Luftballoner
Restaurant Grøften er dekoreret med mange små luftballoner og billeder af samme. Det skyldes, at Grøftens første forpagter, Laurits Johansen, før sin tid som restauratør var Danmarks første ballonskipper. Indtil Anden Verdenskrig var luftballoner en af Tivolis mest populære forlystelser.
Birger
Birger Hesmark er en af Tivolis to faste malere. Birger har været ansat i Tivoli i otte år og siger selv, at der stort set ikke er en eneste plet i Tivoli, der ikke bliver malet før en ny sæson. Inden for de seneste uger har Birger malet Pantomimeteateret, Dyrekarrusellen, Turpas-husene, Perlens tag, Galejen og Færgekroen. For bare lige at nævne noget. Birger ryger pibe, helst med tobakken Caledonia.
Glassalens søjler Glassalen har i løbet af de to seneste år fået fjernet otte af de ret så publikumsfjendtlige søjler. Til gengæld er taget tilsvarende blevet forstærket af ståldragere. I dag er der 957 siddepladser i Glassalen. Pirateriet Rasmus Bo Bojesen har forladt Fregatten. Fra i år drives den flydende restauration, hvis fulde navn i øvrigt er Sankt Georg den 3., i Tivolisøen af Tivoli selv. Kirsebær De første blomster, der springer ud i Tivoli, er som regel de lyserøde blomster på de japanske kirsebærtræer. Lige så regelmæssigt er træerne for det meste blomstret af, når haven åbnes for publikum. Persillehakkeren Der er tre ud- og indgange til Tivoli. Men lige ved siden af H.C. Andersen Slottet ligger Persillehakkeren, som udelukkende er til udgang. Kørevejsmand En meget vigtig funktion. I Tivoli er der kun én vej, hvor tunge og sådan set også lette lastbiler må køre. Der skal altid stå mindst én vagt ved kørevejen og holde øje med, at der ikke er nogen, der spærrer vejen eventuelt ved at parkere for længe, og for at forhindre, at lastbiler kører imod hinanden. Der må kun køres med biler på Kørevejen indtil kl. 10. Divan 3 Divan 3 er øgenavnet for gartnernes redskabsrum. Det ligger lige på linje med Divan 1 og Divan 2, der nu hedder Café Ketchup. Divan har været navnet på restaurationer i Tivoli, siden familien Ring åbnede den første Divan i 1843. Navnet er egentlig tyrkisk og betyder audienssal. Træer Der er 40 forskellige træsorter i Tivoli fordelt på 860 træer. Det er blandt andet rosenmandel, prydkirsebær, palmer, kastanje- og trompettræer. Menneskeædende hajer I Tivolis Akvarium svømmer syv sorttippede revhajer rundt. De er på Top 10 over hajer, der æder mennesker. Heldigvis er det en rolig og erfaren dykker, der en gang om ugen renser korallerne, støvsuger gruset og børster klipperne. Der er (desværre) ikke hold i rygterne om, at han også skulle pudse hajerne. Kontrollører Der er to forskellige former for kontrollører i Tivoli: røde kontrollører og grønne kontrollører. De røde står for adgangskontrol og sikkerhed, de grønne for de kørende forlystelser. Pantomimeteateret Pantomimeteateret er den eneste bygning i Tivoli, der er fredet. De mandarinkinesiske skrifttegn over scenen betyder: Med folket fælles glæde. (Og det er ikke fra Maos Lille Røde). Mus Der er ret mange mus i Tivoli. Uden for sæsonen bliver de små gnavere bekæmpet med gift. Men det kan man jo ikke have liggende i sæsonen. Så når Tivoli er åbnet, dør musene af at stikke snuden ind i særlige elektriske musefælder. Tivoli har en fuldtidsbeskæftiget skadedyrsbekæmper ansat året rundt. Han siger, der ikke er rotter. Tivoligarden Tivoligarden består af 102 drenge plus prinser og prinsesser. Tivoligarden klæder om og øver i Tivoligården ved H.C. Andersen Slottet. Blomster Der vokser omkring 365 forskellige plante- og blomstersorter i Tivoli. Hvert år springer cirka 144.000 løgplanter, 35.000 stedmoderblomster og 15.000 sommerblomster ud i havens bede. Heraf blandt andet hyacinter, påske- og pinseliljer, roser, vinca og rododendron. Kurt Kurt Davidsen forpagter Harlekinkiosken. Det har han gjort siden 1986. Før da arbejdede han 10 år i Tivoli. Kurt kan godt finde på at opfordre folk til at holde op med at ryge, når de er inde for at købe cigaretter. Ud over slik og tobak sælges der julepynt og skumnisser hele året fra kiosken. Her arbejder Kurts datter Christina også. Inge-Lise udgør den tredje af Harlekinkioskens hovedkræfter. Hun har stået i kiosken siden 1991. Stalden Stalden ligger lige inden for Køreporten ud mod Tivolis bagside ved Tietgensgade. Nederst står hestene imellem deres deltagelse i optogene sammen med Tivoligarden i weekenderne. Øverst er der pauserum for Tivolis Big Band imellem deres optrædener på Harmonipavillonen. Pianist Torsdage-lørdage er der levende pianomusik i Færgekroen. Løgkuppelkiosken Den gamle cigarkiosk ved plænen, der i dag er tehus, er Tivolis ældste bygning. Den er tegnet af Tivolidirektøren Bernhard Olsen og har stået siden 1873. Linda
Linda Bonnén bestyrer Harlekin-lykkehjulet, Fiskedammen og Andedammen, ligesom hendes mor gjorde før hende. Linda er den person, der har arbejdet længst i Tivoli. Hun begyndte som 10-årig i 1959. Derfor har Linda været i TV 2 Lorry.
Personalekantine
Kantinen ligger bagest i Koncertsalen. Man betaler for maden efter vægt. Forleden var der revelsben og ris. Hver dag er der salatbar.