Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Teaternyt. De danske teatre indtages af kvindelige hovedroller.

Teaternyt. De danske teatre indtages af kvindelige hovedroller.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kvinderne kommer: Teatersæsonen står i det feminine tegn

Kritikere vil mene, at man normalt skal spejde længe efter gode kvinderoller i dansk teater, men denne sæson er fuld af forestillinger om kvinder.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I august 1911 bragte nærværende avis en kronik af forfatter, journalist og fortaler for kvindesagen Ellen Hørup Nielsen, hvori hun udtrykte et ønske om større personlig uafhængighed og en ny moral i kvindernes favør. Få dage efter svarede dramatiker, forfatter Emma Gad, der siden blev Politikens første kvindelige redaktør, på Kroniken i selvsamme avis:

»Ogsaa jeg tror, at Kvinderne i stedse stigende Grad vil blive selverhvervende, og dette betragter jeg som noget ved det bedste ved vor Tids Udvikling. (...) Men jeg tror ligeledes, at den fremtidige Kvindes Stilling derved vil blive besværligere og vanskeligere end Mandens. Ifølge sit medfødte Instinkt vil hun nemlig beholde det gamle Arbejde samtidig med, at hun skaber sig det ny«.

I dag, 100 år efter at kvinderne fik stemmeret, og 45 år efter at de allerførste rødstrømper brændte bh’er af, kunne noget tyde på, at Emma Gad ikke kiggede helt skævt i spåkuglen. I hvert fald er den gode gamle diskussion om kvindens position og identitet blusset op igen på de danske teaterscener efter en sommer, hvor unge kvinder på ny har følt et behov for at smide bikinitoppen og slippe attributterne fri.

Når en kvinde instruerer en kvinde, er det med et andet øje. En mand gør en kvinde til et objekt meget hurtigere

På Teater Grob har rødstrømpernes krav om ret til buskede øjenbryn og armhuler bevæget sig længere mod syd i forestillingen ’Hår på den’, hvor kvinden slår et slag for fissehårsfletningen. På Teater Republique står kvindens ellers sjældent omtalte lyst, nydelse og perversion i centrum i ’Whore of Babylon’, mens der er lutter kvinder på scenen i ’Sommeren uden mænd’ på samme teater.

På Teater Får302 kæmpes der for et samfund uden hankøn i ’Det testikelløse samfund’, indtil netop en mand distraherer projektet. Og på Folketeatret spiller seks skuespillerinder tre generationer af kvinder, der skabte vor tids Danmark i ’Lilys danmarkshistorie’. Betty Nansen byder på et opgør mellem seks forskellige kvindetyper og generationer, som diskuterer, hvordan samfundet skal se ud, og hvordan de skal leve i ’Madame de Sade’, mens Odense Teater slipper tidens moderne superkvinder med både børn og chefstillinger løs i ’De store hunner’.

Det fornyede fokus på kvinden skyldes bl.a., at verden alligevel ikke tegnede sig så rosenrød og retfærdig, da de kamplystne kvinder vendte hjem fra Femø. Måske brændte deres døtre sig endda på gløderne fra bh-bålet.

Efterfølgende blev der nemlig bare skabt et nyt idealbillede af en kvinde, som skal mestre det hele, samtidig med at hun dagligt konfronteres med realitygenrens, modebranchens og plastikkirurgiens forbilledlige eksempler på glatbarberet, slank og kunstig perfektion.

Ny kamp for hår på den

Det mener i hvert fald dramatiker Line Mørkeby, som kalder sit stykke, ’Hår på den’, for en naturlig modreaktion og et opgør med tidens fornyede pres på kvinden.

»For os handler det om at vise et billede, som ikke bliver vist så ofte. ’Hår på den’ taler jo til sådan en urkvinde, der står med en stav i hånden og filtret hår og råber ud over bakkerne i et eller andet vildt landskab. Udgangspunktet er kvindekroppen, og hvilke kvinder der i virkeligheden står bag det her pæne idealbillede om, hvad vi skal kunne rent fagligt, hvordan vores krop skal forme sig, og hvor vi må have hår og ikke have hår. Vi vil gerne undersøge, om vi har taget skade af i en årrække at have levet under det kvindebillede«.

Også ’De store hunner’s instruktør, Christoffer Berdal, mener, at det er efterdønningerne af den gamle kvindekamp, som endnu en gang har gjort det aktuelt og naturligt for teatret at diskutere kvinden.

