Den danske trio The Entrepreneurs har dedikeret deres første ep til cykelrytteren Tony Rominger.
Her fortæller den melodiske støjrockgruppe om Rominger og fire andre kunstnere, som de ser op til.
I aften spiller de på Stengade.
Tony Rominger
Mathias Bertelsen (MB): »Anders og jeg begyndte at spille sammen som The Entrepreneurs for cirka to et halvt år siden, og et års tid senere kom Jonas med. Da Anders og jeg oprindelig lavede vores profil på Facebook, brugte vi et billede af Tony Rominger og jokede med, at når vi engang ville nå frem til at udgive vores første plade, skulle den hedde hans navn. Og nu hedder vores første ep ’Tony Rominger’«.
Anders Hvass (AH): »Tony Rominger er en af de cykelryttere, vi kan huske fra dengang i 1990’erne, hvor vi så Tour de France med vores fædre. Og vi er fascinerede af æstetikken i cykelsport og også af cykelryttere, der bruger al deres tid på deres sport. Cykelsport bliver desuden filmet på en særlig måde, og herhjemme har Jørgen Leth gjort sit til, at man kan se det snarere som kunst end som sport«.
MB: »Og jeg har altid syntes, at Tony Rominger var en skæg lille starut med et mega sjovt navn«.
Thurston Moore
AH: »Thurston Moore har altid gjort det, han havde lyst til. Han har været en del af et kendt band, der er kommet igennem med noget musik, som ikke bare er lige ud ad landevejen. Hans musik har en form for intellektualitet, og han tænker symfonisk og jazzet i den måde, han bruger sine instrumenter på. For mig er han en af de kunstnere, der er gået ind under huden, og som jeg er blevet ved med at høre«.
MB: »Det er stærkt, at han ikke lefler for noget. Han er blevet ved med at forny sig. Det er meget inspirerende«.
Jonas Wetterslev (JW): »Han er også inspirerende som menneske. Mathias og jeg har mødt ham på Konservatoriet, hvor vi går. Han er tilknyttet som professor«.
AH: »Efter Sonic Youth har han lavet et akustisk album. Der arbejder han med et helt andet udtryk, men alligevel kan man høre, at det er ham. Han har format«.
MH: »Ikke at vi lyder som ham, men vi arbejder selv med at spille nogle egentlig ret naive kærlighedshistorier, som vi spiller med tempo og støj. Selv kalder vi det for noise and romance«.
AH: »Vi prøver at balancere mellem det smadrede og det smukke. Hvis det bare var det ene eller det andet, ville det måske ikke være så interessant«.
Mark Hollis
AH: »Det har været lidt af en åbenbaring for os at høre ham. I mine ører er Talk Talks plade ’Spirit of Eden’ fra 1988 den bedste plade, der nogensinde er lavet. Men Talk Talks tidligere plader har også spændende elementer, og det samme har hans soloplade ’Mark Hollis’ fra 1998. Han har lavet popmusik på en måde, så det er virkelig interessant, og så har han også lavet helt udsyrede ting«.
MB: »Jeg elsker historien om Mark Hollis’ karriere. Først var han en, der ville make it big. Og så blev han mere og mere kunstnerisk på sine egne præmisser, indtil han efter sin soloplade i 1998 stoppede sin karriere«.
AH: »Jeg så et interview med ham, hvor han talte om, at man skal spille så lidt som muligt. Kun det nødvendige skal udgives. Han er holdt op med at lave musik, fordi han ikke synes, at han har noget at sige. Og mens han lavede musik, tog han sig tid. Man kan godt høre, at ’Spirit of Eden’ har kostet penge og tid«.
MB: »For tiden synes jeg, der er mange plader, som er stilbevidste, men jappet igennem. Spontaniteten er en del af energien, og det er fedt. Men jeg savner, at der kommer nogle plader, hvor man kan høre, at der er brugt rigtig lang tid på at arbejde med det. Vi er jo selv en del af den bølge, hvor der er en stilmæssig skarphed. Jeg savner, at der derudover kommer en plade med nogle rigtig gode sange, der ikke passer ind i en bestemt stil«.
AH: »Lige nu er vores mindset at arbejde hurtigt, men på længere sigt kommer vi forhåbentlig til at lave plader, hvor der er brugt mere tid på at afsøge mulighederne«.
Christian Lemmerz
AH: »Første gang, jeg stødte ind i ham, var på Aros, hvor han havde arbejdet med gamle græske statuer på en moderne måde. På gamle græske statuer ser man tit, at der mangler en arm, en næse, en penis eller noget andet, som på et tidspunkt er faldet af. Det bruger Lemmerz i sine værker. For eksempel har han lavet en Michael Jackson-statue, der mangler næsen«.
MB: »Det må siges at være en skarp kommentar«.
AH: »Gamle statuer er sindssygt monumentale, men han arbejder skævt og kontrastrigt. Det er en stor inspiration til, hvordan man kan bruge kunsten«.
Mari Susanne Kollerup og Bendix Harms
JW: »Det er min moster og onkel, som altid har levet af deres kunst og ikke har haft lønarbejde. De lever på mange måder det liv, jeg godt selv kunne tænke mig at leve. Både som kunstnere og som par. Som kunstnere arbejder de, som de selv gerne vil, og som par ... jeg tror ikke, jeg kender nogen andre, der stadig er så nyforelskede efter 25 år.
Min onkel har lige udstillet i New York på et stort galleri. Det var en stor udstilling, og andre kunstnere ville måske føle sig hævet over alle, dette ville aldrig blive tilfældet med Bendix og Susanne. De ville komme, som de altid er, og vise den enorme kærlighed, de begge bærer rundt på.
Min onkel havde lavet et personligt maleri til hver af de ansatte på galleriet. Det var en gave til dem, en gave som tak for den dejlige tur de havde haft. Jeg synes, det var utrolig stort gjort. Og det viser, hvor rige de er på det, de har, og et liv, der udstråler alt det, jeg finder vigtigt her i livet«.
MB: »Hele deres tankegang er inspirerende. Det får mig til at tænke på, at folk ofte spørger mig, om jeg kan leve af at spille musik. Og jeg svarer: »Nej, men jeg kan leve med det«. Vi er ikke rige, men vi mangler ikke noget. Alt det med at man helst skal være rig og kendt og have det hele – sådan har jeg det ikke«.
The Entrepreneurs spiller på Stengade 30 i aften, på Spot Festival i Aarhus i morgen og på Roskilde Festival 29. juni-2. juli.
www.facebook.com/theentrepreneursmusic
fortsæt med at læse
