Der er Barbara Moleko og så er der bare Barbara

»Bar-ba-ra, Bar-ba-ra, Bar-ba-ra!«.

Barbara Moleko kan høre råbene bag scenen fra de hundredvis af mennesker, der er kommet til Lille Vega denne aften i januar 2013.

Det burde gøre hende glad. I stedet kan hun mærke panikken brede sig i kroppen.

Det hele føles som en velplaceret mavepuster, der suger al luften ud af hendes krop som en støvsuger, der er blevet stukket ind i maven gennem hendes navle.

Det her er ikke sommerfugle i maven. Det er frygten for at fejle og skuffe de hundredvis af mennesker, der taktfast råber hendes navn.

Barbara Moleko trækker vejret og forsøger at fokusere på setlisten og bandet, der om få minutter begynder at spille op til første sang på scenen. Tanker brager gennem hovedet på hende, hurtigere end hun kan holde fast i dem. Lige nu er hun bare Barbara. Blufærdig, genert og tynget af alle de forventninger, hun kan mærke i luften. Og mens suget i maven tager til, begynder de første tårer at løbe ned ad hendes kinder.

»Det var en meget ubehagelig oplevelse at miste kontrollen på den måde. Lidt præstationsangst inden en koncert er fint, men det her var for meget. Jeg havde lyst til at løbe min vej. Det var først, da min booker rystede mig hårdt og sagde, at jeg skulle trække vejret, at jeg kom til mig selv«, fortæller hun om koncerten i Vega.

Clark Kent

Der findes selvfølgelig kun én Barbara Moleko. Og så alligevel ikke. På en måde er der to.

De er begge født i 1986 på Rigshospitalet i København, og kort efter flyttede de til Mozambique, hvor hendes mor blev udstationeret. Der mødte moren Barbaras sydafrikanske stedfar, som var aktiv i ANC og i eksil. Da apartheidstyret faldt, flyttede familien til Sydafrika, hvor de boede, til moren og stedfaren blev skilt.

Barbara flyttede med sin mor til Vanløse, da hun var 12 år. Her skrev hun sin første sang, og siden er fritidsbeskæftigelsen med musik og sang blevet til en levevej med to album og flere topplaceringer på hitlisterne. På sin vej mod toppen af den danske musikscene har Barbara Moleko opdaget, at det var nemmere for hende at stå på scenen, hvis hun kunne være en anden og mere ekstrovert udgave af sig selv.

»Jeg plejer at kalde mig selv for Clark Kent, fordi jeg har briller på til hverdag. Når jeg tager dem af, er jeg Barbara Moleko. Hun er blevet mit alter ego. Det er Barbara Moleko, der står på scenen. Og så er der Barbara, som bare er mig. Barbara Moleko er hende, der kan finde ud af det. Hun er den lækre, hun er den sexede, og hun kan overvinde alle strabadser. Hun er mit overskudsjeg«.

Det kan virke lidt underligt at tale om to udgaver af sig selv, det ved Barbara godt. Men hun vil være den bedste og give det mest overbevisende sceneshow, og for at gøre det må hun gå i et andet gear, som den normale Barbara ikke kan præstere.

»Der er ikke særlig mange, der ved det, men jeg er faktisk ret menneskesky og genert. Man kan godt sige, at jeg er et exceptionelt følsomt menneske, og hvis jeg skulle have hende den supersensitive Barbara med op på en scene, ville jeg opfange alt for mange ting. Jeg ville gå ned med stress og blive deprimeret, hvis jeg ikke havde mit alter ego. Jeg ville ikke kunne holde til det«.

Kunsten at hæmme angsten

Den aften i Lille Vega i 2013, hvor hun brød sammen og nærmest måtte bæres op på scenen, var det ikke lykkedes hende at skifte ham i tide. Derfor stod hun der bag scenen og gik alt for meget op i, hvad andre mennesker ville tænke om hendes optræden.

Ville hun ramme de rigtige toner? Ville hun kunne leve op til publikums forventninger? Og hvad forventede de hujende mennesker sig overhovedet af hende? Dengang havde hun endnu ikke fået forfinet processen, hvor hun som Clark Kent bliver til sit andet jeg. Hun var i et vadested mellem to måder at hæmme angsten på.

Fra starten af karrieren, hvor hun dulmede den ved at drikke sig mod til, og til i dag, hvor hun bruger et bestemt ritual til at blive Barbara Moleko.

