Så koger København igen ...eller simrer og syder måske snarere. Madfestivalen Copenhagen Cooking er tilbage med knap 100 arrangementer på ti dage. IBYEN guider dig gennem gourmetjunglen, så du kan smage på de bedste af de sager, der ikke allerede er udsolgt. Klippekort til 40 toprestauranter i Kødbyen De senere år har der været udsolgt i Skuespilhuset, når arrangementet Nordic Taste har indtaget Kvæsthusbroen. Så i år rykker arrangementet til Kødbyen og fordobler samtidig antallet af restauranter, så du denne gang kan smage på varerne fra 30-40 nordiske toprestauranter – som michelinrestauranten Kokkeriet og Krogs Fiskerestaurant.
For 150 kr. får du 10 klip, så du kan smage i alt ti små retter. Samtidig omdannes Kødbyen til en markedsplads med kaffe- og vinsmagning, cocktailbarer, chokoladeboder og andet gourmetgejl.



