To nye kunstværker kan være på vej til de to S-togsstationer Sjælør Station og Vigerslev Allé Station.
Ifølge kvarterplanerne for henholdsvis Sydhavn og Kulbanekvarteret i Valby oplever de lokale beboere, at områderne omkring de to stationer er utrygge. Ikke på grund af kriminalitet, men fordi der ikke er nok belysning i viadukterne, der anvendes af fodgængere såvel som cyklister og bilister.
Efter ønske fra borgerne har man som en del af områdefornyelserne i de to bydele afsat i alt 1,7 millioner kroner til at få udsmykket stationerne, så det visuelle udtryk løftes og trygheden øges.
Med den slags engagement er boligområdernes status som udsatte absolut kun midlertidig
Ninna Hedeager Olsen, teknik- og miljøborgmester (EL)
Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) bakker i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune op om forslaget:
»Jeg håber, at tiltagene kan gøre en positiv forskel, og jeg er rigtig glad for, at så mange lokale har engageret sig i udviklingen af deres lokalområder, som det er tilfældet i Sydhavnen og i Kulbanekvarteret. Med den slags engagement er boligområdernes status som udsatte absolut kun midlertidig«.
På Sjælør Station skal farvede kakler mod vest illustrere en solnedgang og mod øst en solopgang. Visualisering: Københavns Kommune
Allerede i 2015 og 2016 blev kvarterplanerne for Sydhavn og Kulbanekvarteret godkendt i Borgerrepræsentationen.
Her blev det besluttet, at en række udvalgte steder i bydelene, herunder netop Sjælør Station og Vigerslev Allé Station, skal have »byrumsmæssige eller kunstneriske løft«, så de fremstår »tydelige og attraktive«.
Som led i planerne skal Teknik- og Miljøudvalget mandag 11. januar tage stilling til det konkrete forslag om opførelsen af kunstværker på de to stationer.
Kan stå klar medio 2021
På Sjælør Station er planen at etablere kunstnerisk belysning i de mørke passager, ligesom der på stationens vægge skal være farvede kakler, der illustrerer en solnedgang mod vest og en solopgang mod øst.
Kunstværket skal opføres af kunstner Søren Hüttel, som er udvalgt af en arbejdsgruppe under Områdefornyelse Sydhavnen, hvor Rådet for Visuel Kunst, Banedanmark, DSB og lokale beboere har været repræsenteret.
På Vigerslev Allé Station skal viaduktens betonkonstruktion beklædes med kakler eller fliser, der bliver lyst op af den eksisterende gadebelysning, men her har man endnu ikke lagt sig fast på kunstner eller kunstværk.
Godkendes projektforslaget, forventes de to kunstværker opført medio 2021.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter