Når man går ind på den nye store musikfestival Tinderbox’ hjemmeside og ser under ’kunstnere’, er det topnavne som David Guetta, Lukas Graham, Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy, Rammstein, Suede og Saybia, der pryder plakaten.
Scroller man nedad og lader øjnene fare hen over de mange bandbilleder, bliver det dog ret iøjnefaldende, at der mangler noget. Kvinder. Der er ingen kvindelige hovednavne, ikke et eneste.
Tinderbox har hyret 35 navne til at spille i juni. Disse 35 bands består af 99 mænd og 2 kvinder. De to kvindelige musikere er sanger og musiker Nanna Bryndís Hilmarsdóttir fra bandet Of Monsters and Men og musikeren Bridget Regan fra Flogging Molly.
Det svarer til knap 2 procent kvinder på en festival, der er skabt til at profilere Odense og Fyn som progressiv og kulturelt fremme i skoene.
» What? Det lyder jo fuldstændig grotesk! Det er så voldsomt, at man nærmest tænker, om det er et bevidst statement? Ellers har de virkelig sovet i timen«, siger musiker og sangskriver Nana Jacobi, der er aktiv i debatten om en mandsdomineret musikbranche.
Debatten er ikke ny, men det sidste år er der afholdt debatmøder, skrevet massevis af artikler og lavet tv-indslag. Statens Kunstfond har afholdt konference om emnet, og daværende kulturminister Marianne Jelved (R) indskrev flere punkter i en musikhandlingsplan, der skulle være med til at udligne køns-ubalancen i dansk musikliv. Det initiativ har nuværende kulturminister Bertel Haarder (V) dog skrottet igen.
»Jeg føler mig som kvinde ikke særlig inviteret til sådan en festival. Jeg oplever, at musikbranchen er styret af indforståede broderskaber, fra pladeselskaberne og bookere til spillestederne og festivaler. Det er virkelig en branche, der nægter at flytte sig. Det, vi ser her, er det, man kalder same thinking – at man vedtager, at noget er kvalitet, og så bekræfter man ellers hinanden i den sandhed ved at booke ens mandlige musikere«, siger Nana Jacobi.
Værsgo, 19 bud på kvindelige kunstnere
Generelt udgør kvinder kun 20 procent af udøverne på den danske scene for rytmisk musik, og Roskilde Festival har også tidligere været i medierne for ikke at have kvinder nok. Men der har kritikken lydt på, at Roskilde kun havde 15-20 procent kvinder, hvilket er nærmest prangende i forhold til Tinderbox’ 2 procent og ingen kvindelige hovednavne.
Men hvem kunne de have booket?
»Alle mulige! Det behøver ikke være sparke røv-rock alt sammen. Der er PJ Harvey, Marie Key, Pernille Rosendahl, Kira Skov, Barbara Moleko, Annisette, Lydmor, Tina Dickow, Kill J, Velvet Volume, Baby in Vain, MØ, Patti Smith, Adele, Grimes, Sia, M.I.A., Oh Land, Fallulah. Jeg kunne blive ved«, siger Nana Jacobi.
Fabian Holt er lektor i musik og events på RUC og følger festivalerne. Han mener ikke, at man kan sammenligne de nye kommercielle festivaler med de gamle.
»Tinderbox og NorthSide er en ny slags privatejede festivaler, der ikke deler de gamle foreningsfestivaler som Roskilde og Skanderborgs værdisætning om at gøre noget for kultur og mangfoldighed. Tinderbox’ fokus er at finde en niche i markedet, og det er lykkedes dem, men det er tydeligvis ikke deres fokus at skabe bevidsthed om køn og etnicitet i popkulturen«.
Vil det sige, at kvindelige musikere ikke sælger billetter?
»Det handler om forskellige kulturer og markedssegmenter. Der er et clash mellem provins og hovedstad her. Det er symptomatisk, at det er Politiken og ikke Fyens Stiftstidende, der laver denne historie, for der er markante kulturforskelle i Danmark. Odense Kommune har hyret et firma til at starte en festival, der skal markedsføre byen og tiltrække mange«.
Så hvordan ender de med 99 mænd og 2 kvinder på programmet?