»Vi har ikke opnået ligestilling, men vi er dog kommet så langt, at vi kan begynde at se på, hvilke omkostninger der var for kvinderne i at gå ud og erobre magten på arbejdsmarkedet og i det offentlige rum. De omkostninger oplever mænd måske også, og det er der, problematikkerne åbner sig igen for begge køn. ’De store hunner’ diskuterer, hvad der sker med vores solidaritet og medmenneskelighed, når vi alle skal konkurrere og gøre karriere«

På Teater Republique fremhæver dramatiker, instruktør og teaterchef Martin Tulinius især to grunde til teatrenes øgede interesse for kvinder.

»Der har været en tradition for, at de klassiske stykker har haft mange manderoller og marginalt færre kvinderoller, men størstedelen af publikum er kvinder, og derfor er det også en vigtig faktor at skabe relevante historier for dem. Jeg oplever også, at teatrene i højere grad interesserer sig for andre afarter af kunst og for at bryde med formen, og derfor sker der også eksperimenter, hvor kvinder for eksempel spiller manderoller«, siger han og tilføjer:

»Langt flere kvinder er involveret både som chefer og instruktører i stedet for ’bare at være på scenen’. Når det sker, kommer der flere kvinder i spil«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kvindeboomet på de danske scener kommer i kølvandet på en kritik af, at der er for få kvindelige roller i dansk teater. De mange kvindeforestillinger er en naturlig forlængelse af den debat, men ellers er det nu hverken primært det eller 100-året for kvinders stemmeret, der har dikteret interessen denne sæson for hverken Line Mørkeby, Martin Tulinius og Christoffer Berdal.

Og på Betty Nansen har instruktør og teaterchef Stefan Larsson først og fremmest sat ’Madame de Sade’ på plakaten, fordi det er en god og vigtig tekst om tolerance og fanatisme, fortæller han.

»Med kunst er det meget vigtigt, at man ikke laver noget, bare for at det skal være politisk korrekt. Men selvfølgelig skal teaterdirektører tage et ansvar og åbne mere op for kvinderne, især når vi arbejder med skattepenge. Alle i Danmark betaler skat, så derfor kan der heller ikke kun være gamle konger og prinser på scenen«.

Danmark er bagefter

På trods af flere kvindelige chefer og instruktører Danmark sakker generelt en smule bagud i forhold til de andre skandinaviske lande, når det kommer til ligestilling, mener svenske Stefan Larsson. Den kvinde, han oftest ser portrætteret på de danske scener, er stadig i 2015 »en sød eller sexy baby«.

Han gætter på, det skyldes en overvægt af gamle klassikere, som afspejler datidens kvindebillede, og så det faktum, at det mest er mandlige instruktører, som iscenesætter forestillingerne, også dem om kvinder denne sæson.

»Når en kvinde instruerer en kvinde, er det med et andet øje. En mand gør en kvinde til et objekt meget hurtigere. Den politiske korrekthed i Sverige går en gang imellem for langt, men den har skabt en stor bevidsthed hos mig, når jeg instruerer. Det er vigtigt, at en kvinde kan være sensuel og nøgen på en scene, men man kan gøre det på en sexistisk måde og en kunstnerisk måde, og det skal man øve sig på ved at diskutere, hvad det betyder, om en kvinde kommer ind i en lang eller en kort kjole«.

For Line Mørkeby er det især »helt absurd«, at den moderne klassiske heltinde ikke er til at få øje på i dansk teater, hvorimod eksempelvis Teater V siden 2011 har lagt skrå brædder til en teatertrilogi om Kristian Hornsleth, Casper Christensen og senest Lars von Trier.

»Det tror jeg ikke, en teaterchef ville turde, hvis det var kvinder«, konstaterer hun. »Vi lider stadig under, at vi er det svage køn. Kvinder har det også selv i sig. Det er også derfor, problematikken om kvinders position i samfundet bliver ved med at vende tilbage«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Christoffer Berdal er enig i, at der stadig er masser at efterlyse på scenen i 2015, men han ser alligevel en noget bredere palet af både kvinderoller og kvindeforestillinger end for 100 år siden, da rollelisten kun talte den unge uskyldige kvinde, hustruen, elskerinden og bedstemoderen.

Han synes, både instruktører og teaterdirektører skal være opmærksomme på kvindens synlighed og fremstilling, men allervigtigst er det at spille nogle relevante menneskelige dilemmaer.

»Køn, social baggrund, etnicitet og identitet er selvfølgelig en del af de fortællinger, men det er et tveægget sværd imellem at være bevidst omkring det og sætte sig ud over det, for i mødet mellem kvindeteksten, en mandlig instruktør og nogle kvindelige skuespillere kan der også opstå noget helt tredje, end hvis det var lutter kvinder«.

Læs mere:

IBYEN