Teater. En teaterserie bliver i øjblikket spillet i en historisk villa på Østerbro.
Foto: Joachim Adrian

Teater. En teaterserie bliver i øjblikket spillet i en historisk villa på Østerbro.

Scene

Reportage: Vi tager lige et afsnit mere, skat

I en gammel villa på Østerbro udspiller der sig for tiden en teaterserie i foreløbig tre afsnit. Produktionsselskabet bag, Teater Tugt, har ladet sig inspirere mere af tidens tvserier end af teater. Ibyen var med, da første episode havde premiere i starten af marts.

Scene

Året var 2016. Først døde dyrene. Hvalerne holdt op med at svømme, fuglene faldt ned fra himlen. Derefter kom turen til menneskene. En virus var der tale om. Nogle mente, at den var udviklet af den kinesiske regering som en fejlslået kur mod sars. Andre troede, at USA stod bag, og at virussen var et masseødelæggelsesvåben. Andre igen mente, at der måtte være tale om en invasion af aliens. Eller om Guds hævn.

Virussen havde en dødelighed på 100 procent. De første lig i Danmark dukkede op i 2018. Ja, der var slet ikke en kur. Men hov, så fandt man ud af, at der var en gruppe, der var resistente! Nogle af dem blev sindssyge og for omkring. Andre slog sig ned i fraktioner. En for akademikere, en for ingeniører og så videre. Og så var der Gruppe V. V for villa. Den bestod af de sidste kunstnere efter apokalypsen, som nu havde barrikaderet sig i en villa på Østerbro.

Sådan lyder prologen til pilotafsnittet af den postapokalyptiske teaterserie ’De resistente’. Bag historien står teaterproduktionsselskabet Teater Tugt, som har ladet sig inspirere af tv-serieformatet. Første afsnit blev opført tre aftener i starten af marts i en gammel villa på Krausesvej. Næste afsnit har premiere samme sted næste fredag.

Spending time with dinosaurs: Helt nøgne og indsmurt i aske

»Vi ville lave en forestilling, hvor man bliver en del af nogle menneskers univers og lærer dem bedre at kende end i en almindelig teaterforestilling«, fortæller dramatiker Rosalinde Mynster efter premieren på første afsnit af serien, der indtil videre kommer i tre afsnit. Hun fortsætter:

»Derfor havde vi brug for, at man for det første kunne komme hjem til dem og for det andet kunne følge dem i længere tid og dermed føle en større tilknytning til dem. Så det var oplagt at vælge en form, som er virkelig oppe i tiden, nemlig tv-serien. For tiden kan man slet ikke være nogen steder uden at blive spurgt, om du har set den ene eller den anden Netflix- eller HBO-serie«.

Instruktør Nynne Roberta Pedersen supplerer:

»Sitcom-genren generelt, men serien ’Friends’ i særdeleshed har været den største inspiration i forhold til selve formen. Og så er indholdet blevet markant mere mystisk«.

De tre kvinder og tre mænd, som udgør seriens kunstnerkollektiv, kunne altså have heddet Monica, Rachel og Phoebe, Joey, Ross og Chandler. Men det gør de ikke. De hedder Lola, Lea og Iris, Kalle, Charles og A.K., og de er de mest selvhøjtidelige, selvmorderiske, bekræftelsessøgende, humoristiske, identitetssplittede og sultne kunstnere, du nogensinde har mødt. Og over de tre afsnit af ’De resistente’ er det meningen, at de skal blive dine nye bedste venner.

Vi spoler tilbage til en fredag aften i starten af marts, da første afsnit af ’De Resistente’ fik premiere i villaen på Krausesvej.

»Velkommen til«, hilser Teater Tugts scenograf, Simone Bartholin, mens et par franske døre bliver slået op, og vi smyger os ind i en dunkel, røgfyldt stue og slår os ned langs væggene. Der bliver stille. Så går første afsnit i gang.

En videoprojektion fylder den ene endevæg, mens en prolog leveret i voiceover slår forhistorien an. Herefter tager en eksalteret stemme over.

