Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Den 50-årige førtidspensionist Eddie Emhof Brøchner er med, når teatergruppen Fix & Foxy fra 21. november genskaber klassikeren 'Det Store Ædegilde'. I originalversionen af 'Det Store Ædegilde' er det fire mænd fra samfundets top, som æder sig ihjel. I Fix & Foxys udgave har fire rigtige pensionister og kontanthjælpsmodtagere hovedrollerne. Kilde: Politiken.tv / medvirkende: Eddie Emhof Brøchner / Producer: Peter Vintergaard

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kontanthjælpsmodtagere er eliten i nyfortolkning af 'Det store ædegilde'

Instruktørduoen Jeppe Kristensen og Tue Biering, også kendt som Fix & Foxy, har inviteret mennesker, man sjældent hører noget til, op på scenen. Og hvorfor så det?

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det starter med, at jeg kommer i tvivl.

Må jeg notere det her, og vil jeg overhovedet? Er det ikke at udstille et menneske, som godt nok frivilligt har stillet sig til skue oppe på scenen, men som også virker så fint og skrøbeligt?

Hun kunne jo ikke på forhånd vide, at der ville være en journalist til stede, tænker jeg, men på den anden side er jeg blevet præsenteret, så hun ved godt, at jeg er her. Og nu står hun altså der og fortæller om, hvordan hun gennem tolv år af sit liv fandt det nødvendigt at ryge hash næsten hver dag, fordi hun i sin barndom blev seksuelt misbrugt.

Om, hvordan hashen hjalp hende med at undertrykke minderne, men også om, at hun i dag har det bedre. Det virker grænseoverskridende, det kvinden på scenen fortæller, men også ekstremt modigt.

Og netop tvivlen er interessant. For hvordan er det, vi taler om dem, som har det svært? Gør vi dem i virkeligheden ikke en bjørnetjeneste, når vi i stedet for at høre på dem og give dem taletid, for eksempel her i avisen, skærmer dem fra virkeligheden og velmenende gemmer dem væk?

Er der ikke noget paradoksalt i den måde, vi som samfund går til opgaven på, når det handler om de mennesker, som af en eller anden grund ikke helt kan følge med? Kontanthjælpsmodtagere eller førtidspensionister. Misbrugere. Vi skriver om dem, men lader vi dem tale?

Langt fra eliten

Det er sådan nogle tanker, som ligger til grund for, at kvinden kan stå der på scenen og fortælle, for det er sådan nogle tanker, som instruktørduoen Jeppe Kristensen og Tue Biering har gjort sig i forbindelse med deres nye forestilling, ‘Det store ædegilde’. Kvinden er til audition, scenen er Dansehallerne i Carlsberg Byen.

Forestillingen bygger på Marco Ferreris ‘La grande bouffe’ fra 1973, en filmisk tour de force udi dekadence og frås. Filmen handler i korte træk om, at eliten, repræsenteret af en dommer, en pilot, en kok og en filmproducer, i et anfald af eksistentiel lede mødes med henblik på at æde sig selv ihjel. Et mål, de forfølger så effektivt, at et toilet på et tidspunkt bukker under i en eksplosion af lort.

Filmen var en kritik af det overforbrug, den vestlige verden kastede sig ud i i årtierne efter Anden Verdenskrig. I Kristensen og Bierings fortolkning til teatret bliver dette kun forstærket, da alle medvirkende er frivillige, helt almindelige mennesker, som alene har det til fælles, at de netop ikke er en del af eliten, da de alle er på overførselsindkomst.

Og nu er vi altså til audition.

En af de fire, der er mødt op, hedder Eddie. Han er en 50-årig førtidspensionist fra Amager, som engang var misbruger, og som stadig har ar på armen. Han bruger meget af sin tid på at rådgive andre misbrugere, men han slår også græs for nogle gamle damer en gang imellem. Eddie er ikke så høj, men han har, som han siger, en ung krop, og når han kigger på folk, læner han sig frem, så hans briller glider ned langs næsen. Eddie er en højt grinende og meget talende mand, men han lytter også.

