Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

liv. Om to år skal beboerne på Peder Lykkes Vej 61 være ude af bygningen, som efter planen skal rives ned. Men indtil da medvirker flere af dem i forestillingen om livet i højhuset.
Foto: Miriam Dalsgaard

liv. Om to år skal beboerne på Peder Lykkes Vej 61 være ude af bygningen, som efter planen skal rives ned. Men indtil da medvirker flere af dem i forestillingen om livet i højhuset.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ny forestilling: Hvem har ret til at bo i København?

Vandreforestillingen ’En landsby på højkant’ udspiller sig i et nedrivningstruet højhus på Peder Lykkes Vej 61 på Amager.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kl. 10: Morgenmøde

Det er en kold morgen i februar. I en grå betonklods på Peder Lykkes Vej 61 på Amager begynder en ny dag for 240 beboere.

Om bare to år bor de her formentlig ikke længere, og højhuset, som lider af forvitring, vil være revet ned til grunden og erstattet af butikker og rækkehuse. Men for tiden har en lille gruppe fremmede indlogeret sig bag et af betonens mange vinduer med kunstneriske ambitioner og pionerånd i kufferten.

»Hej«, siger Rosa Sand, da hun hjemmevant åbner døren ind til lejligheden på 12. sal, hvor der roder med strutkjoler, parykker, gule post-its og plantegninger over bygningen. Normalt bor skuespilleren på Vesterbro, men for tiden er højhuset hendes andet hjem.

Man lærer at være et rummeligt og empatisk menneske

Sammen med skuespiller Gry Guldager, instruktør Lene Skytt, scenograf Katrine Gjerding, musiker og producer Nils Foss og rekvisitør og forestillingsleder Anka Holm Sørensen skiftes hun til at overnatte i den lånte lejlighed, mens gruppens fælles forestilling ’En landsby på højkant’ stykkes sammen i tæt samarbejde med husets beboere.

Denne tirsdag i februar er der kun en uge til premieren, så forude venter en arbejdsdag med både dagsprøver og en gennemspilning senere i aften. Men først gnaskes der rundstykker og uddeles kollektiv kampgejst på et fælles morgenmøde.

’En landsby på højkant’ er en vandreforestilling, hvor publikum guides rundt til forskellige poster i betonklodsen af Gry Guldager, Rosa Sand og en håndfuld beboere, som både synger, spiller, danser, går catwalk og deler ud af historier om huset og sig selv. Forestillingen ønsker at give menneskene i det nedrivningstruede højhus en stemme og kaste lys på kritikken om, at mangfoldigheden skrumper ind i byen ved at rejse spørgsmålet: Hvem har ret til at bo i København?

Foto: DALSGAARD MIRIAM

Ideen til projektet blev undfanget i et sommerhus for et par år siden, da kunstkollektivet Familien, der ud over Gry Guldager, Rosa Sand og Lene Skytt består af scenograf og kostumedesigner Maria Noer og dramaturg Tine Byrdal, besluttede sig for, at de gerne ville lave noget borgerinddragende teater i byrummet – de vidste bare ikke hvor.

»Jeg bor i de nyetablerede lejligheder for ressourcestærke familier i Sundholm Syd og var på barsel, så jeg gik rundt med barnevognen og tog den med herind og op på 15. sal for at se udsigten. Jeg blev ret vild med betonæstetikken og de lange gange, og så repræsenterer bygningen jo Urban Hansens fine tanke om billige boliger til alle i København«, fortæller Lene Skytt.

»På vej ned igen mødte jeg en mand i elevatoren, som kiggede på mit barn og spurgte: »Mangler I et sted at bo, så sig til, for så skal vi nok finde ud af det«. Det var så rørende, og så var der jo det dramatiske element, at huset her skal rives ned i 2018«.

