Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Solo. Da Leftfield brød igennem i 1990'erne, var det som en duo bestående af Neil Barnes og Paul Daley. Men samarbejdet mellem de to fungerede ikke i længden, og i 2002 gik de fra hinanden. I dag er Leftfield et enmandsprojekt for Barnes.
Foto: Pr-foto

Solo. Da Leftfield brød igennem i 1990'erne, var det som en duo bestående af Neil Barnes og Paul Daley. Men samarbejdet mellem de to fungerede ikke i længden, og i 2002 gik de fra hinanden. I dag er Leftfield et enmandsprojekt for Barnes.

Koncert

Elektronisk pionerband vender tilbage som soloprojekt

Interview: I 1990’erne definerede de britisk dance. Nu er Leftfield endelig tilbage som et soloprojekt.

Koncert

For 16 år siden udsendte den elektroniske duo Leftfield sit andet album ’Rhythm and Stealth’. Det ramte toppen af den engelske hitliste. Og så blev der stille.

Mens ingen hørte fra Leftfield, skete der en teknologisk og markedsmæssig revolution. Salget af cd’er faldt drastisk, lige så hurtigt som digitale downloads tog over. Uden at det vel at mærke lykkedes at finde en udgivelsesform, der sikrer, at folk betaler for downloads og ikke bare stjæler musikken.

I forlængelse af det mistede de større musikselskaber markedsandele til fordel for en uoverskuelig skov af små selskaber.

Og oveni gik den elektroniske musik, som Leftfield var pioner inden for, fra at være niche til at blive mainstream.

Det er med andre ord en helt anden musikverden, Leftfield nu endelig vender tilbage til med albummet ’Alternative Light Source’.

»Da vi begyndte med Leftfield, var elektronisk musik undergrund. Nu er elektronisk dance nærmest den dominerende stil. Mange flere laver det. Det er blevet lyden af moderne pop«, siger Neil Barnes i telefonen fra et studie i Vestlondon, hvor han arbejder på det sidste til sin optræden i Amager Bio i København.

Med en blanding af dub, techno og house og med effektiv brug af markante gæstevokalister var Leftfield i 1990’erne toneangivende inden for britisk dance.

De to dj’s, komponister og producere Neil Barnes og Paul Daley begyndte at arbejde sammen i London under navnet Leftfield i 1989. Fire år senere brød de igennem med singlen ’Open Up’, der havde John Lydon fra Sex Pistols som vokalist.

To blev til en

I 1995 udkom så Leftfields debutalbum ’Leftism’, som blev nomineret til den prestigefyldte Mercury Prize i Storbritannien.

Ud over ’Open Up’ indeholdt ’Leftism’ en række andre numre, der tidligere havde været udsendt som singler, bl.a. ’Release the Pressure’.

De britiske medier gav Leftfields musik genrebetegnelsen progressive house, og ’Leftism’ illustrerede tydeligt, at der i den elektroniske dance var potentiale ud over singleformatet. Som album henvendte ’Leftism’ sig ikke kun til klubber, men også til folk med lyst til at vælte mure inden i hjernen hjemme i dagligstuerne.

I 1999 udkom Leftfields andet album, ’Rhythm and Stealth’, der blev en lige så stor succes. Men tre år senere gik Paul Daley og Neil Barnes fra hinanden. Samarbejdet mellem dem fungerede ikke længere, men det er med opbakning fra Paul Daley, at Neil Barnes gennem de seneste fem år igen har arbejdet under navnet Leftfield.

Som sådan fik han i sommer, efter 16 års tavshed, udgivet ’Alternative Light Source’, der har Leftfields karakteristiske opbygninger af heftige og indimellem tungt gyngende elektroniske skulpturer. Men det er også et album, der i nogle numre er mere eftertænksomt og vemodigt end de gamle udspil og måske især netop i de numre lyder som en blid organisme. Barnes bruger mindre dub, end Leftfield gjorde før.

