»Bar-ba-ra, Bar-ba-ra, Bar-ba-ra!«.
Barbara Moleko kan høre råbene bag scenen fra de hundredvis af mennesker, der er kommet til Lille Vega denne aften i januar 2013.
Det burde gøre hende glad. I stedet kan hun mærke panikken brede sig i kroppen.
Det hele føles som en velplaceret mavepuster, der suger al luften ud af hendes krop som en støvsuger, der er blevet stukket ind i maven gennem hendes navle.
Det her er ikke sommerfugle i maven. Det er frygten for at fejle og skuffe de hundredvis af mennesker, der taktfast råber hendes navn.
Barbara Moleko trækker vejret og forsøger at fokusere på setlisten og bandet, der om få minutter begynder at spille op til første sang på scenen. Tanker brager gennem hovedet på hende, hurtigere end hun kan holde fast i dem. Lige nu er hun bare Barbara. Blufærdig, genert og tynget af alle de forventninger, hun kan mærke i luften. Og mens suget i maven tager til, begynder de første tårer at løbe ned ad hendes kinder.
»Det var en meget ubehagelig oplevelse at miste kontrollen på den måde. Lidt præstationsangst inden en koncert er fint, men det her var for meget. Jeg havde lyst til at løbe min vej. Det var først, da min booker rystede mig hårdt og sagde, at jeg skulle trække vejret, at jeg kom til mig selv«, fortæller hun om koncerten i Vega.
Clark Kent
Der findes selvfølgelig kun én Barbara Moleko. Og så alligevel ikke. På en måde er der to.
De er begge født i 1986 på Rigshospitalet i København, og kort efter flyttede de til Mozambique, hvor hendes mor blev udstationeret. Der mødte moren Barbaras sydafrikanske stedfar, som var aktiv i ANC og i eksil. Da apartheidstyret faldt, flyttede familien til Sydafrika, hvor de boede, til moren og stedfaren blev skilt.
Barbara flyttede med sin mor til Vanløse, da hun var 12 år. Her skrev hun sin første sang, og siden er fritidsbeskæftigelsen med musik og sang blevet til en levevej med to album og flere topplaceringer på hitlisterne. På sin vej mod toppen af den danske musikscene har Barbara Moleko opdaget, at det var nemmere for hende at stå på scenen, hvis hun kunne være en anden og mere ekstrovert udgave af sig selv.
»Jeg plejer at kalde mig selv for Clark Kent, fordi jeg har briller på til hverdag. Når jeg tager dem af, er jeg Barbara Moleko. Hun er blevet mit alter ego. Det er Barbara Moleko, der står på scenen. Og så er der Barbara, som bare er mig. Barbara Moleko er hende, der kan finde ud af det. Hun er den lækre, hun er den sexede, og hun kan overvinde alle strabadser. Hun er mit overskudsjeg«.
Det kan virke lidt underligt at tale om to udgaver af sig selv, det ved Barbara godt. Men hun vil være den bedste og give det mest overbevisende sceneshow, og for at gøre det må hun gå i et andet gear, som den normale Barbara ikke kan præstere.
»Der er ikke særlig mange, der ved det, men jeg er faktisk ret menneskesky og genert. Man kan godt sige, at jeg er et exceptionelt følsomt menneske, og hvis jeg skulle have hende den supersensitive Barbara med op på en scene, ville jeg opfange alt for mange ting. Jeg ville gå ned med stress og blive deprimeret, hvis jeg ikke havde mit alter ego. Jeg ville ikke kunne holde til det«.
Kunsten at hæmme angsten
Den aften i Lille Vega i 2013, hvor hun brød sammen og nærmest måtte bæres op på scenen, var det ikke lykkedes hende at skifte ham i tide. Derfor stod hun der bag scenen og gik alt for meget op i, hvad andre mennesker ville tænke om hendes optræden.
Ville hun ramme de rigtige toner? Ville hun kunne leve op til publikums forventninger? Og hvad forventede de hujende mennesker sig overhovedet af hende? Dengang havde hun endnu ikke fået forfinet processen, hvor hun som Clark Kent bliver til sit andet jeg. Hun var i et vadested mellem to måder at hæmme angsten på.
Fra starten af karrieren, hvor hun dulmede den ved at drikke sig mod til, og til i dag, hvor hun bruger et bestemt ritual til at blive Barbara Moleko.
»Jeg går ind i mig selv. Jeg skal have en time, inden jeg går på scenen, hvor jeg gennemfører mine ritualer med at lægge makeup, laver nogle armbøjninger og lave vejrtrækningsøvelser. Hvis jeg får lov til det, kan jeg styre min præstationsangst. Man kan sige, at jeg har skullet lære at kravle ind i min egen krop for at kunne kravle op på scenen«.
