Soloshow. På konservatoriet fik Kalle Mathiesen altid at vide, at han skulle holde sig til beatet. Men han ville hellere være den, der styrede melodien.
Foto: Finn Frandsen

Soloshow. På konservatoriet fik Kalle Mathiesen altid at vide, at han skulle holde sig til beatet. Men han ville hellere være den, der styrede melodien.

Scene

Børnenes Kalle sætter lyd på hor og druk

Kalle Mathiesen, kendt fra DR Ramasjang, har sat musik til forestillingen 'Omstigning til Paradis'.

Scene

Kalle Mathiesen er kendt for at lave musikalsk tv for børn på Ramasjang. Men i Det Kongelige Teaters opsætning af Tennessee Williams’ ’Omstigning til Paradis’ leverer han et voldsomt lydspor til en fortælling om løgn, hor og druk.

Her fortæller trommeslageren om sit arbejde med fire scener fra en forestilling, som det indimellem gør rigtig ondt at være en del af.

Åbningsscenen

I en boligblok i et arbejderkvarter bor ægteparret Stella og Stanley Kowalski i en toværelses lejlighed. En dag ankommer Stellas storesøster Blanche DuBois til deres lejlighed med sin kuffert. Til sin ærgrelse har Blanche en kvinde, der har rundet de 30. Hvad mere er: Hun fortæller Stella, at hun har måttet opgive sit job som skolelærer på grund af dårlige nerver, og at hun har mistet deres barndomshjem og familiearv, den engang så prominente ejendom Belle Reve.

I Det Kongelige Teaters opsætning spilles Blanche DuBois af Charlotte Munck, Stella Kowalski af Signe Egholm Olsen og Stanley Kowalski af Peter Plaugborg. Lydsporet til hele forestillingen skabes live af enmandsbandet Kalle Mathiesen på trommer, bas og sampler fra en position midt på scenen.

»I startscenen har jeg ladet mig inspirere af filmen ’Dancer in the Dark’, som begynder med, at tæppet er trukket for, og så spilles der musik. Jeg kunne godt tænke mig at åbne ’Omstigning til Paradis’ på samme vis, fordi man på den måde virkelig kan sætte en stærk musikalsk stemning fra starten, mens publikum endnu ikke har fået noget visuelt.

Til startscenen komponerede jeg et stykke i c-mol og fik min kone til at synge det. Hun hedder Marie Ingerslev, er sangerinde med eget band og har været medtekstforfatter på alle de sange, jeg har skrevet til Ramasjang. Fordi jeg er trommeslager, er mit øre for melodier ikke så stærkt som mit rytmiske øre. Marie er god til at inspirere mig til melodier, der går andre veje end dem, jeg ellers finder på.

Men da vi gik i gang med prøverne til ’Omstigning til Paradis’, kunne jeg mærke, at det blev alt for pænt og tonalt med det stykke, jeg havde skrevet til startscenen. Så prøvede jeg at køre vokalsporet baglæns i computeren, og det fungerede ret fedt. Derfor er hele indledningsscenen noget med baglæns kor og musik, der har fået et meget mørkt vibe. Og det passer godt, for følelsesmæssigt er det et meget mørkt stykke.

Jeg har før prøvet at være alenemusiker på en scene, da jeg lavede ’Kærlighed uden strømper’ på Riddersalen. Men da var der tale om sange og ikke et lydspor under replikkerne som det, jeg laver nu. Sammen med skuespilleren Kristian Halken har jeg også lavet en del forestillinger, og nogle af dem har været på baggrund af tunge tekster af Søren Kierkegaard eller Johannes V. Jensen. Men fælles for alt, hvad jeg har lavet før, er, at det har haft sprækker af lys eller været morsomt. Det, jeg laver til Ramasjang, er jo også glædesfyldt. ’Omstigning til Paradis’ er bare sort. Og hver gang stemningen er ved at blive lidt lysere, bliver det effektivt manet i jorden«.

Vulkanen Blanche

Stanley kommer hjem efter arbejde. Stella er i bad. Stanley tilbyder Blanche en drink og tager selv den første af mange. Hun afslår og siger, at hun ikke drikker ret meget. Sandheden er, at hun i så fald usædvanligt ofte drikker lidt ad gangen.

Som ung var Blanche gift med Allan, der i virkeligheden var bøsse og tog livet af sig. Stanley mistænker hende for at have svindlet med familiearven eller ødslet den bort. Han undrer sig over, at hun har så mange dyre ting, undersøger hendes kuffert og finder en stor bunke breve. Blanche får et af sine sammenbrud og fortæller, at det er kærestebreve. De er fra Allan.

Stanley røber, at Stella er gravid. Igen skifter Blanche humør. Før var hun rasende. Nu kvidrer hun løs som en kanariefugl om babyen, da Stella kommer ud af badet.

»Efter åbningsscenen muffer vi over i det, vi kalder ’The Allan Theme’. Det er et tilbagevendende musikalsk tema, der understreger figuren Allan, som har begået selvmord. Det tema bliver brugt som en oase i stykket fire-fem gange, hvor forestillingen bliver surrealistisk. I de passager stopper dialogerne, og i stedet oplever man lys, kroppe og musik et stykke tid.