Selv kan Lene Skytt godt lide at bo på Amager, fordi mangfoldigheden stadig anes her modsat steder som eksempelvis det byfornyede Vesterbro. Både hun, Gry Guldager og Rosa Sand er vokset op i udkanten af 1970’ernes sociale boligdrømme. Gry i Farum Midtpunkt, Lene i Taastrup og Rosa på Amager. I de områder vrimlede det med folk med alle baggrunde og professioner, og derfor har de tre også oplevet solidaritetens og mangfoldighedens kvaliteter på nært hold, fortæller Lene Skytt.

»Når man bor i et område som barn, tager man jo alt for pålydende. Man lærer folk at kende, og så hilser man jo bare på Kenny, Brian og Mikkel på bænken. Man udvikler en social intelligens og lærer at være et rummeligt og empatisk menneske, når man ser, at alle ikke er ens«.

Kl. 13: Stine

Rundstykkerne er spist og morgenmødet hævet, da Rosa leder vej ind i elevatoren, som fører os ned på stueetagen, hvor dagens prøver skydes i gang. Her ligger husets mange fællesfaciliteter, som består af både vaskeri, motionsrum, bibliotek/tv-stue, et selskabslokale, et værksted, et krea-rum, et stort aflangt rum, som bruges som café, Hvid stue med bordtennisbord og beboernes eget værtshus, Rød stue, hvor der fægtes med billardkøer og sludres over en bajer.

En af husets yngre beboere, Stine på 33, kommer os i møde på skælvende ben med favnen fuld af tunge rammer dåsesodavand. Hendes hår daler mørkt og langt ud over skuldrene i den lyseblå badekåbe, og fødderne er pakket ind i sutsko med to smilende julemandsansigter som snuder. Hun hilser og indvilliger imødekommende i en snak i selskabslokalet.

Stine har boet i huset på Amager siden 1. september 2014, fortæller hun, men hendes nu afdøde bonusfar nåede at bo her i 12 år, så hun er kommet her længe før det. Flere nytårsaftener har hun nydt fyrværkeriet fra udsigten allerøverst på 15. sal.

Hun tog selv initiativ til at blive en del af forestillingen, da Familien rykkede ind, for det irriterer hende, at politikerne bare kan sidde på Christiansborg og sige: »Den bygning må I godt rive ned – skide fucking være med dem, der bor der«, i stedet for i det mindste at komme og møde dem, de gør hjemløse, siger hun med tyk københavnerdialekt. Derfor var hun heller ikke længe om at forfatte en sang om sig selv og husets vigtighed, som hun skal fremføre i forestillingen.

Stine har boet mange forskellige steder, men grunden til, at hun føler sig hjemme lige præcis her, er meget enkel, siger hun og vifter med fødderne. »Jeg befinder mig i stueetagen i en opgang iført badekåbe og sutsko«.

Det sociale sammenhold fylder meget her, og det er perfekt for Stine, for hun kan ikke lide at være alene.

Det har hun ikke kunnet, siden hun som 15-årig flyttede sammen med en psykopat, som hun kalder ham, der lærte hende, at hun ikke var værd at elske. Derfor har hun også altid haft mange skiftende kærester, som kunne forsvare hende, hvis han pludselig stod der igen, og som fik hende til at føle sig tryg og accepteret. Men her i huset har de andre beboere overtaget den funktion.

Da hendes bonusfar døde for et par år siden, tilbød en kvindelig beboer Stine, at hun kunne stå for gravøllet, og så lavede hun en masse sandwich, mens nogle af de andre i huset sørgede for, at der var sodavand, te og kaffe. Da selskabet kom tilbage til Peder Lykkes Vej efter begravelsen, stod det hele klar. Men Stine var stadig ked af det, så en af de mandlige beboere tog hende med på værtshus. Da de to gik hjem igen efter en Cuba Caramel, lagde han armen om hende: »Jeg passer jo på dig«, sagde han. »Det ved du jo godt«.

Foto: DALSGAARD MIRIAM

Kl. 14: »Ikke røre min numse!«

Rosa kommer valsende ind i cafeen iført stiletter og en grå sweatshirt med ordene ’Amager – Café Højden’ på. Hun laver et lille ophold, placerer hænderne i siden og stirrer stift frem for sig. Så skrider hun lydløst ned ad det tykke grå væg til væg-tæppe og kravler op på et bord, som er blevet skubbet frem midt i rummet og nu agerer catwalk-podium.

