En københavnsk parkeringsplads har gemt på en 800 år gammel hemmelighed.
Den ligger på hjørnet af Ny Østergade og Store Regnegade, hvor der tidligere har ligget et fattigkvarter, der var berygtet for at huse ’skarnsfolk’ og ’skørlevned’. Der var lejekaserne – en omstændighed, der nu viser sig at have reddet vigtige spor fra Københavns historie. Under gruspladsen har arkæologerne fundet resterne af den første befæstning af byen i 1200-tallet samt efterladenskaber fra belejringen under Grevens Fejde og sikret 6.000 år gamle spor fra Ertebølle-kulturen, tre-fire meter under de parkerede biler.