»Og dig, der har haft en depression«, siger han og kigger hen på en kvinde, som ikke er kvinden fra før. De sidder alle fire på scenen, omme bag et bord. Der er lidt sidste nadver over hele opstillingen.

»Det har jeg også haft, det var dengang, jeg var misbruger, da vejede jeg 54 kilo, men i dag vejer jeg 73 kilo, ha ha ha, og det er godt, at jeg nu er clean, for så kan jeg igen dufte nyslået græs og få morgenstiv pik, det kunne jeg ellers i kke i årevis«.

Tue Biering spørger de fire, hvorfor de er her, og hvad de håber at få ud af forestillingen.

»Jeg vil bare ikke skamme mig længere«, svarer den tidligere hashafhængige kvinde, der i forestillingens ånd nok egentlig bør præsenteres ordentligt, tænker jeg nu. Hun hedder Ann-Selena.

»Det skal du heller ikke«, siger Eddie så.

Amagerkansk hall of fame

De fire sidder side om side bag bordet, der er dækket af en blå papirdug. Bordet er tomt bortset fra en flaske vand og nogle gennemsigtige plastikglas, men planen er, at når forestillingens prøver kommer i gang, skal de medvirkende spise overdådigt. Præcis som i filmen.

Det er på en måde en mærkelig audition. De fire taler bare sammen, Jeppe Kristensen og Tue Biering siger ikke meget. Først er de fire meget reserverede, så lidt mindre. Med undtagelse af Eddie, selvfølgelig, han taler bare. Fra tid til anden bryder Tue Biering ind, og for en stund brydes illusionen om, at der her er tale om en ganske almindelig samtale om livet på overførselsindkomst.

Hvad ville de gøre, hvis de havde utrolig mange penge, vil Tue Biering for eksempel vide.

Eddie ville købe en af de her kunstige øer, de har i Dubai, og derude ville han leve sit liv i solen. Ann-Selena ville købe et hus, hvor hendes bror, der har forsøgt at begå selvmord, og som nu bor på institution, kunne flytte ind sammen med hende. Her ville hun så passe på ham.

Hvordan har de det med, at de en dag skal dø, spørger Biering så.

Ann-Selena vil nå at påvirke verden til det bedre, inden det sker. En anden kvinde, der gerne vil være anonym, håber, hun kommer til at sove stille ind. Eddie har det dårligt med det.

Så er der rygepause. Jeg går med Eddie ud i kulden, og her fortæller han mig, at han altid har gået med en drøm om at blive skuespiller, »men sådan nogle som mig har jo ikke råd til at tage skuespilstimer«, som han siger.

»Folk har altid sagt til mig, at jeg burde være med i en Frank Hvam-film, ha ha ha, men det her må jo så være en slags bagdør ind til drømmen«.

Han hiver ærmet op og viser mig arrene fra de kanyler, han stak sig med inde på Istedgade for mange år siden. Fortæller mig så pludselig, at han faktisk kender Michael Kristiansen, vores forhenværende statminister Foghs spindoktor, for han gav altid Eddie en halvtredser, dengang Eddie solgte Hus Forbi, og han købte ham også en caffelatte hver dag. Han ville dog aldrig have bladet.

Eddie kender også Mikkel Kessler og Joan Ørting, siger han. En slags amagerkansk hall of fame.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi går ind igen. Tue Biering beder de fire om at stille sig et vilkårligt sted på den store scene og danse til først noget klavermusik og derefter Møs ‘Lean On’. De skal bare slappe af, siger Tue Biering, hvilket selvfølgelig er fuldstændigt umuligt, og det virker temmelig akavet. Det bliver igen tydeligt, at der ikke er tale om professionelle skuespillere, men helt almindelige mennesker, som frivilligt er dukket op.

