Svømmebassin, spabassin og dampbad
Det er koldt derude. Men heldigvis er der råd for den slags – i hvert fald hvis du ikke er bange for at flashe badedragt eller speedos. Faktisk burde vinteren (over)leves i Øbro-Hallen, for her er stort set alt det, du skal bruge for at få varmen.
Din gåsehud vil f.eks. nyde godt af at blive dyppet i det 38 grader varme spabassin, hvis jetstråler skaber masserende bobler. Er du ikke så meget til vand, kan du prøve det almindelige dampbad med en luftfugtighed på 100 procent, som afhjælper luftvejsgener og forkølelse, eller det romerske dampbad med opvarmede sæder og vægge.




























