Guide: Tag til Vinterjazz i København

Trommeslager. Stefan Pasborg spiller bl.a. med sin gudfar Alec Riel.
Trommeslager. Stefan Pasborg spiller bl.a. med sin gudfar Alec Riel.
Lyt til artiklen

Brødrene Hess åbner ballet

I Christians Kirke i aften kl. 20.30 åbnes Vinterjazz af 3 x Hess, der sidste år modtog en Danish Music Award i kategorien årets jazzudgivelse for albummet ’Music for Mum and Dad’.

3 x Hess består af de tre ekvilibristisk legende brødre Emil Hess (saxofon), Nikolaj Hess (klaver) og Mikkel Hess (trommer). De tre mænd har spillet sammen, siden de var børn i først Vejle og bagefter København, og alle tre har for længst markeret sig både individuelt og i bandsammenhænge i både ind- og udland.

Albummet ’Music for Mum and Dad’ er det første, de tre erfarne brødre har skabt i fællesskab.

Efter koncerten i Christians Kirke smutter Nikolaj Hess videre til Bartof Station på Frederiksberg for at give endnu en koncert. Denne gang sammen med bassisten Mads Vinding og trommeslageren Anders Kjellberg på det forholdsvis nye spillested Bartof Station. Der åbner dørene kl. 21.

[ib-570536][ib-570537]

Pasborg og gudfar

Det er ikke usædvanligt, at musikere har flere jobs samme dag eller skal på arbejde mange dage under Vinterjazz. Trommeslageren Stefan Pasborg er en af dem, som får en heftig festival. Både i morgen kl. 15 og på søndag aften kl. 19 kan han opleves i Pressen, Politikens Hus.

Stefan Pasborg voksede op i et kunstnerhjem, hvor begge forældre dansede ballet. Allerede mens han som barn gik på Bording Friskole, spillede han sine trommer hårdt og godt. Sit første trommesæt fik han af sin gudfar, Alex Riel, der også underviste ham i at bruge det. Han blev uddannet fra solistlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium i 2002 og har siden spillet med en lang række af de bedste jazzmusikere i hele verden.

Og så har han ikke kun interesseret sig for jazzen. I bandet Ibrahim Electric har han blandet jazzen med funk, rock og afrobeat, og sammen med digteren Henrik Nordbrandt har han koblet lyrik og musik.

I Pressen vil den nu 40-årige Pasborg i selskab med sin oprindelige mentor Alex Riel og bl.a. Annisettes unikke stemme rejse i fortid og nutid, harmoni og rytmik, improvisation og komposition, rock og jazz. En del af koncerten vil udforske numre af Savage Rose, som stadig lever i kraft af Annisette, og som Alex Riel i øvrigt var med til at grundlægge i 1967. ( Begge koncerter i Pressen er udsolgt, red.).

Nogle dage efter koncerterne i Pressen udsender Stefan Pasborg albummet ’The Firebirds’ sammen med sit band af samme navn. Bandet, der er opkaldt efter Igor Stravinskys ’Ildfuglen’, består ud over bandleder Pasborg af Anders Banke på saxofon og Anders Filipsen på keyboards. The Firebirds holder releasekoncert i Islands Brygge Kulturhus fredag 13. februar kl. 22.

Men allerede tidligere på aftenen sidder Pasborg bag sine trommer et andet sted på Amager, nemlig i Kvarterhuset på Amagerbro, hvor han eksperimenterer med et miks af world, folk og jazz sammen med den gambiskfødte, men københavnsk bosatte musiker Dawda Jobarteh, der er en mester på instrumentet koras 21 strenge.

Også Anders Banke fra Firebirds får i øvrigt en travl aften på fredag. Når Dawda Jobarteh og Stefan Pasborg har forladt scenen i Kvarterhuset på Amagerbro, træder Anders Banke ind på den igen, denne gang sammen med guitaristen Mark Solberg.

Prisbelønnet jazzsang

Samme aften Pasborg og co. fejrer udgivelsen af et nyt album, får Den Sorte Diamant i København besøg af jazzsangerinden Sinne Eeg. Ligesom sin trommespillende kollega har den alsidige jazzstemme Sinne Eeg optrådt i mange forskellige konstellationer gennem årene.

Næste fredag bevæger hun sig for en stund uden for jazzgenren i selskab med musikere, der gerne udforsker grænselandet mellem rock og jazz.