Gry følger efter i en lilla joggingdragt af satin. Udklædningen har de to fundet i husets fælles byttekasse, og som et led i forestillingen er det meningen, at publikum skal tage et stykke tøj med hver, så de selv kan blive en del af helheden. For enden af bordet sidder Lene Skytt og kaster instruktioner af sted efter modeshowet.

En spinkel rødmosset herre med hue og grøn joggingdragt dasker nysgerrigt omkring dem. »Ja, hop op på bordet og skift pæren. Næste gang kommer jeg nøgen til modeshowet, men ikke noget med at røre ved min numse«, snøvler han fnisende. »I er frække – jeg melder jer sgu!«.

Kun en nærig mængde lys trænger ind bag de tunge blå gardiner, der dækker vinduerne i hver sin ende af den aflange café. En gang imellem slingrer folk hostende ud fra Rød stue og hiver toner fra Kim Larsen med sig. I det fjerneste hjørne sidder en gruppe bredskuldrede mænd med halvlangt hår i en krydret røgsky og skraldgriner fra det dybeste dyb. »Kan I ikke gøre det til Deep Purple?«, og »Pas nu på, I ikke slår en prut«, skryder de efter Rosa og Gry, der for længst har lært at lukke af for forstyrrelserne.

En beboer i skovmandsskjorte bryder pludselig ind i løjerne med en diskolampe i hånden og sætter den i stik, så den drejer rundt over bordet og bader det i regnbuefarver. »Er der bal, så er der bal«, smiler han, mens Lene, Gry og Rosa takker begejstret for bidraget. Det er lige præcis det, som det her hus kan, har Familien fundet ud af: Her hjælper man hinanden, og som en anden eksotisk gimmick hilser man endda på gangen.

»Jeg kender knap nok mine egne naboer, så jeg er blevet så overrasket over, hvad jeg har fundet her, og nysgerrig på, om jeg mon kan lære noget af det«, fortæller Gry Guldager.

Hendes umiddelbare bud er, at tiden i huset indtil videre har gjort hende mere interesseret i de mennesker, hun møder i sin dagligdag, og det er en vigtig udvikling at få etableret den tillid til omverdenen, for ellers kan hun ikke bevæge sig nye steder hen, som hun ikke vidste fandtes.

»I starten tænkte vi faktisk, at beboerne skulle give publikum et kursus i, hvordan de gør, for her kan de finde ud af at tale om deres problemer, og de har et fællesskab. Det er nede på jorden, og det savner jeg vanvittigt på Vesterbro, hvor jeg selv bor«, supplerer Rosa Sand.

»Det er så unikt, og derfor er det også sindssygt, at man ikke tager det seriøst inde på Christiansborg, men bare spreder folk for alle vinde«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kl. 17: Faxe Kondi hos formanden

»Har du set udsigten? Vi har hele byen for vores fødder«. Teaterflokken har trukket sig tilbage fra højhuset i en kort pause mellem dagsprøverne og aftenens gennemspilning, da 60-årige Torben byder indenfor i sin lejlighed på 11. sal. Han spejder ud ad panoramavinduet, hvor livet i Københavns mange bebyggelser lyser vinterens eftermiddagsmørke op. »Jeg har altid boet på Amager. Jeg er født her«, siger han og tænder en smøg.

Lejligheden i højhuset har været Torbens siden 2012. Han er uddannet glarmester, og han arbejdede som tømrer og lærer på Teknisk Skole, men der kom lidt for meget alkohol ind i billedet, og han blev skilt og fyret. »Den sædvanlige historie«, gnægger han lunt. »De fleste af beboerne her har nok oplevet, at filmen er knækket på et eller andet tidspunkt«.

