger over kranerne, byggehegnene og de våde gader. Siger:

»Der er nogen, der siger, at vi ikke får kultur her. Det er vi uenige i. For det får vi. Vi har 22.000-25.000 kvadratmeter, som er udlagt til kultur. At der ikke bliver liv på Carlsberg, det tror vi slet ikke på«.

Den seneste måned har kritiske røster luftet deres bekymring for, at området vil ende som endnu en livløs ny bydel i København. Den gamle industrigrund er blevet valplads for en værdikamp. Men kritikerne er lige lovlig hurtigt ude, mener den pegende direktør. For nok står han i skelettet til et højhus, hvor de øverste lejligheder bliver ualmindelig ubetalelige for almindelige mennesker – 15 millioner per styk – men nede på landjorden står fire fredede bygninger, der alle skal huse kultur for beboerne, de studerende og hele byen udenom. Den ene et nyt oplevelsescenter for bryggerigiganten Carlsberg – og de tre sidste nonprofitbaseret kultur.

De kommer bare ikke til at huse noget af al den spraglede kultur, der allerede findes i Carlsberg Byen. Kulturbygningerne skal huse noget andet, endnu ukendt. Ikke de kulturaktører, der på midlertidige kontrakter har gjort det forladte område til et cool og populært sted de sidste seks år. Og det er her, vi har balladen.

Den aktuelle diskussion fik ekstra ilt denne uge, da Børsens blogger, kunsthistorikeren Line Rosenvinge skrev et o.k. harmt blogindlæg om udviklingsselskabets behandling af kulturen, der ifølge hende var så kritisabel, at hun aldrig mere ville drikke en Carlsberg.

Jeg er oprigtigt ærgerlig over, at Carlsberg Byen ikke kan se den værdi, der er blevet skabt

»Da Carlsberg A/S, i forbindelse med at ølproduktionen flyttede fra København til Fredericia, åbnede portene og bød kulturliv og borgere indenfor på den tidligere lukkede industrigrund, der ligger et kvarters gåtur fra Rådhuspladsen, sagde de fro: »Kom og brug vores fabrikshaller, lav en kunstudstilling, se vores hemmelige botaniske have«. Nu seks år senere hedder det: »Hyggeligt at se jer, skrid««, lød det i indlægget, hvor hun også konstaterede, at det var slut med den frie kultur og farvel til musik, mode, billedkunst, dans og performance.

Indlægget blev forfattet i et rødmalet rum blot 500 meters fugleflugt væk fra det fremtidige højhus. Det er her, kritikeren bor og arbejder med udsigt til det store Carlsberg-neonskilt, som en digter vist har kaldt ’Vesterbros anden måne’.

Det er uambitiøst, hvad de gør, og jeg håber, at de igen bliver gode venner med dem, der skaber miljø

Line Rosenvinge åbner og byder indenfor. Fortæller, at hun mest af alt er noget så gammeldags som skuffet og ked af udviklingen. For hun er da godt klar over, at lejemålene, som kreative entreprenører har fyldt ud, var midlertidige – lige fra danseteatrene, de kunstnerdrevne udstillingssteder og den eksperimenterende teaterskole Cispa – for at nævne et par stykker – men når Carlsberg Byen ikke lader dem blive, smider de barnet ud med badevandet:

»Der popper hele tiden åndehuller op i byen, men de forsvinder igen. Jeg troede, at det ville være anderledes i Carlsberg Byen, jeg troede, at den kreative undergrund her var velkommen i sådan en grad, at de kunne blive en del af planen«, siger hun:

Kulturaktørerne har fået en billig husleje, mod at de kun kunne være der midlertidigt – men når tiden så udløber, farer folk til tasterne. Kan man opføre sig mere utaknemmeligt?

