Maria Faust var 6 år, da hun puttede en kartoffel og en smørekniv i en plastikpose og stak af hjemmefra for at komme til optagelsesprøve på en musikskole.
Det var i 1985 i byen Kuressaare på den estiske ø Saaremaa. Her var hun vokset op under kommunistisk styre sammen med sin russiske mor, der var kommet til Estland for at arbejde som videnskabskvinde, sin mormor, sin lillesøster og en kat. Faren, der var ukrainsk jøde, har Maria Faust aldrig kendt.
Selv om hun ikke er fra et hjem med klaver, men et hjem med blot tre lp-plader – en med orgelkompositioner, en med estisk folkemusik samt ’The Sound of Music’ – har musikken altid spillet en hovedrolle i hendes liv.
»Jeg har vidst, at jeg ville være musiker, siden jeg blev født. Jeg ved godt, at det lyder cheasy eller som noget, jeg finder på. Men sådan var det«, fortæller den nu 36-årige Maria Faust med mørk, fast røst.
Derfor greb hun selv til handling, da moren og mormoren ikke tog den 6-årige piges ambitioner alvorligt.
»Jeg læste i avisen, hvor optagelsesprøven foregik, og lagde en flugtplan. Det var en barsk omgang, for man fik ikke engang lov at spille bare på hobbyplan, hvis man ikke beviste, at man havde talent«.
Hun klarede de mange prøver i hørelære og rytmik, og skolen afgjorde, at hendes alder og motoriske niveau gjorde hende egnet til at spille klaver. Maria Faust sammenligner musikskolen med en kaserne for børnesoldater. Hvis man spillede forkert, fik man piskerap over fingrene.
»Det var meget frustrerende for mig. For jeg troede, at vi skulle spille mine egne melodier. Jeg accepterede, at man først skulle lære musikkens abc, men da jeg heller ikke fik lov andet eller tredje år, blev jeg meget frustreret. Jeg mistede passionen for klassisk musik, og da jeg siden blev optaget som en af de yngste på konservatoriets dirigentlinje, droppede jeg ud efter et år. Jeg følte, at der overhovedet ikke var plads til mig i det. Mozart skulle lyde som Mozart, Bach som Bach. Jeg følte, at jeg mistede min kreativitet«.
Gider ikke jamsessions
I Tallinn stødte hun til gengæld på jazzen og med den improvisation, som straks fængede hende. Men for virkelig at rykke fagligt måtte hun ud af landet, følte hun. Og efter en indskydelse fik hun med hjælp af Det Danske Kulturinstitut mulighed for at komme på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg.
21 år gammel ankom hun til Danmark. Hun lærte sig engelsk ved at se MTV i timevis, tjente til opholdet ved at skure toiletter og boede i kælderen hos konservatoriets administrationschef.
»Jeg forstod ingenting og kunne ikke engang spille en bluesskala. Men jeg kæmpede mig igennem det«.
På skolen gik det hurtigt op for hende, at hun var bagud, for de andre begik sig hjemmevant i alskens rytmiske genrer, mens hun selv udelukkende var skolet i de klassiske. Det stod klart, at hun enten kunne øve som en gal og blive det perfekte redskab til at spille bebop, swing eller alle de andre stilarter, eller gøre det, hun altid havde villet, nemlig spille sin egen musik.
»Og jeg var udmærket klar over, at jeg ikke swingede. Who am I kidding? Jeg er et barn af kommunismen! Jeg swingede ikke. Jeg marcherede! Så jeg prøvede bare at være tro mod mig selv. Det var et valg, jeg traf«.
Den overbevisning har hun holdt fast i siden.
»Jeg spiller ikke efter bogen, og jeg har ingen interesse i det«, fastslår hun.
For eksempel nægter Maria Faust at spille med i jamsessions.
»Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal stå der og vise min pik frem. En pik, jeg ikke har. Og jeg er ikke den eneste, der hader det, men i den maskuline jazzverden bliver man presset til det. Så skal man placere sin cigaret på en cool måde og drikke øl på scenen. Det er ikke mig. Jeg gemmer min sjæl til noget rent«.
Hun fejer det også af banen, når en underviser på konservatoriet påstår, at kvinder ikke er fysiologisk bygget til at spille jazz lige så godt som mænd, og mens strømningen inden for free jazz og new wave går mod at komme så langt væk som muligt fra en genkendelig melodi, vil hun have melodien tilbage.
»Melodier er musik for mig. Mange i moderne musik synes, det er kedeligt, men jeg kan godt lide enkle treklange. De synes, det er kikset, når man ikke laver noget mere dissonant. Men jeg skammer mig ikke over at sige, at jeg kan lide meget rene akkorder. Jeg er ligeglad«.
Indsamlede vuggeviser og arbejdssange
Sit gennembrud fik hun med den meget personlige plade ’Sacrum Facere’. En plade, som var resultatet af et ophold ved den russisk-estiske grænse, hvor efterkommere af deporterede ortodokse russere lever. Her indsamlede hun deres vuggeviser, arbejdssange og sørgehymner og kombinerede det med klassisk komposition og fri improvisation.
»Jeg troede, det ville være så smalt, at det ikke ville interessere andre. Men jeg tog fejl. Albummet fik en meget positiv modtagelse«.
Hun vandt 2 ud af 5 Danish Music Awards sidste år og blev også nomineret til priser i Estland. Når hun i juli optræder til Copenhagen Jazz Festival, er det både med det 8 personer store orkester, der spiller ’Sacrum Facere’, som leder af det 12 personer store Jazz Catastrophe, med et par impro-konstellationer og sin elektroniske trio Shitney Spears.
Men først skal hun lige komme sig oven på et trafikuheld, hvor en tung cyklist landede oven på hende, så hun har fået en rygskade. Sygeorloven bruger hun til at læse fagbøger om bådmotorer.
»Jeg fortsætter med at bevæge mig fremad. Nu vil jeg mikse synthesizer og horn med ortodoks musik til mit næste projekt, der har titlen ’Deus ex machina’. Det kommer til at lyde af maskiner«.
fortsæt med at læse
