Denne artikel er nærmest voldelig. De vigtigste udsagn fra en længere samtale er valgt ud og prioriteret, ordene står nu med sort farve på hvid baggrund, nogle af dem bliver endda blæst op i en konkluderende overskrift.
Det skriftlige resultat af et interview er bare så hårdt, synes Jenny Hval.
»Jeg skal komme med solide svar, og så bliver det til trykt tekst på en side. Det er så voldeligt! Jeg ville ønske, det var blødere«, siger den ukronede norske dronning i art-pop og performance, der besøger Jazzhouse i weekenden med et efter alt at dømme eksperimenterende og grænsesøgende show.
Jeg lover hende at gøre hendes ord så bløde som muligt, og hun foreslår hjælpsomt: »Tryk skriften med gråt!«.
Retfærdigvis skal det siges, at det ikke er verdens nemmeste spørgsmål, hun lige nu finder på undskyldninger for at undlade at svare på.
Jeg har opfordret hende til at være Jesus, bare for en stund, og spurgt hende, hvad hun i så fald ville ændre ved verden. What would Jesus do? Spørgsmålet er inspireret af hendes eget univers, hendes udsagn og sangtekster, hvor hun har leget med tanken om en Jesus-persona. »Vær ligesom Jesus«, har hun opfordret alverdens kvinder til i et interview med musikmediet Pitchfork som en understregning af, hvor stort man bør tænke som feminist. »I’m 33 years now, that Jesus age«, messede hun om sig selv i sangen ’ Kingsize’.
Efter flere om- og afveje nærmer Jenny Hval sig et svar:
»Når jeg står på scenen, prøver jeg i høj grad at være en ikke-Jesus, en ikke-kingsize, en mindre karakter snarere end en virkelig stor karakter. Hvis jeg får lavet lys, må det ikke få mig til at virke større, mere kraftfuld, mere smuk. Så jeg tror ikke, jeg ville være en særlig god Jesus«.
»Men jeg ville nok prøve at gøre tingene mere bløde«, siger Jenny Hval. Og tilføjer så:
»Og mere blodige. O.k., jeg ville nok lave noget uorden på scenen. Og så ville jeg måske tilføje menstruation i verdenshistorien. Så historien havde menstruation«.
Det har den ikke nu?
»Nej«.
Hvad mener du med det?
»Jeg aner det ikke. Jeg siger bare ting, der lyder godt«.
Velkommen til Jenny Hvals væv af tankespind, hvor der er kort fra bombastiske one-liners til at trække helt i land for at undgå at blive degraderet til politisk aktivist med svar på rede hånd frem for at være kunstneren, der stiller spørgsmålene. Hvor man via lag på lag af abstraktionsniveauer sagtens kan kombinere det at drømme om en blødere verden med et ønske om mere blod og uorden. Og hvor sangen ’Conceptual Romance’ fra det nye album ’Blood Bitch’ har en melodi, der er vanedannende smuk på Julee Cruise-måden – tænk ’Twin Peaks’-universet – mens musikvideoen er småuhyggelig og krydrer skønhed med begravelse og kvælende plastik over ansigtet.
Kontrasterne er overalt i spindelvævet. De er der også i måden, hun taler på. Alle kunstneriske og tænksomme og alvorlige tanker forklares med en tindrende venlig og nede-på-jorden telefonstemme, der af og til runder af med en jokende kommentar sagt med lav stemmeføring og uden mærkbar forventning om respons.
Som om Jenny Hval svæver et sted derude i sit eget univers og smiler underfundigt for sig selv af alting og det hele.
Hval ville giftes med hest
Hun er født i Oslo i 1980 og har dermed nu overhalet Jesus-alderen med tre år. Som niårig flyttede hun fra hovedstaden til den mindre by Tvedestrand længere mod syd, et sted hun selv har beskrevet som en del af Norges bibelbælte. Den ukristne tilflytter fra storbyen kom i en lillebitte skole, nægtede at opføre sig som de andre piger og afsøgte så mange grænser som muligt. Eksempelvis insisterede hun på, at hun skulle giftes med en hest. Alt, hvad der havde med køn at gøre, nægtede hun at forholde sig til. Det har ændret sig siden.
På turneen efter albummet ’Apocalypse, Girl’, der udkom i 2015, legede hun med »forskellige masker af feminitet« ved hjælp af kostumer, parykker og gæster på scenen.
»Jeg udforskede meget mig selv som en forfejlet stereotyp på en kvinde ved at prøve den stereotype kvindes paryk. Det var et forsøg på at lege med kønnet på en ikke-transkønnet måde, og det var en meget rørende oplevelse«.
Det nye album hedder ’Blood Bitch’. En titel ladet med stærke ord og, igen, køn. Men det betyder ikke noget bestemt, det føles bare godt at sige, forklarer hun. Og så havde hun opdaget, at hun, uden at tænke over det, havde skrevet en del sange, der handlede om blod, så titlen føltes rigtig. Formentlig havde de mange horrorfilm og B-film fyldt med mord og blod, hun så sideløbende med indspilningerne, fundet deres vej ind i sangene.
Hun havde set så mange forskellige slags blod i forskellige typer film fra forskellige områder i verden, fortæller hun. Også blodets farver var forskellige.
»Jeg fik taget en blodprøve, da albummet var næsten færdigt, det var en blodprøve, hvor du bliver testet for, om du mangler forskellige vitaminer og den slags, så de tager rigtig meget blod i små glas. Og jeg husker, at jeg var meget fascineret af farverne. Og det, tror jeg, skyldtes albummet«.
»Det er fascinerende, for blod betyder forskellige ting på forskellige tidspunkter. Nogle gange døden, nogle gange livet, og nogle gange begge dele. For en sanger kan det også betyde stemmen, for blod kommer ud af din krop og synes ukontrollerbart, og det samme kan man sige om stemmen. Så det kæder de to ting sammen: mit arbejde som vokalist og en, der skriver med sin stemme – og så blod«.
Blodet står også i kontrast til det, Jenny Hval kalder »den rene skandinaviske overflade«. Hvilket sangen ’Period Piece’ handler om, som blev inspireret af Carl Th. Dreyers film ’Jeanne d’Arcs Lidelse og Død’ fra 1928. En stærkt æstetisk film, hvor billederne er opbygget stort set uden skygger.
»Jeg tænkte på den skandinaviske tilgang til religion, og jeg kædede det sammen med Ikea, de hvide vægges minimalisme, den næsten skamfulde æstetik«, forklarer hun.
»’Period Piece’ handler om at genopdage blodet som noget æstetisk og noget mere beskidt end den rene skandinaviske overflade. Og om vores behov for at bevare kontrollen og altid fremstille os selv på en bestemt måde«.
I sangen lyder det:
I choose keeping it together
In these IKEA white walls
Of my post-war Nordic silence
But only desire is real
Lørdag ankommer Jenny Hval til Jazzhouse for at bringe lidt uorden i den skandinaviske pænhed. Helt som hendes version af Jesus ville gøre det. Det bliver blodigt. Selv beskriver hun koncertens tema som et »vampire pool party«, og anmeldelser fra tidligere stop på turneen tyder på, at det skal tages ganske bogstaveligt.
I hvert fald har hendes optrædener inkluderet et soppebassin med blodlignende væske, som hun blandt andet har sat sig i under fremførelsen af ’Period Piece’. Det slutter sådan her:
Don’t be afraid
It’s only blood
fortsæt med at læse