»Jeg går ind i mig selv. Jeg skal have en time, inden jeg går på scenen, hvor jeg gennemfører mine ritualer med at lægge makeup, laver nogle armbøjninger og lave vejrtrækningsøvelser. Hvis jeg får lov til det, kan jeg styre min præstationsangst. Man kan sige, at jeg har skullet lære at kravle ind i min egen krop for at kunne kravle op på scenen«.

Den værste situation

Ritualerne virker langt bedre, end alkoholen gjorde tidligt i karrieren, og i dag er der meget længere mellem anfaldene af præstationsangst. Men alter egoet har også sine ulemper. Det kommer til udtryk, når de to verdener og deres dertilhørende personligheder braser ind i hinanden.

»Når jeg bliver genkendt på gaden eller hører folk hviske mit navn, klikker jeg over i et andet univers. For alt det der med at skrive autografer og få taget billeder med folk, det er selvfølgelig en del af jobbet, men der bliver jeg nødt til at være Barbara Moleko. Den almindelige Barbara er for blufærdig til sådan noget, og hun kan ikke forstå, hvorfor hun får al den opmærksomhed«.

Den værste situation, der overhovedet eksisterer for samspillet med Barbara og hendes alter ego, er, når Barbara Moleko er til et pressearrangement eller et awardshow. Her virker hverken stille fokus eller armbøjninger, og der falder hun tilbage til sit gamle trick, der effektivt lukker ned for følelserne.

»Til awardshows bliver jeg sat i en situation, hvor jeg skal være Barbara Moleko uden at kunne gøre det, som Barbara Moleko kan: at synge og at underholde. Jeg kan ikke præstere og vise, hvad jeg kan. Jeg kan ikke vise, at jeg er den bedste. Samtidig er jeg et kæmpe konkurrencemenneske, og hvis jeg ikke vinder en pris, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvad jeg kunne have gjort bedre. Og det har jeg meget svært ved. Så i stedet drikker jeg hjernen ud«.

Højt at synge, dybt at falde

Barbara Moleko er efterhånden et veletableret navn i dansk musik. Hun har lavet musik med L.O.C., sunget sig ind i danskernes dagligstuer i ‘Toppen af poppen’ og været nomineret til alle danske musikpriser, der er værd at tale om. Men hun læser ikke sine egne anmeldelser, og hun ser aldrig sig selv i fjernsynet. Hvis hun gjorde, ville hun lede efter et fejltrin eller en tone, som hun kunne have ramt bare lidt bedre. Og for en notorisk perfektionist er fejlene nemme at få øje på.

Hun har selvfølgelig koncerter, hvor hun står på scenen og kan mærke, at alting spiller, og hvor hun kan være høj i flere dage på følelsen af at have givet en blændende god koncert. Men når en koncert ikke går, som den skal, er faldet tilsvarende dybt.

»Jeg kunne ligge i sengen flere dage, hvor jeg ikke lavede andet end at tænke på, hvad der var gået galt. Det føltes som at have tømmermænd, hvor jeg fik flashbacks til de øjeblikke i koncerten, hvor jeg havde fejlet. Hvis jeg ikke bruger nedturen konstruktivt, bliver det en nedadgående spiral af destruktive tanker om, at jeg ikke er god nok. Og det kan jeg så tage med til næste koncert, og så kører det rundt og rundt. Der kan jeg godt mærke, at mine forventninger til mig selv helt klart er meget højere end alle andres«, siger hun.

Når nedturen melder sig, hjælper alter egoet ikke. Der er ingen vandtætte skotter mellem den private Barbara og alter egoet, når det kommer til følelser. Selv om masken kan blokere en del af alle de indtryk, der kommer ind, når Barbara Moleko står på scenen, sidder hele koncerten som oplevelse stadig i Barbara, når showet er slut og paraderne er faldet.

Men lige meget hvor stejl nedturen kan være efter en koncert, lige meget hvor overvældende hele Danmarks forventninger kan føles, og lige meget hvor skræmmende et udsolgt Lille Vega kan lyde, vil hun ikke opgive musikken.

»Jeg har meget høje forventninger til mig selv, men det er også en drivkraft. Og jeg har aldrig overvejet at stoppe. Aldrig. Lige meget hvor skuffet jeg bliver over mig selv, kommer jeg op igen. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det, jeg gør, er det rigtige. Når jeg kravler op på scenen, er jeg den bedste i mit fag, og det er derfor, jeg er her. Alt andet her i livet vil jeg kun være semigod til«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Ibyen, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.