Normalt er musicals sådan noget med kæmpekulisser, metervis af chiffon og en vindmaskine, som aldrig får en pause.
Men på Det Nye Teaters mere eller mindre hemmelige Off Det Ny-scene får musicalerne lov til at udfolde sig under mere beskedne former.
Scenen, der ligger under Det Ny Teater, blev til sidste år for at tilgodese alle de musicals, der ikke helt kan bære det store udtryk, men samtidig er for gode til at ignorere.
En af den slags musicals kan du se fra på søndag, hvor Maria Lucia og Christian Berg spiller parret Cathy og Jamie, som når at mødes, forelske sig, blive gift og gå fra hinanden igen i løbet af fem år.
’The Last 5 Years’, som musicalen hedder, er skrevet af den Tony Award-nominerede amerikanske komponist Jason Robert Brown og har siden premieren off Broadway i 2002 været opført et utal af gange både i og uden for USA. Om få uger har en filmudgave af historien endda premiere med Hollywood-stjernen Anna Kendrick i den ene af de to bærende roller.
Den danske version af ’The Last 5 Years’ spiller til og med næste lørdag.
The Last 5 Years. 8.-14. feb. Off Det Ny, Det Ny Teater, Kbh. V. Mere info på www.detnyeteater.dk.




