Som formand for Peder Lykkes Vej 61 er Torben en af de beboere, som har en fremtrædende rolle i forestillingen, når han som en del af ruten skal fortælle om husets historie, sin ambition om at få beboerne genhuset og sin egen kamp med at stille op til kommunalvalget. Genhusningen af beboerne er især en mærkesag, for der er nok en 40-60 stykker, estimerer Torben, som bare ryger på gaden, når bygningen rives ned. Derfor har han også forsøgt at redde huset flere gange. Både en advokat, Nykredit og Danske Bank har været indover med henblik på at lave lejlighederne om til andelsboliger, men boligselskabet Domea vil ikke sælge, så den strandede der.

De er hinandens familie

Spørger man Torben, er det forfærdeligt, at mangfoldigheden skubbes længere og længere ud af byen. Så bliver København en ghetto for ressourcestærke mennesker, men der skal også være plads til bisser og bumser, ellers tror han, at nogle mennesker mister realitetssansen i forhold til, hvordan verden ser ud i virkeligheden.

Hoveddøren går i gangen ved Torbens lille nyrenoverede køkken. Det er kæresten Maj-Britt, som kommer hjem fra flexjobbet i Café Sonja i Saxogade. Hun medvirker også i forestillingen, hvor hun skal fortælle sin egen historie og synge Patsy Cline-hittet ’Crazy’.

Maj-Britt og Torben forelskede sig på Rød stue, kort efter at Maj-Britt var rykket ind på 10. sal, fortæller hun. Indtil da havde hun boet hos en veninde, og Peder Lykkes Vej 61 blev derfor hendes første rigtige hjem i lang tid.

»Noget så banalt som at sætte nøglen i låsen og lukke døren og vide, at det er mig selv, der bestemmer, hvornår den skal åbnes igen, var ren eufori«, husker hun. »Mine møbler havde været opmagasineret længe, men da de kom, og jeg pakkede dem ud, var det ligesom jul, påske og fødselsdag på én gang«.

Her på Amager er der rum til forskelligheder og pudsigheder, og det er noget rod, hvis byen bliver mainstream, for det er ikke meningen, at vi skal være ens, mener Maj-Britt. »Så længe der er mangfoldighed, kan man jo opleve alt fra forbløffelse til inspiration«.

Foto: DALSGAARD MIRIAM

Kl. 19: Slanger og Chopin

Det er blevet aften på Amager og tid til, at Familien og de optrædende beboere samles til den fælles gennemspilning. I en lille klynge bevæger de sig af sted på ruten, der fører dem ind og ud af elevatorer, op og ned ad trapper, forbi Stines og Torbens lejlighed, udenfor og videre ind på Torbens kontor og ned i cykelkælderen, hvor Gry vrider kroppen fysiodramatisk, mens to tv-skærme viser en film af højhuse, der sprænges i luften. Tilbage i huset changerer aromaen mellem steg, karry og sødlig tjald på de lange gange. Et skilt på en grøn dør på beder forbipasserende om at lukke røven.

»Er I bange for slanger?«, spørger den yngste af de medvirkende beboere, den musikstuderende Max, inden han viser indenfor i sit hjem, som han deler med en trynesnog og en mælkesnog.

Max er faktisk selv bange for slanger, afslører han, og derfor havde han heller aldrig troet, at han skulle ende med at have nogen selv. Han fik dem stukket i hånden af en kok på gangen, som skulle flytte sammen med sin kæreste. Men Max overvejer, om han skal bytte slangerne ud med et marsvin i stedet, for han er begyndt at få det lidt mærkeligt med at fodre dem med mus – især når musene er levende. Når slangerne spiser, sætter han sig derfor gerne ned ved sit keyboard og spiller et stykke musik.

»Og det vil jeg også gøre nu, men de nysgerrige kan få lov til at se, hvordan det ser ud, når slangen spiser«, siger han og nikker hen mod et tv, hvor en film viser mælkesnogen, der fortærer en lille hvid mus. Max sætter sig ved keyboardet og lader klassiske toner fra Chopins ’Fantasie Impromptu’ strømme ud af fingrene som underlægningsmusik.

