Er du klar på fællessang fra vinduer og altaner?

Se video: På Italiens balkoner synger og spiller italienerne sig igennem coronakrisen. Nu kommer fænomenet til København

I Italien improviseres i øjeblikket koncert og fester på balkoner i solidaritet. Billedet her er fra Garbatella-bydelen i Rom.  Foto: Andreas Solaro/Ritzau Scanpix
I Italien improviseres i øjeblikket koncert og fester på balkoner i solidaritet. Billedet her er fra Garbatella-bydelen i Rom. Foto: Andreas Solaro/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Da Italien forleden lukkede ned, gik der ikke lang tid, før landsmænd fra Firenze til Palermo fandt violiner, fløjter, ja, sågar store lydpulte frem og improviserede koncerter fra balkoner og vinduer.

På YouTube og Instagram kan man lige nu se, hvordan italienerne bruger balkonerne til alt fra opera til dj-sets og forsøger at holde humøret højt, selv om de lytter og fester med fra hver deres lejlighed.

Nu breder fænomenet sig også i København, hvor spillesteder, natklubber og koncertsale har været lukket ned siden onsdag.

Flere Facebook-grupper opfordrer i disse dage til at gøre italienerne kunsten efter. Lørdag blev der improviseret ’coronafester’ på altaner rundt i hovedstaden, fra mandag synger beboere i Godsbanegade på Vesterbro tre sange hver aften klokken 19, og i eftermiddag, søndag 15. marts klokken 17, opfordrer Nørrebro Lokaludvalg til fællessang fra bydelens altaner:

»Vi synger ’Det er i dag et vejr’ fra vores vinduer og altaner i dag klokken 17«, lyder det i gruppen, hvor foreløbig godt 500 mennesker har meldt sig som interesserede. Læs mere om eventet her.

Her på Ibyen følger vi med i udviklingen og holder dig opdateret, hvis flere balkonarrangementer dukker op. Kender du noget, så tip os på mh@pol.dk.

Indtil da anbefaler vi dig at tjekke de her opmuntrende italienske balkonkoncerter ud (du kan se flere videoer ved at trykke på de små, grå pile i højre side af billedet):


Morten Hjortshøj

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her