Brunch på Arken
Som et svævende skibsdæk hænger Arkens café på siden af museet med plankegulv og lette møbler af teaktræ. Fra de store panoramvinduer kan man se ud over Køge Bugt og lade sig bade af lyset.
Efter at være blevet udfordret af udstillingen ' Mad Love' med dens farveeksplosioner, filtskulpturer og skræmmende udstoppede aber, kan man finde tilbage til en rolig virkelighed med caféens brunch, som serveres i weekenden fra 10.30-14. Den koster 148, men så får man også både spinattærte, tortilla med chorizo, ceviche af dagens fisk, roquefort-terrine, yoghurt med honning, frugt, croissanter og marmelade på tallernen og kaffe dertil.
Alternativt er stedets sandwich med paté eller tun store, friske og uden fede dressinger. De koster 69-79 kroner.