Ligesom på Leftfields tidlige udspil farves ’Alternative Light Source’ af gæstevokalister. På det nye album høres bl.a. sangerinden Channy Leaneagh fra det amerikanske synthpopband Polica og Sleaford Mods, en postpunkduo fra Nottingham.

Men hvorfor skulle der gå så lang tid, før Leftfield igen lod høre fra sig?

»Det er meget længe at være væk«, medgiver Neil Barnes og forklarer så, at lysten til at fortsætte som Leftfield blev skabt i 2010, da han på opfordring spillede en række koncerter med det gamle materiale.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»På den turné fik jeg virkelig god feedback. Det satte mig i gang med at prøve at skabe nye Leftfield-numre. Jeg havde overvejet det længe, og efter at Paul og jeg gik fra hinanden i 2002, brugte jeg 5-6 år på at lave demoer. Faktisk har jeg hele tiden lavet musik. Men jeg måtte være helt sikker på, at jeg kunne skabe noget, der føltes relevant nu«.

Musik fra et mørkt sind

Neil Barnes beder om et par sekunders pause i telefoninterviewet. Han skal lige skrue ned for musikken i sit studie. I 1990’erne var Leftfield berygtet for at spille så højt, at duoens soundsystem kunne sprænge glas og løsne puds, og indimellem blev de nægtet adgang til scener. Det hændte eksempelvis på spillestedet Brixton Academy i 1996.

Da han vender tilbage til samtalen, tager han tråden op:

»Hele pointen er at lave musik, der føles relevant i dag. Derfor tog det mig tre år at lave det nye album. Det ville ikke give mening at udgive et nyt Leftfield-album, der lød, som vi gjorde dengang. Det skulle favne, hvad der sker i dag. Det skulle ikke bare være techno og house og breakbeats. Det skulle favne en hel masse. Og også hvem jeg er. Der er lyse numre på ’Alternative Light Source’. Men der er også en del mørke numre«.

Neil Barnes »lider indimellem af dybe depressioner«, siger han:

»’Dark Matters’ er vel nok et af de numre fra den nye plade, der mest tydeligt reflekterer, hvor sort jeg indimellem er. Det er en del af mig. I perioder angriber det mig og får mig ned med nakken. Det her album handler meget om at lære at leve med de negative ting«.

Da ’Alternative Light Source’ udkom, var den britiske musikpresse længe om at tage albummet til sig. Neil Barnes mener, at kritikerne formentlig frygtede, at de skulle sidde med en tynd gentagelse af en populær 1990’er-lyd.

Men anmelderne blev positivt overraskede og endte med at hælde roser ud over albummet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Neil Barnes forventer dog ikke af den grund, at albummet bliver en salgsmæssig succes:

»Musikbranchen er en helt anden, end den var i 1990’erne. I dag downloader de fleste musik, og mange vælger at downloade enkelte numre i stedet for et helt album. Og i dag tror folk, at de har ret til at få musikken gratis. Det er et kæmpestort problem. Især Spotifys fri adgang til musik er helt forkert. Det kan ikke være meningen, at folk skal vænnes til at få musik for ingenting. Hvordan skal vi så overleve som kunstnere? Og hvordan skal kunsten overleve? Det her emne kan jeg ikke holde op med at snakke om«, advarer han og tilføjer, at selv køber han stadig en hel masse. Han betaler for at downloade, og han køber rigtig mange vinylplader:

»Der udgives rigtig meget godt, men det er blevet sværere at finde rundt i. I takt med at den elektroniske musik er blevet mere og mere mainstream, udkommer der også en hel masse ligegyldige ting. Danny Avery, The XX, Grimes, Hudson Mohawke, Oneohtrix Point Never – det er noget af det, jeg rigtig godt kan lide. Min bekymring er bare, om kunstnerne kan komme til at leve af det, de skaber, hvis publikum ikke betaler for det«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce