Det er svært at forestille sig her i larmen fra de monstrøse lyseblå maskiner, der sorterer tusindvis af breve i timen på Københavns Postcenter, men: For små 3 årtier siden blev posten sorteret i hånden.
Terminalen ved Københavns Hovedbanegård var dengang fyldt med kaglende damer og mænd, der med smøger i kæften og bare næver fordelte regninger, postkort og diverse breve til hele landet. I 1980’erne beskæftigede Postterminalen omkring 3.000 typisk ufaglærte københavnere, som på skift tog plads foran sorteringsreolerne, der selvsagt var designet med indbyggede æskebægre.


























