Januar er en tung omgang at komme igennem. Du må ikke spise sukker, måske må du heller ikke drikke sjusser, og din næste ferie virker lige så langt væk som din næste lønseddel.
Når det så er sagt, vil du så ikke med en tur til de varme lande? Det kommer ikke til at koste dig mere end en busbillet, og du kan møde på arbejde igen kl. 9 mandag morgen. Du skal nemlig ikke ud og flyve. Du skal bare ind på Nationalmuseet, som fredag inviterer til arabisk aften.
Arrangementet er årets første NatNight – den kloge fredagsbar, som seks gange om året er grund til, at Nationalmuseet holder aftenåbent.
NatNight er 'kun' en fest
Hidtil har NatNight taget udgangspunkt i en udstilling, og det var da også meningen, at den arabiske aften skulle have været startskud for særudstillingen ’Den arabiske rejse’.
Den er dog nu sparet væk – i øvrigt ligesom alle museets andre særudstillinger – så nu er NatNight bare en fest.
Men tydeligvis en ret sjov en af slagsen. Denne gang kan du blandt andet få dekoreret dine hænder med henna, sådan som de fine arabiske kvinder fik det i sin tid.
Flere arabiske tilbud
Du kan også få dit navn skrevet i smuk kalligrafi af kunstneren Salim Assi, ryge en vandpibe, danse til arabisk musik og høre Ellen Wulff læse digte højt fra ’Tusind og en nat’ – et værk, som hun i 2013 stod for en ny dansk oversættelse af.
Derudover har komikeren Ellie Jokar lavet et show specielt til lejligheden, og du kan også glæde dig til at se eller gense Pasolini-filmen ’Arabian Nights’ fra 1974.
Turen går til Arabien på Nationalmuseet fra kl. 16 på fredag. Det er gratis at være med.
1001 NatNight, 22. januar klokken 16-22.Mere info.
fortsæt med at læse





