»Heeeeej, jeg hedder Lola«. Hendes ansigt toner frem på væggen. Hun broadcaster sig selv fra en MacBook. »Jeg vil nok sige, at jeg er den i villaen, der er mest produktiv. Altså, jeg laver rigtig meget, jeg er nok typen, der inspirerer de andre. Jeg er 25 år og performanceartist – sanger skråstreg skulptør skråstreg kunstmaler. Ja, jeg laver lidt af det hele, men efter virussen er min kunst blevet riiiimelig dark«, siger Lola og lægger sig til at sove under et gråt, støvet tæppe.

Den lille handling

Oprindeligt ville dramatiker Rosalinde Mynster blot skrive om et kunstnerkollektiv. Og det sidste punktum var næsten sat i manuskriptet, da hun besluttede sig for, at det var »alt for kedeligt«. For at reflektere over tidens aburditet, og de idealer som ungdommen slås med, måtte historien sættes ind i en absurd ramme.

Så hun kastede en dødelig virus, en håndfuld zombier og Jordens undergang ind i ligningen og fik fortællingen om en gruppe unge, narcissistiskekunstnere som Lola, der netop har præsenteret sig selv oppe på væggen, og som ikke længere har et publikum at forstå sig selv i forhold til, som resultat.

»Unge mennesker er så interesseret i at brande og broadcaste sig selv. Det er efterhånden den eneste måde, vi kan forstå os selv på. Men hvad nu, hvis der ikke er nogen at brande sig til?«, spørger Rosalinde Mynster.

Således historien og udgangspunktet. Men at lave en teaterforestilling, der også mimer tv-serieformatet, er ikke uden vanskeligheder. Der skal blandt andet tages hensyn til, at det ikke er alle, der vil have set de foregående afsnit eller vil komme til at se de efterfølgende afsnit.

5 forestillinger som anbefales af Politikens anmeldere

»Hvert enkelt afsnit bliver nødt til at have en afsluttet fortælling. Men det handler i højere grad om karakterernes indbyrdes bittesmå udviklinger og historier end en større overordnet handling. På den måde mimer vi comedyformen, hvor man kan hoppe ind i et hvilket som helst afsnit og se det uden at kende den fulde historie, mere end vi mimer en serie som ’House of Cards’, hvor man skal vide alt for at kunne følge med«, siger Rosalinde Mynster.

»Men vi lægger alligevel tråde til både fortid og fremtid ud og laver cliffhangere, så folk får lyst til at se med i næste episode. Udfordringen er at holde gejsten oppe. Publikums, ja, men også skuespillernes, da det i høj grad er hos dem, ansvaret for udviklingen af de enkelte karakterer ligger. Processen er kort, så der er mange af de ting, de kommer med, som jeg må sige ja eller nej til med det samme, fordi næste episode er lige om hjørnet«, siger Nynne Roberta Pedersen.

Rosalinde Mynster tager over: »Jeg begynder at forstå det store skrivepres, som Stig Thorsboe og Hanna Lundblad er under, når de skal skrive mange nye afsnit til ’Badehotellet’ (serie på TV 2, som Rosalinde Mynster spiller en af hovedrollerne i, red.). Da vi var færdige med første afsnit af ’De resistente’, vidste jeg ikke, hvad næste afsnit skulle handle om. Jeg vidste kun, at det skulle hedde ’Den store prisuddeling’«.

Ind under huden

’All men must die!’, står der med lettere udtværet sort streg på A.K.s bare ryg. Dels for på en sjov måde at understrege, at han er en lettere depressiv karakter. Dels som en reference til sloganet for fjerde sæson af den populære fantasyserie ’Game of Thrones’.

I første afsnit af ’De resistente’ er det A.K., der bærer en mere alvorlig historie midt i al absurditets-tjubang-komikken. Sådan bliver det formentlig i hvert afsnit, fortæller Rosalinde Mynster. En af de seks beboere kommer altid til at være det seriøse anker. Det giver nemlig muligheden for at komme ind under huden på karakteren.

Tilbage i villaen har alle beboere på nær A.K. forladt stuen. Han sætter sig ved computeren for at livestreame sig selv. Så rejser han sig, går hen mod en anden karakter, Jo, og tager hendes hænder. Og så forsvinder de to ned i udestuen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi gæster kigger tøvende og lettere febrilsk på hinanden. For dem af os, der sjældent går i kirke, er øjeblikket at sammenligne med det tidspunkt i gudstjenesten, hvor man kigger modkordegnen for at finde ud af, om man skal rejse sig eller ej.