»Jeg er oprigtigt ærgerlig over, at Carlsberg Byen ikke kan se den værdi, der er blevet skabt. Hvis jeg skal prøve at tale et sprog, som udviklingsselskabet måske forstår, vil jeg sige, at hvis de havde beholdt mere af det autentiske kulturliv, kunne de have solgt og udlejet boliger og erhvervslokaler til en højere pris. Jeg synes, det er uambitiøst, hvad de gør – og jeg håber, at de igen bliver gode venner med dem, der skaber miljø«.

Arven fra Jacobsen

Line Rosenvinge er ikke den eneste, der har udtrykt bekymring for kulturens plads i Carlsberg Byen. Og også blandt de kulturinstitutioner, der enten er flyttet eller snart skal flytte, er der ærgrelse og undren. Måske den bunder i, at virksomheden Carlsberg altid har haft et ganske særligt forhold til kulturlivet.

Bryggeriets grundlægger, J.C. Jacobsen, var mæcenen bag opførelsen af de store væksthuse i Botanisk Have, og i 1876 stiftede han også Carlsbergfondet til støtte af videnskaben. Det var dog sønnen Carl Jacobsen, der for alvor bandt navnet Carlsberg til kunsten og kulturen. Ikke blot selve bryggeriet blev udsmykket af tidens store billedhuggere; de milde gaver fra Valby Bakke regnede også over resten af hovedstaden.

Utallige skulpturer i dens parker er således finansieret af Carl Jacobsens Albertina-legat, ligesom hverken genopførelsen af det kolossale spir på Nikolaj Kirke i København eller placeringen af den betydelig mindre havfrue på en sten ved Langelinie var blevet til noget uden bryggerens mellemkomst. Vægtigst fremstår dog Ny Carlsberg Glyptotek, som Carl Jacobsen i 1897 lod endeligt placere nær Tivoli og Rådhuspladsen. I 1902 overdrog han selve bryggeriet til Ny Carlsbergfondet med formålet at drive Glyptoteket og at yde støtte til kunst og kunstvidenskab

Arven var, når det kom til at tilgodese kulturlivet, ikke til at komme uden om, lod Carlsberg A/S forstå, da selskabet i 2006 inviterede til den åbne idékonkurrence, som skulle skabe rammerne for den fremtidige udvikling af de hidtidige fabriksområder på Valby Bakke.

»Med den nye bydels navn, Carlsberg, føler virksomheden Carlsberg A/S et særligt ansvar for den forestående proces og vil, helt i tråd med virksomhedens historiske tradition for ansvarlighed og kvalitet, naturligt stille store krav til udviklingen af området«, lød det blandt andet i konkurrenceoplægget, som fortsatte:

»I udbygningen og omdannelsen af området skal denne fortælling om Carlsbergs historie fortsættes og på en original måde integreres i Carlsbergs liv, byrum og arkitektur. Stedets ånd er forstærket og tydeligt gennemsyret af Carlsberg A/S’ tradition for eksperimenter, naturvidenskab og kunst«.

Carlsberg står ikke længere selv for udviklingen af området. Det gør det selvstændige selskab Carlsberg Byen, som bryggeriet ejer 25 procent af, og som domineres af en trojka af nogle af landets største pensionsselskaber.

Frygten for et goldt sted

Det virkede som lidt af en genistreg, da tre af landets førende institutioner for moderne dans flyttede ind i den gamle mineralvandsfabrik på Pasteursvej på Carlsberggrunden. Dansescenen, Dansens Hus og det internationale kompagni Dansk Danseteater blev nu samlet ét sted. De to førstnævnte er i dag smeltet sammen under navnet Dansehallerne – det navn, som mineralvandsfabrikken nu er kendt under.

Da Hanne Svejstrup først kom herud i 2008, var der stadig gang i produktionen – trucks drønede rundt, og produktionsbåndet rullede. Her seks år senere er hun konstitueret som kunstnerisk leder af Dansehallerne.

Det er ikke uden vemod, hun viser rundt i den bygning, de skal rømme ved udgangen af næste år. Den ene halvdel skal bevares – den er fredet – men den bygning, der huser scenerne, skal rykkes ned.

»Vi ved stadig ikke med sikkerhed, om vi når at få et nyt sted klar, inden vi skal være ude«, fortæller hun.

Klavermusik strømmer fra Dansk Danseteaters klassiske morgentræning. I studiet ved siden af er der prøver til en børneforestilling om hemmeligheder.

»Hver dag, når jeg kommer på arbejde, tænker jeg: Det er sådan et fedt sted«, udbryder hun og finder sit alvorlige ansigt frem igen.

»Det her lejemål har altid været et midlertidigt lejemål, men der står i aftalegrundlaget, at der skal findes permanent placering til dansehallerne. Vi var ikke flyttet fra to gode adresser og herud, hvis vi ikke havde regnet med at blive. Det gør man ikke, hvis ikke man regner med en fremtid«.

Længere oppe ad bakken mod Valby holdt tre kunstnerdrevne udstillingssteder til. Nu ligger kun et tilbage – New Shelter Plan hedder det og har sidste åbningsdag i dag, lørdag. Det er lidt af en meta-udstilling, de har sig: Den svenske kunstner Jonas Lund har indrettet det ikkekommercielle udstillingssted som et kommercielt galleri med 7 udstillede kunstnere. Det fiktive galleri er »en kommentar på, at vi er nonprofit – og nu bliver sagt op af kommercielle hensyn«, siger Johan Rosenmunthe, leder af New Shelter Plan, over telefonen. Han er der ikke selv – for han har rykket sit kontor til Amager.

»Vi har været med til at gøre området til et kulturelt midtpunkt og har startet en masse projekter op og har tidligere fået at vide, at Carlsberg Byen var superglade for os. Vi har haft kontor tre forskellige steder her siden 2009, men nu er der byggepladser overalt, og de er ikke interesserede i en dialog om fortsat at have plads til den lille gruppe af kreative iværksættere, som har bygget Carlsberg Byens image op«, siger han.

»Jeg tror godt, at folk kan gennemskue, hvad der sker. Først får man kreative ind til en lettere reduceret husleje – og når området bliver populært, bygger man boliger«.

Alt er midlertidigt

I Carlsbergs gamle lastbilværksteder i den modsatte ende af området holder to vaskeægte kommercielle gallerier til. Nils Stærk og Nicolai Wallner. På gavlen overfor kan man skimte et sort graffitibudskab bag ikke helt dækkende maling. ’It’s all temporary’, står der sådan halvskjult. Og det har graffitimaleren jo ret i; selv solen brænder ud. Men længe inden da er de kommercielle gallerier væk, som værkstederne de ligger i – de skal være ude ved udgangen af 2017.

Det, de er ved at bygge, ligner DDR i 1982

Det har galleristen Nils Stærk vidst fra begyndelsen, da han rykkede ind 1. januar 2009, og det vil han slet ikke beklage sig over. Men han vil gerne sige, at gallerierne har været et kæmpe aktiv for området. Der er hvert år kommet tusindvis af besøgende. Det er ikke midlertidigheden, der er problemet, men noget større, mener han. For han sidder med en fornemmelse af, at Carlsberg Byen har skiftet fokus undervejs – og at det har skabt balladen.

»Det er, som om filosofien er ændret, og at man prøver at gradbøje masterplanen for området. Vi har godt vidst, at vi skulle væk herfra, men der har været en ambition om, at vi kunne finde noget andet. Det siger de ikke kan lade sig gøre, men jeg tror, det er et spørgsmål om manglende interesse – hvis man vil, kan man gøre det. Vi har haft en konstruktiv dialog, vi er uenige, og det er fint«, siger han på sit kontor.

Dog oplever han byggeriet og virksomheden bag som en kende uempatiske i deres måde at bygge på – fortravlede og uden sans for, hvor fedt et sted de har at arbejde med. Han tager sin telefon frem og viser et billede af nabovejen Ny Carlsbergvej, som den så ud i sommer. Grønne trækroner løber som et bredt bælte på begge sider af vejen. Nu er alle alleens træer fældet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det ser ud ad helvede til«, konstaterer han og begræder i samme åndedrag, at bygningen Tap1 – »en værdig konkurrent til Forum« – skal rives ned, og udtrykker tvivl om, hvorvidt det nye byggeri kommer til at matche kvaliteten i det gamle. Det, de er ved at bygge, »ligner DDR i 1982«, mener han.

