Siden 2009 har den danske strygersekstet Who Killed Bambi gjort det til deres kendetegn at være gæstestjerner for rytmiske musikere. Men når de i aften åbner årets Vinterjazz-festival i Koncertkirken på Nørrebro, er det endelig Who Killed Bambi, der styrer slagets gang på scenen.
Her fortæller violinist Louise Drengsgaard Jørgensen og cellist Benedikte Borum Poulsen om dengang, Oh Land smurte dem ind i glidecreme, dengang Rod Stewart insisterede på, at de spillede playback iført lårkorte kjoler og nogle af alle de andre musikalske samarbejder, der har formet dem som orkester.
Dúné, 2010
Det var en koncert med det københavnske elektropopband When Saints Go Machine under Spot Festival i Aarhus i 2009, der sparkede gang i Who Killed Bambi.
Strygermusikerne i orkesteret kendte hinanden fra studierne på konservatoriet i Aarhus, men havde ikke spillet meget sammen, før nogle af dem blev hyret til at være med på scenen under koncerten med When Saints Go Machine.
Året efter blev de seks kvinder hyret til at spille på nogle af rockbandet Dúnés dengang vildt populære numre live. Blandt andet optrådte de på Skanderborg Festivalen og i Tivoli, begge steder foran mange tusinde Duné-fans.
Da havde de for længst etableret sig som band og fundet på navnet Who Killed Bambi, der vel første gang optrådte i popsammenhæng, da punkgruppen Sex Pistols i 1979 fik udgivet et nummer med den titel på albummet ’The Great Rock’n’Roll Swindle’. Og da samme gruppe året før skulle have været med i filmen ’Who Killed Bambi’, som dog aldrig blev til noget.
Og det er langt fra tilfældigt, at det lige nøjagtig var et navn med punkreferencer, som Who Killed Bambi gav sig selv.
Louise Drengsgaard Jørgensen (LDJ): »Alle strygere kalder sig noget med ’kvartet’ eller ’strygere’. Vi tænkte, at vi i stedet ville kigge os om efter et navn i det sprog, rytmiske bands bruger, når de navngiver sig. Mette Dahl Kristensen, der spiller bratsch i Who Killed Bambi, plejer at sige, at hun kan lide navnet, fordi det både er lidt feminint og lidt hårdt. Det associerer til noget andet end det klassiske«.
Benedikte Borum Poulsen (BBP): »Det var Louise Gorm, vores anden violinist, som kom med ideen. Vi smagte lidt på navnet og kunne lide det«.
LDJ: »Det har noget punket over sig«.
BBP: »Samtidig er det også feminint. Og det er sådan, vi betragter os selv: som bambier. Når vi har været ude at spille og kommer gående i flok, hilser folk på os med ordene: »Hej bambier«.
Oh Land, 2011
En årgang var Who Killed Bambi en fast del af det aarhusianske postrockprojekt We Invented the Night. Her fik de seks kvinder rig mulighed for at være med til at arrangere de numre, gruppen spillede. Sådan er det ellers sjældent for strygere, der typisk lejes til at spille enkelte numre for pop- og rockkunstnere. Og ofte er Who Killed Bambi da også kun med på tre-fire numre, når de har livejobs for en vokalist eller et band.
BBP: »Det er ikke altid lige tilfredsstillende, men man kommer jo til at spille nogle koncerter, man ellers ikke ville have haft muligheden for at komme i nærheden af som almindelig dødelig klassisk musiker«.
LDJ: »Typisk er tiden også lidt knap. Man skal hurtigt have det til at fungere, så det bliver nemt de sikre løsninger. Der er sjældent plads til eksperimenter«.
BBP: »Men nogle gange får man bare nogle virkelig sjove oplevelser. En, jeg husker, var en koncert, jeg faktisk slet ikke var med til at spille. Det var dengang, Oh Land optrådte til Kronprinsparrets Kulturpris i Musikhuset i Aarhus for nogle år siden. Da var jeg ikke med på scenen, men jeg var tilskuer, og jeg var med backstage, hvor Mette lukkede mig ind. Hun havde glimmer i hele hovedet. Ikke bare lidt. Det var, som om hun havde en maske på«.
LDJ: »Det er den slags, man kan komme ud for, når man skal optræde i en sammenhæng med andre. At man først skal have glidecreme på og så glimmer i hele hovedet. Og til sidst et lag hårspray for at få det til at hænge fast«.
Teitur, 2011
En del af medlemmerne i Who Killed Bambi er endnu ikke færdige med deres uddannelse til klassiske musikere. Flere går stadig på konservatoriet i Aarhus.
En af violinisterne, Sofie Thorsbro Pedersen, er ved at tage en master i ny klassisk komposition i Graz i Østrig. En af cellisterne, Maria Isabel Edlund, går nu på konservatoriet i Malmø. Og en anden af gruppens violinister, Louise Gorm, bor for øjeblikket i Ramallah, hvor hun underviser på Barenboim-instituttet.
Derfor er der mange kalendere, der skal koordineres, når kvinderne skal mødes. Alligevel er det lykkedes dem at spille mange jobs sammen. Teitur er en af de vokalister, de har spillet sammen med en del gange. På Spot-festivalen i 2011 optrådte de f. eks. sammen med både ham og den skotske solist K.T. Tunstall.
LDJ: »Det har været en af vores største musikalske oplevelser. De er begge helt fantastiske musikere. Især Teitur kan noget særligt på en scene. Han har et nærvær uden lige. Hvor det med Dúné mest handler om at fyre den godt af, er der hos Teitur en eftertænksomhed og en intimitet«.
Magnus Løppe, 2011
Gennem årene har Who Killed Bambi haft en del opgaver, der har givet dem mod på at prøve selv at lave et album. En af dem var for fire år siden, hvor de spillede til mandetøjsdesigneren Magnus Løppes modeshow på Københavns Rådhus under Copenhagen Fashion Week.
BBP: »Han lavede noget meget flot, enkelt tøj, der hang på nogle meget, meget smukke mænd. Vi sad oppe på en balkon over alting og spillede noget lidt middelalderlig klanglig musik. Og så var det, at det var rigtig irriterende at spille cello.
Jeg kan ikke stå op, når jeg spiller. Jeg var nødt til at sidde ned. Violinisterne kunne stå og derfor se modellerne. Jeg havde rækværk til op over begge øjne og kunne ikke se en eneste lækker mand.
Men kunstnerisk var det en fantastisk oplevelse. Der var en vidunderlig akustik i salen, og ved den lejlighed var det os selv, der definerede de klange, vi spillede. Det gav os lyst til oftere at tage teten selv« .
Rod Stewart, 2014
I begyndelsen af juli sidste år var Who Killed Bambi hyret til at spille med under Rod Stewarts optræden ved Musikhuset i Aarhus. Det blev en af de mere ekstraordinære oplevelser for strygergruppen.
LDJ: »Vi mødte aldrig Rod Stewart selv, ud over mens vi var på scenen. Morgenen inden koncerten var han nemlig i et biluheld i London sammen med sin svigerfar, så han nåede meget sent frem til Aarhus. Det passede nærmest med, at han kom, da han skulle på scenen«.
BBP: »Til den koncert var der dresscode. De havde bedt om, at strygerne skulle være piger, og at de skulle være i stramt, kort tøj. Det vakte ramaskrig især blandt mændene i musikkredse. Men vi havde det sådan: Hvis man ikke har lyst til det, kan man jo bare sig nej tak«.
LDJ: »Det er også den eneste gang, vi har spillet playback. Det gør vi ellers ikke. Men på et tidspunkt skulle vi helt ud til kanten af scenen og danse med vores instrumenter«.
BBP: »Man kan faktisk godt danse med en cello. Men man kan ikke spille imens«.
Who Killed Bambi, 2015
Jobbet for Rod Stewart var et af dem, hvor Who Killed Bambi ikke følte, at deres kunnen og kvaliteter blev ordentlig brugt. Der har også været andre tilfælde, hvor de eksempelvis er blevet bedt om at spille den samme melodi hele bandet, så de enkelte medlemmers forskellige klangmuligheder slet ikke blev brugt.
De oplevelser har givet dem stor lyst til selv at lave et album. På debuten ’Who Killed Bambi +’, som udkom 26. januar, tager de seks strygere selv styringen. Her er det for første gang dem, der hyrer andre ind for at hjælpe dem.
Blandt gæstevokalisterne på albummet er Hanne Hukkelberg, Pernille Rosendahl, Ane Brun, Alice Boman og Jonas H. Petersen fra indiepopgruppen Hymns From Nineveh.
LDJ: »Jeg er hver gang blevet dybt imponeret over, hvad folk har leveret. Hold op, hvor er de alle sammen dygtige!«.
BBP: »For eksempel var det helt vildt at møde Hanne Hukkelberg. Mens hun varmede op, tænkte jeg ved mig selv: Hvad sker der? Hun lød som et vildt dyr. Men da hun så gik i gang med at synge sit eget nummer, sad den der bare. Hun brugte ikke ret lang tid på det«.
LDJ: »Det er så fedt at have lavet det album. På en eller anden måde har man et andet ejerskab over musikken, når man selv står for det. I stedet bare for at være hyret til at spille for andre. Vi ser også frem til de kommende koncerter på en anden måde. Det er os, der arrangerer dem. Og de udspringer af os«..