»Kom bare med«, råber Nynne Roberta Pedersen og får afløst forlegenheden med et sceneskifte, og vi slår os ned blandt levende lys i en kølig flisebelagt udestue. Jo og A.K. kysser, og hun forsvinder ud i haven.

Der bliver helt tyst i udestuen. Noget begynder at pusle i haven. En zombie måske. Bang! En høj bankelyd får gæsterne til at lette fra fliserne og sende skræmtsmilende blikke rundt i rummet. Har man set ’The Walking Dead’, ved man, at zombier skal man ikke spøge med. En kølig brise rammer mit ben, da havedøren langsomt åbner sig. Ind træder et sindssygt væsen med et gennemtygget stykke papir i gabet.

Ikke performanceteater

Hvert afsnit i serien varer en times tid, nøjagtig ligesom et afsnit af mange tvserier. Men Teater Tugt gør også brug af andre klassiske tv-greb, for eksempel jinglen, der går igen fra afsnit til afsnit, voice-overs og cliffhangere. I starten af de næste episoder vil der desuden efter al sandsynlighed være et recap, der opsummerer det forrige afsnit.

Teater Tugt låner altså ret meget fra tv-serien. Men deres teaterserie kan også noget, som en tv-serie ikke kan, mener Rosalinde Mynster.

»Du kommer så tæt på karaktererne, at du sidder i rundkreds med dem. Du kan røre ved deres kunstobjekter, lugte deres ler, mærke støvet kildre i næsen, og du kan blive inviteret ind i deres småmærkelige kunstinstallationer«, fortæller hun.

»Men det er ikke performanceteater. Det er ikke ligesom Signa’s ’Villa Saló’ (som også spillede i villaen på Krausesvej, red.), hvor du selv gik rundt og oplevede og interagerede med skuespillerne og til en vis grad kunne påvirke handlingen. Her er publikum fluen på væggen. Det er teksten og historien, der skal få lov til at fylde«.

Fremtiden tilhører kvinderne i Hollywood

I villaen på Krausesvej er handlingen løbet løbsk. Nogle har knaldet med nogle, de ikke burde knalde med, kollektivets mentor er løbet hjemmefra, en af vennerne har truet med selvmord, og hende, som de alle troede var død, er vendt tilbage.

En dyb stemme indtager rummet og stiller ubesvarede spørgsmål ud i rummet på samme måde, som da De Nattergale i slutningen af hvert afsnit af ’The Julekalender’ ville vide mere om nisser og nåsåere.

»Er Jo en zombie? Vil Mor nogensinde komme hjem? Hvad vil Gruppe V gøre, nu hvor de er kommet i kontakt med de andre fraktioner? Hvad bliver deres næste kunstprojekt? Og hvor sindssyge er de sindssyge?«.

Publikum ser ud som nogle, der har lyst til lige at snuppe et afsnit til.

Men de må vente til næste fredag.

Referat: Sidste gang i ’De Resistente’

Denne verdens sidste kunstnere, multikunstneren Lola, poetryslammeren og feministen Iris og hendes lillebror Charles samt digteren Kalle, fotografen Andreas-Karl, kaldet A.K., og den svenske skuespiller Lea har forskanset sig i en villa på Østerbro i København, fordi en virus har udslettet Jordens befolkning. Lige bortset fra nogle få resistente, deriblandt de seks kunstnere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mor, som har oprettet kollektivet og fundet alle beboerne, er gået ud for at finde forsyninger, og de har intet hørt fra hende i mange dage.

De seks kunstnere forbereder sig på en stor fernisering, for man må jo skabe sig et eftermæle, selv om Jorden en gået under. Men de har ikke hørt noget fra de fraktioner af andre resistente, som de har inviteret.

Først da en sindssyg dukker op med flere lapper papir i munden med tilmeldinger fra de andre grupper, er ferniseringen en realitet, og kunstnerne går i skaberekstase.

Men spørgsmålene presser sig også på: Hvordan kan de alle se A.K.’s ekskæreste Jo, når nu alle troede, hun var død? Hvad er der blevet af Mor? Og hvordan bliver fremtiden, nu hvor de har mødt de andre fraktioner?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

IBYEN