Selv om det endnu er uvist, hvilken kultur der skal bebo Carlsberg Byen i fremtiden, er det temmelig sikkert, at det ikke bliver en kunsthal. Det havde makkerparret Nicolai Wallner (der har galleriet ved siden af Nils Stærk) og Kristoffer Weiss nemlig en drøm om. De ville faktisk gerne bygge en splinterny en, og i begyndelsen var der så stor interesse for det, at kommunen finansierede forundersøgelserne.

»Ejerne havde en interesse i at etablere nogle vægtige og publikumstunge institutioner som del af bydelens dna, sagde de, og det var vi jo sådan set meget begejstrede for, da det også var en del af vores tænkning omkring kunsthallen, at den skulle kunne bidrage til bydelen. Der var ingen grænser for, hvordan Carlsbergs rige historie og traditioner for at støtte kunsten og kulturen nu skulle komme til udtryk i den nye bydels identitet«, lyder det fra Kristoffer Weiss.

»Men på et tidspunkt kom et meget mærkbart fokusskifte. De gik fra at tænke ’Vores by’ – du ved, skåltalen – til kun at se på bundlinjen«, siger han. Og derfor kommer det heller ikke bag på Kristoffer Weiss, at den nuværende diskussion er opstået. De har nærmest selv bedt om den.

»Det er ærgerligt, ikke mindst for Carlsberg selv. De kunne jo have lagt en anden stil fra starten af og undladt at skabe så mange forventninger i offentligheden om, at til forskel fra alle mulige andre byudviklingsprojekter ville Carlsberg Byen blive gjort helt rigtigt«, siger han.

Wallner og Weiss har siden forsøget i Carlsberg Byen arbejdet på at realisere ideen om et kunstcenter på Christiansholm i stedet. Området, der i folkemunde går under navnet Papirøen, skal udvikles fra 2018.

En typisk kritik

At faktisk puste liv i de nybyggede kvarterer har været lidt af et problem for byplanlæggere, lige siden de europæiske storbyer for alvor begyndte at bygge ud i perioden efter Anden Verdenskrig. Rædselseksemplerne på fejlslagne planer tårner sig her op, mens de planlagte middelklassehøjhuse med lys og luft blev til utrygge lavtstatusboliger med store sociale problemer, sammenregner boligøkonom Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter.

»Skabelsen af kultur er en almen udfordring for de fleste nybyggerier, men Carlsberg Byen har det held, at den er indkapslet i den øvrige by, om man så må sige. Udbygningerne i den danske femfingerplan, Milton Keynes nord for London eller de store udbygninger ved Göteborg, hvor man ville bygge det svenske svar på Brasilia midt ude i skovene, var derimod alle satellitbyer. Det samme gælder i nogen grad Ørestad, hvor du ikke har den form for vekselvirkning, som Carlsberg Byen kan få med nærheden til Enghave Plads og hele hipsterkvarteret dernede«, siger han.

Carlsberg Byen er dermed grundlæggende ikke i fare for det samme fald, som tidligere nybyggerområder omkring København undergik i løbet af få år.

Jeg håber ikke, at nogen bliver afskrækket af den debat, der er nu

Og man kan faktisk godt planlægge sig til et levende bykvarter, mener arkitekt Dan Stubbergaard, stifter af tegnestuen Cobe, der blandt andet har lavet byplanen for den seneste del af Ørestad omkring Bella Center.

»Den store gave er jo, når man har nogle eksisterende bygninger, hvor denne kultur kan begynde at gro. Det har man på Papirøen, det havde man på Carlsberg og i indre Nordhavn, mens Ørestad var noget sværere, da man her byggede på bar mark«, siger han.