Eddie danser ved at pege på alle i rummet. Så stopper musikken, og Tue Biering siger:

»Giver det mening, det her?«.

Det med bjørnetjenesten

Gør det så det? Tre uger senere møder jeg igen Tue Biering og Jeppe Kristensen og deres nu ni medvirkende (der har i mellemtiden været afholdt endnu en audition), og instruktørduoen og jeg sætter os for at vende netop det spørgsmål. Og et par andre, det er klart.

Hvorfor er ‘Det store ædegilde’ interessant?

»Jeg synes, at vores medvirkende er interessante. Jeg synes, at det, de repræsenterer, er interessant og væsentligt at sætte på scenen. Det er nogle helt andre fortællinger, end vi er vant til at høre«, siger Tue Biering.

Jeppe Kristensen tager over.

»Filmen er interessant for os, fordi den spejler nogle forhold ret præcist. Det er en film, der består af ekstrem overflod og sådan en ... målrettet nydelse. Og det bliver interessant som spejl for nogle mennesker, der er i en helt anden situation«.

Duoen mener, at der er en enorm afgrund mellem det, forestillingen handler om, og dem, der skal spille den, og at der i den afgrund er noget at komme efter. Fordi:

»Der er ekstremt store fordomme på spil, når man sætter kontanthjælpsmodtagere til at portrættere samfundets elite og dens frås. Der opstår nogle fiktioner oppe i hovedet på folk, stereotyperne begynder at rumstere. Fiktionen om, at kontanthjælpsmodtagere er nogle nasserøve, er jo lige så meget en fiktion, som at rige mennesker er ulykkelige, fordi de har for mange penge«, siger Tue Biering.

Altså er det fordommene, der skal undersøges, ligesom ‘Det store ædegilde’ kan være et sted, hvor vi for en gangs skyld kommer til at høre fra nogle mennesker, som diverse politikere har travlt med at lovgive om, men som sjældent bliver hørt.

Hvorfor er afgrunden mellem at kunne æde sig selv ihjel og så at være kontanthjælpsmodtager interessant lige nu?

»Ja, man kunne godt forestille sig, at vi havde fået ideen til forestillingen for få uger siden, men det har været et projekt, som har været længe undervejs. Jeg tror også, vi kunne have lavet forestillingen for ti år siden. Eller tyve. Vi har altid haft en tendens til at inddele os selv i klasser, det er ikke noget nyt«, mener Tue Biering.

Og så tilbage til det med med tvivlen fra indledningen af denne artikel. For når jeg er i tvivl om, hvor detaljeret jeg bør være, når jeg beskriver Ann-Selenas fortælling, så er det et meget godt billede på det problem, Tue Biering og Jeppe Kristensen ser. I dette tilfælde er det i medierne, men det findes generelt i samfundet, mener de.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvilke tanker har I gjort jer i forhold til at undgå at udstille de medvirkende?

»... Altså det ... det er virkelig svært«, starter Tue Biering langsomt.

»Men den der udstillelse ligger jo faktisk i, at der er nogle, der mener, at de her mennesker er så skrøbelige og sårbare, at man ikke bør sætte dem på en scene. Det er de jo ikke. De er sindssygt modige. De tør nogle ting, som jeg ikke ville turde«, siger han og fortsætter:

»Det er et virkelig pudsigt paradoks, at samfundet gerne vil beskytte dem ved at parkere dem endnu længere væk fra at få muligheden for at sige noget. Det kan være voldsomt provokerende for sådan nogle som os gentagne gange at opleve at blive mødt af den her velmenende tagen varen på nogle andre, når dem, det vedrører, virkelig har lyst til at være med og måske endda har brug for det«.

