En Don kommer til byen
Sean Paul er Don af dancehall. Ikke så meget som opfinder af det messende flow hen over digitale dobbeltslag, men som ham, der gav stilen popappel og som ingen anden bragte dancehall-festen ud i verden i 00’erne med hits som ’Get Busy’ og ’Gimme The Light’.
Modsat andre dancehall-stjerner fra Jamaica er Sean Paul ikke vokset op i fattigdom, men i den øvre middelklasse. Men inspireret af den genredefinerende deejay Super Cat, der i 1980’erne satte hiphop-strøm til dancehall, droppede Sean Paul universitetsstudierne og blev Jamaicas største internationale dancehall-succes med sine insisterende festhymner.



