Carlsberg skal have stor ros for evnen til faktisk at skabe kultur og liv i det gamle fabriksområde, mener han. Den store udfordring kommer, når byggekraner, udviklere og boliger rykker ind.

»Og her er det altså vigtigt ikke at slå det ihjel, man lige har set blive bygget op. Det er, ligesom hvis man planter en hindbærbusk, men så klipper den ned, lige før den skal lave de første hindbær. Carlsberg bør ikke undervurdere værdien af det liv, de har formået at skabe derude og af de eksisterende bygninger, der er derude. Men min personlige holdning er måske, at de her er gået vel hårdt til værks, når nu boligerne og udviklerne rykker ind og mange af de karakterfulde bygninger rives ned«, siger arkitekten, der dog peger på, at overgangen mellem midlertidige lejere og selve byggefasen også før har skabt kritik, uanset hvor fornuftige byggeplanerne har været.

»Og det er meget typisk, at denne kritik kommer netop nu, hvor det midlertidige bliver smidt ud, imens de kommende tilbud endnu ikke er synlige«, siger han.

Det var planen fra dag ét

Når direktøren for Carlsberg Byen, Jens Nyhus, er ude og holde foredrag hos bygherrer, bliver han indimellem spurgt, om det virkelig er smart at lukke kulturlivet ind i en midlertidig periode – ender det ikke bare i ballade?

»Og jeg håber ikke, at nogen bliver afskrækket af den debat, der er nu, for jeg synes stadig, at det har været en klar fordel for området«, siger Jens Nyhus. Kulturaktiviteterne har lokket gæster til området, brandet det og har sørget for liv i de fredede bygninger. Og faktisk havde direktøren været lidt skuffet, hvis diskussionen var udeblevet.

»Men det har været præmissen fra dag 1, at tingene skulle flytte herfra på et tidspunkt. Vi har forsøgt at forlænge lejekontrakter så langt som muligt, og nu må vi håbe, at andre byudviklingsprojekter vil tage over«, siger han.

»Vi er et udviklingsselskab, vi bygger nyt og sælger det – og så lukker vi ned. Om 8-10 år eksisterer vi ikke længere, og derfor må vi sikre os, at den kultur, der kommer herude, kan leve i sig selv«.

Direktøren fortæller, at de har forsøgt at hjælpe flere aktører videre – ligesom de er kede af, at for eksempel Dansehallerne må flytte. Fornemmelsen af, at selskabet skulle have skiftet attituden over for kulturlivet undervejs, genkender han »absolut ikke«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvis man føler et skifte, er det, fordi vi går fra en lang planlægningsfase til eksekvering af projektet«, siger han.

Direktøren tager en neongul jakke uden på sin hvide skjorte og traver ud på byggepladsen.

»Vores projekt går i den modsatte retning af, hvad man så i 00’erne, hvor man lavede meget brede boulevarder«, siger han og peger rundt. Og det bliver hverken poleret eller kedeligt, forsikrer han. Alene de fredede bygninger forhindrer det – og han er forpligtet til at bygge noget, der er mindst lige så godt i materialer og kvalitet som det gamle.

Jens Nyhus svinger ind i Carlsbergs gamle maskincentral, centralt placeret midt i byen. Her står industriens minder, dampmaskine og svinghjul, fredet. Hallen er udlagt til kultur – ligesom nabobygningen, hvor der blev produceret energi til hele Carlsberg. Det er bare ikke aftalt, hvilken kultur der skal ligge her. Ikke endnu. Men der er interesserede nok, siger han.

Lyset tænder langsomt, afslører et kæmperum med buede betonspær – noget af det første jernstøbte buebeton, der findes, får direktøren entusiastisk nævnt. Hans stemme runger under hvælvingerne:

»Intet ville være så nemt, som at bygge lejligheder og sælge dem herude. Det kunne man gøre overalt. Men vores ambition er at få byen til at leve«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce