Orv, manner. Hvor er det altså imponerende, at en dansk musiker kan mønstre medmusikanter som legendariske Lee Konitz og Bill Frisell plus Thomas Morgan.
Sådan vil nogen sikkert gribe sig selv i at tænke, når de læser om aftenens koncert i DR Byens fantastiske koncertsal. Men måske skulle man vende den om og sige: Hvor er det fedt, at Jakob Bro gider spille med dem; han kunne have valgt alle mulige andre stjerner fra den internationale jazz’ glimtende og synkoperede firmament.




