Trommesættet står midt på scenen, og resten af scenografien drejer sig omkring det. Faktisk kan scenen i bogstavelig forstand dreje sig rundt om trommesættet. Som jeg ser det, er trommerne den drivende faktor, der spiller det hele fremad. Vi er et i hjem, der ikke rigtig fungerer, og hvad er så lyden af den stemning? I min udlægning er det for eksempel et beat, der lyder som et tikkende ur for at signalere, at tiden bare går og går, uden at der gøres noget ved de problemer, der er.

Trommerne spiller næsten hele tiden som et rytmetæppe under det, der foregår. Den enerverende gentagelse af et beat fungerer nogle steder som det, der skubber konflikterne i gang. Karaktererne på scenen udfordrer hinanden, skubber til hinanden med ord og kroppe og spiller deres spil over for hinanden. Imens spiller jeg mine trommer. Det er en svær opgave, for jeg må ikke spille særlig højt. Man skal jo kunne høre replikkerne. Instruktøren Egill Pálsson havde brug for en trommeslager, der var allround, og fik anbefalet mig af en, vi begge kender. I sin tilgang er Egill Pálsson inspireret af filmen ’Birdman’, tror jeg. Hele soundtracket i ’Birdman’ spilles af en jazztrommeslager, og jeg er uddannet trommeslager på konservatoriet og har spillet en masse forskelligt.

På konservatoriet sagde de hele tiden til mig, at jeg skulle holde mig til beatet. Men jeg har altid gerne villet bruge hele trommesættet og få lov til at være en styrekran. Jeg har det svært i en bandsammenhæng, hvor jeg skal indordne mig. På en eller anden måde er det lykkedes mig at lave en masse, hvor jeg er solomusiker«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når mændene slår kvinderne

Begær, desperation, skænderier, slagsmål, forsoning, druk og afsløring af løgne tager til i Stellas og Stanleys lille lejlighed, hvor Blanche nu bor.

Noget lignende finder sted i nabolejligheden, der bebos af det lidt ældre ægtepar Eunice og Steve Hubbell. Sommetider holder Stanley pokeraftener hjemme, og på en af de aftener møder Blanche Stanleys kammerat Mitch. De flirter og indleder en platonisk romance, for Blanche er en ærbar kvinde. Påstår hun. Men det kommer Stanley for øre, at Blanche i sin hjemby indtil for ganske nylig har boet på et hotel, hvor hun har haft sex med den ene mand efter den anden.

Oven i købet er det ikke et nervesammenbrud, der har tvunget hende væk fra lærerstillingen. Hun er blevet fyret, fordi hun har haft en affære med en elev. Oplysningerne ødelægger Blanches mulighed for at blive gift med Mitch.

Stanley føler sig nu overlegen i forhold til Blanche, der har kaldt ham primitiv og indtil videre har kunnet holde ham på plads med sine verbale evner. Stanley er ofte voldelig over for Stella og bliver nu voldelig over for Blanche. En voldtægt finder sted.

»I voldsscenerne ville det være oplagt bare at følge med energien på trommerne. Voldsom energi er jo noget af det, trommer mildest sagt kan.

Men jeg har valgt at gå den modsatte vej. Jeg spiller også bas i forestillingen, og i stedet for at tæske løs på trommerne, når mændene slår kvinderne, prøver jeg at skabe en anden stemning på bassen. En stemning, der er paradoksalt blød, men stadig ildevarslende.

I stedet for at overdøve volden har jeg valgt at skabe nogle toner, der giver plads til den, så den bliver helt tydelig. Hvis jeg i stedet havde understreget volden ved at spille energisk på trommer, ville det have været ligesom at give publikum ost med ost på. Skuespillernes energi i voldsscenerne fortæller det så rigeligt«.

Blanche bryder sammen

Efter voldtægten, og efter at Stella har født, pakker Stella og Eunice en taske med Blanches ting. Blanche er i bad og tror, at der kommer en millionær for at hente hende og opfylde hendes fantasi om et andet liv. I stedet er det en læge og en sygeplejerske, som vil anbringe hende på et psykiatrisk hospital.

Blanche aner uråd og går i panik, men lægens gentlemanmanerer beroliger hende, og hun bliver ført bort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Gennem hele stykket er Blanche ekstremt meget up and down, mens hun prøver at forklare, hvem hun er. Ingen forstår hende. På en måde bliver hun Stanleys spejl. Blanche viser ham, hvem han er, og der udfolder sig en kamp mellem de to. Det er ufattelig trist at overvære. Man er helt blå indeni, når man går hjem efter at have overværet det stykke.

Jeg kendte ikke historien på forhånd. Jeg havde kun hørt om den. Og jeg har stadig hverken læst stykket eller set filmen, for jeg ville have en helt åben indstilling til stoffet, mens jeg arbejdede med forestillingen. Jeg har virkelig suget til mig af Egill Pálssons nutidige fortolkning, og rigtig meget af mit spil er improviseret frem i samarbejde med skuespillerne.

Helt mod slutningen af stykket bliver det virkelig Blanche, der er i centrum. Det er gået heftigt for sig i lejligheden, og i den her scene overtager hun simpelthen mine trommer. Hun spiller sine følelser ud. Det var noget, vi jammede frem. Eftersom ingen forstår, hvad hun vil, prøver hun en sidste mulighed: at tromme det ind i hovederne på dem«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce