København skal være verdens bedste by. Det siger de tit på rådhuset. Og denne sommer gør de noget ekstra for at finde ud af, hvordan vores hovedstad bliver et sjovere, smartere og renere sted at bo. Med initiativet Skab Din By opfordrer Teknik- og Miljøforvaltningen til at dele dine visioner for København og gå ud og afprøve nogle af de eksperimenter, som de i samarbejde med kunstnergrupper og byrumseksperter fylder byen med. IBYEN guider til fem af de eksperimenter, du ikke må misse. Bliv affaldssamler Hey, saml lige op efter dig, tænker du sikkert, hver gang du går en tur i din lokale park og bliver mødt af fladmaste øldåser, fedtet ispapir og fyldte kondomer. Og du er ikke den eneste, der hader skrald. I Churchillparken omkring Kastellet er hundelufterne så trætte af at se på andres efterladenskaber, at de går og rydder lidt op, mens den firbenede træder af på naturens vegne. Den slags borgere kan Københavns Kommune naturligvis godt lide. Derfor vil kommunens driftsmedarbejdere i Churchillparken tre måneder frem gå rundt med en såkaldt snapper og en pose, som du kan låne, hvis du også har lyst til at samle skrald på din tur gennem parken. Den nye renholdelsesstrategi er tænkt som et eksperiment, der skal undersøge, om københavnerne er villige til at hjælpe med at holde byens parker rene, så kommunens gartnere kan bruge mere tid på blomster og buske. Renhold i parker, til 3. aug., Churchillparken, Kbh. K., gratis.Ny multibane i Haraldsgade Elsker du at tvære dine venner i streetbasket? Mangler du et sted at spille fodbold? Eller har du et barn, som skal lære at cykle? Så smut forbi Ktk-grunden i Haraldsgade. På Ydre Nørrebro vil du nemlig fra tirsdag kunne finde en såkaldt multibane med basketkurve, fodboldmål og cykelbane, der med hajtænder, fodgængerfelt og overhalingsbane er en miniatureudgave af det, man finder ude i den rigtige trafik. Ud over at være en slags alternativt træningssted skal multibanen fungere som mødested for kvarterets beboere. Du kan cykle om kap og score kasser indtil begyndelsen af august. Multibanen, fra tirsdag 15. maj., Ktk-grunden, Haraldsgade, Kbh. N., gratis.Fri leg på pladserne Der kommer liv på de københavnske pladser denne sommer. Fra på torsdag overtager tre af byens kulturhuse nemlig ansvaret for tre af byens pladser, og det betyder to en halv måned, hvor du slipper for formelle ansøgninger og lang behandlingstid, hvis du vil arrangere loppemarkeder, rockkoncerter, stand-up-show, bordtennisturneringer og alt muligt andet på Blågårds Plads, Den Røde Plads i Superkilen og Toftegårds Plads. Håbet er, at eksperimentet vil lokke flere borgere til at sætte deres præg på byen og samtidig give kommunen en idé om, hvad det egentlig er, københavnerne vil have ud af deres by. Kulturpladser, fra torsdag 17. maj., Støberiet/Blågårds Plads, Kbh. N, Den Røde Plads/Nørrebrohallen, Kbh. N, Valby Kulturhus/Toftegårds Plads, Valby., gratis.Byhaver i Hørsholmparken Vi smider frøbomber i parken, planter blomster i rabatten, og der er snart ikke den sydvendte altan, som ikke har forvandlet sig til en lille køkkenhave med basilikumplanter og tomatranker. Og nu skal der også plantes grøntsager i Hørsholmparken ved Stefansgade på Ydre Nørrebro. Fra 1. juni og to måneder frem vil Center for Park og Natur sammen med en lokal havebrugsforening se, om det kan lade sig gøre at dyrke sine egne fødevarer lige der midt i byrummet. Den nye byhave vil være åben for alle interesserede, og ligesom det er tilfældet med forbilledet Prags Have, vil der løbende blive arrangeret fællesspisning ved bedene i Hørsholmparken. Byhaver i Hørsholmparken, fra 1. juni. Sted Hørsholmparken, Kbh. N., gratis.Parker din cykel her!
Cykler fjernes uden ansvar. Det står der på rigtig mange københavnske husmure efterhånden. Og så kan det jo godt være lidt svært at finde et sted at parkere cyklen, mens man selv hviler benene. Det gør Skab Din By nu noget ved. Fra starten af juni bliver der nemlig eksperimenteret med stativløs cykelparkering på to af de københavnske pladser, Christianshavns Torv og Sankt Hans Torv, hvor cyklerne normalt ligger hulter til bulter. Det er kunstnergruppen Illutron, som sammen med en gruppe performancedesignstuderende fra RUC skal forvandle kaos til orden og skabe alternative holdepladser til din cykel ved hjælp af lyd og lys. Det er endnu uvist, hvordan den stativløse parkering præcis kommer til at fungere. Illutron afslører dog, at de kommer til at arbejde med sensorer og belønninger for at få folk til at parkere deres cykler det rette sted. Stativløs cykelparkering, Christianshavns Torv, Kbh. K, Sankt Hans Torv, Kbh. N. Fra 6. juni, gratis.FACEBOOK