På guitar i Den Sorte Diamant er Jonas Struck, som i en årrække var en del af rockbandet Swan Lee, bassen spilles af Lennart Ginman, som i mere rockmusikalsk sammenhæng har samarbejdet med bl.a. sangerne Jimmy Jørgensen og Steen Jørgensen, og på trommer er Jeppe Gram, der har jazzmusikalsk baggrund.

Sinne Eeg selv var i 2014 aktuel med udgivelsen ’Face the Music’, for hvilken hun modtog en Danish Music Award i kategorien jazz vocal album. Samme år modtog den konservatorieuddannede Sinne Eeg ligeledes den prestigefyldte Ben Webster-pris.

»Hendes stemme er stærk og mobil, hun kan frasere og improvisere, som hun nu lyster, og som jazzdiva har hun med sin sikre scenefremtoning gjort sig bemærket såvel lokalt som internationalt. Kort sagt, Sinne Eeg fortjener de æresbevisninger, som måtte blive hende til del«, skrev Berlingske Tidendes kritiker Kjeld Frandsen, da hun modtog Ben Webster-prisen.

Under Vinterjazz kan Sinne Eeg også opleves på Baltoppen i Ballerup næste lørdag, på Krudttønden på Østerbro torsdag 19. februar samt på Dexter i Odense fredag 20. februar.

Dusinet swinger stadig

Allerede i morgen er der fra kl. 19.30 mulighed for at opleve traditionsrig swingjazz på kollegiet Regensen i København K, når 12-mands orkestret Leonardo Pedersens Jazzkapel spiller op til dans. Leonardo Pedersens Jazzkapel spiller tre sæt den aften, og når dusinet af musikere holder pause, kan man få opfrisket sine dansefærdigheder og slidt sine sko til lyden af de plader, dj Per Rock serverer.

Leonardo Pedersens Jazzkapel blev dannet i 1962 af Leonardo Pedersen, der har været professionel musiker siden 1956. Hans jazzkapel er landets ældste bigband. Gennem årene har der været mange udskiftninger i besætningen, men den nu 72-årige Leonardo Pedersen selv swinger stadig med. ( Koncerten er udsolgt, red.)

Guitarlegenden kigger forbi

Også den amerikanske guitarist John Scofield er et erfarent navn i jazzsammenhænge. Hans uortodokse blanding af jazz og funk har haft afgørende betydning for fusionsmusikken.

I Danmark har han indspillet med bl.a. Niels-Henning Ørsted Pedersen, Niels Lan Doky og Doky-brødrene. Sit verdensgennembrud fik han, da han fra 1982 til 1985 turnerede med Miles Davis. Inden da havde han bl.a. spillet med Gerry Mulligan og Charles Mingus. Her under Vinterjazz kan den nu 63-årige guitarist opleves i selskab med DR Big Bandet i DR Koncerthuset i morgen kl. 20.

Eksperimenterende herrekvintet

I programmet for Vinterjazz er der også overalt i byen koncerter med mange mindre traditionsbundne talenter. Et af de eksperimenterende navne er Girls In Airports, der kan opleves torsdag 19. februar på Dexter i Odense og dagen efter i Brorsons Kirke i København.

Jazz, indierock og folkemusik blandes originalt og underholdende af denne herrekvintet, som har udgivet tre album og herhjemme lejlighedsvis optræder med digteren Jens Blendstrup. Det er dog lige så meget i udlandet, Girls In Airports har jobs. Kvintetten har optrådt i både USA, Kina og Brasilien.

15 gange Osgood

Trommeslageren Kresten Osgood er et andet dansk navn, som altid har udfordret konventionerne i stedet for at bekræfte traditionerne. Under Vinterjazz optræder han 15 (!) gange i forskellige sammenhænge.

Blandt de mere usædvanlige af hans koncerter er den, han har sammensat i Jazzhouse på torsdag. Her kan man høre ham spille under overskriften ’The Music of Ornette Coleman & Prime Time’ med en række til lejligheden inviterede gæster, hvoraf den mest sjældne og interessante er Jamaaladeen Tacuma.

Den amerikanske bassist Jamaaladeen Tacuma er født i 1958 og var medlem af det originale elektriske band Prime Time, som blev kendt for at spille med freejazz-altsaxofonisten Ornette Coleman.

Noget af det særlige ved Prime Time var, at bandet oftest bestod af to guitarister, to bassister og to trommeslagere, der tilsammen gav en helt anderledes spektakulær bund i lydbilledet. I Jazzhouse på torsdag vil både en trombone og en altsax skulle gøre det ud for Coleman selv, når Tacuma, Osgood og en række andre musikere går på genopdagelse i gamle Prime Time-numre fra sidste halvdel af 1970’erne.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her