Der lugtede intenst af træ, og store mænd gik omkring og snakkede med dybe stemmer, luften var rå og klar, og inde i butikken var der tusindvis af interessante dingenoter, skruer og søm, ophæng, hyldeknægte, boremaskiner.
Helt anderledes end nede på Nordre Frihavnsgade, hvor der var en let bitter duft af bilos, og en massiv række af Wrangler-butikker iblandt slagterne, papirhandlerne, kioskerne og ostehandlerne, og alle kvinderne der var ude at købe ind.




