Læs mere:

IBYEN

Jens Hartmann Schmidt

Stor bydelsguide:  Sådan skal du bruge 10 timer i Københavns Hollywood

Casper Dalhoff

Stjernekok åbner nyt sted på Christianshavn:  Her er 5 ting, du skal spise og drikke i september

Martin Lehmann

Det bedste stambord, den klammeste kælder og den smukkeste park:   25 københavnere udpeger deres yndlingssted i byen

Tobias Nicolai/Tobias Nicolai

Ibyens store burgerguide:  Hvor spiser man Københavns bedste burger? Vi viser vej til 12 saftige bud

Ivan Boll

Henrik Palle guider:  Her finder du Københavns bedste antikvariater

Mads Elsøe (Arkiv)

Ibyens gadeguide:  Gammelt slumkvarter bobler af gode spisesteder

Martin Lehmann

Stor bydelsguide:  Sådan skal du bruge 10 timer i Københavns rå mutant-bydel på ydersiden af Nørrebro

Emma Sejersen

Velkommen til hovedstaden:   Den ultimative byguide til nye studerende i København

Erik Petersen

Hjælp, min ven skal giftes:  Den perfekte polterabend? Her er 12 anderledes ideer

Louise Herrche Serup

Mor er støjfølsom, far er nærig, og naturvin smager surt:   Her er 10 af de bedste forældrevenlige spisesteder i København

OLESEN PETER HOVE

Her er 20 af de bedste gratis oplevelser i København

Veras

Ibyen klæder dig på:  Her er de bedste loppemarkeder i København

Jacob Ehrbahn (arkivfoto)

Spis ude på budget:  Her er Københavns bedste, billige restauranter ifølge 11 kokke og madnørder

Hurra!  Hvor holder man en fremragende fødselsdag i København? Ibyen giver dig 12 stærke bud

Nanna Navntoft

Ibyen Cheap Eats:  Her er de 20 bedste serveringer i København, der gør dig mæt for max 100 kr.

Jens Dresling

Ibyen guider:  Der er keramik overalt. Besøg disse 5 små værksteder, hvis du vil se noget af det mest interessante

Maud Lervik

Den store karaoke-guide:  Hvad skal I synge? Og hvor? Ibyen og musikanmelderne guider

Mads Nissen

Spis billigt ude:   Her er 9 folkekøkkener i København

Louise Serup

Syv hyggelige boghandlere:  Her serverer de byens bedste læsestof til kaffen

Jens Dresling

Guide:   Her er Københavns bedste museumscafeer

Maud Lervik (arkivfoto)

Ingen gramseri. Ingen racisme. Ingen diskrimination. Er det her fremtidens natklub i København?

»Man bliver grinet af eller får en kommentar som: »Slap dog af, jeg synes bare, din røv er god, tag det som et kompliment«

Inger Christine Løwe

»Jeg ved, at kommentarerne vil komme, for mit tøj vil af nogle blive opfattet som et råb om opmærksomhed«

Peter Hove Olesen

Rundspørge:  Kvinder overvejer, om de kan forsvare sig med nøgler og paraplyer, når de færdes alene om natten

Nanna Navntoft

Sådan svarer du igen:   Råb »kogte gulerødder!« til dem, der chikanerer dig i nattelivet

Philip Davali/Philip Davali

Send os dit tip:  Hvordan skaber vi et tryggere natteliv?

Peter Hove Olesen

Guide:  Her er 3 københavnske klubber med safer space-politik

Peter Hove Olesen

Natklub-ejer:  »Det største problem, vi har, er at mænd ikke kan opføre sig ordentligt, er for fulde eller for nærgående«

Peter Hove Olesen

Mød Club Mafia:  20 unge patruljerer byens natklubber. De er færdige med diskrimination, sexisme og racisme

Olivia Loftlund

38 organisationer tager afstand fra Distortion-leders status­opdatering:  Vi føler os ikke trygge til jeres gadefest

Joachim Adrian

Distortion-leder undskylder:  Jeg forsøgte at være sjov, og det gik helt galt