Det er hipt at være social – også over for den tredje verden – på en række nye cafeer i byen. Her er byens bedste velgørenhedscafeer.
Café på 1.000-kroners aktier
Der er højt til loftet og i det hele taget god plads på Compass. Lidt for god. For efter en heftig slutspurt med ombygningen for at nå at blive færdig i den sidste weekend i april, er tempoet gået lidt i stå. De færreste har opdaget stedet endnu, og de hvide vægge og dyre møbler får rummene til at fremtræde sterile og golde.
Der er lækre fotostater på væggene. Men stedet mangler ganske enkelt noget af det, man ikke kan købe sig til: et miljø. Ideen er god, og selvom stedet er kommet lidt skidt fra start, gør det jo ikke selve ideen dårligere. Compass henvender sig, med egne ord, til »globalt orienterede unge mennesker«, der er bare ikke så mange af dem, der har fået øje på den endnu.