Han har boet i huset i to år, siden han flyttede fra Esbjerg til København for at starte på musikvidenskab. Det minder ham lidt om et kollegium, for han kender sine naboer rigtig godt. Nogle gange drikker han rødvin eller kaffe med dem på altanen, selv om de fleste er meget anderledes end ham.

»Den anden dag hjalp jeg en dame med at løfte hendes cykel op ad trappen, og så fortalte hun mig, at det var hende, der var med til at grundlægge Pusher Street, så det er interessante personer, man møder her, og det gør nok, at jeg bliver mere åbensindet«, funderer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Personligt bliver det ikke et problem for mig at finde noget andet, for som ung er man omstillingsparat, men jeg tror, mange vil komme til at føle sig ensomme. En stor del af beboerne her har ikke så meget familie – måske ingen overhovedet. De er hinandens familie, så det er ikke så meget ideen om, at mangfoldigheden forsvinder, der er ærgerlig. Det er mere, at det, de her mennesker har sammen, forsvinder«.

Selv om Familien med forestillingen bevæger sig inden for den politiske genre, tror Gry Guldager desværre, at beslutningerne om, hvilke bygninger der skal rives ned, og hvilke der skal bygges, bliver taget på et andet plan, end hvor kunsten kan udrette noget. Men hun håber, at hun med ’En landsby på højkant’ i hvert fald kan påvirke publikum til at tænke lidt mere over, hvad det er for et København, de gerne vil have.

»Vi talte med en byplanlægger i forbindelse med det her projekt, som sagde: »I kan ikke ændre på, om huset bliver revet ned, men I kan ændre blikket, der ser«, for stigmatiseringen er et af de almene boligbyggeriers største problemer. Ved at sætte lys på de positive ting i huset tror jeg også, at de medvirkende beboere selv ser dem«, fortsætter Rosa Sand.

»Jeg kan helt tydeligt mærke, at der kommer en stolthed op i beboerne, når vi kommer udefra og siger: Der er eddermame noget her, som er noget værd«.

En landsby på højkant - fortællinger fra 15. sal.spiller indtil 23. sept. Peder Lykkes Vej 61, Kbh. S.

Læs mere:

IBYEN

Ibyen guider:  Hvor skal man spise is i København denne sommer? Her er 13 virkelig gode bud

Fra kaffe­kombucha til cold brew:   Her er 7 varianter af kold kaffe, du kan skylle sommeren ned med

Hurra!  Hvor holder man en fremragende fødselsdag i København? Ibyen giver dig 12 stærke bud

Ibyen guider:  Her er 20 af de bedste gratis oplevelser i København

Caféen Snacks & Blues på Guldbergsgade på Nørrebro i København.

Ibyen Cheap Eats:  Her er de 20 bedste serveringer i København, der gør dig mæt for max 100 kr.

»Et lille hyggeligt og hjemligt sted, hvor man selv smider sin opvask over i en spand, og hvor de bare laver lækker grøn mad«, siger kokken Frederik Bille Brahe om Morgenstedet på Christiania.

Spis ude på budget:  Her er Københavns bedste, billige restauranter ifølge 11 kokke og madnørder

The General Store.

Ibyen guider:  Der er keramik overalt. Besøg disse 5 små værksteder, hvis du vil se noget af det mest interessante

Herman H.J. Lynges antikvariat på Silkegade i indre København er Skandinaviens ældste antikvariat.

Henrik Palle guider:  Her finder du Københavns bedste antikvariater

Ibyen klæder dig på:  Her er de bedste loppemarkeder i København


    Anmeldelser af forskellige madboder på Københavns nye madmarked Reffen på Refshaleøen. 

Få overblik:  Her er oversigten over alle Københavns madmarkeder

»Må man ta' hunden med sig ind i himlen...?«. Ibyen guider til byens bedste karaokedestinationer.

Den store karaoke-guide:  Hvad skal I synge? Og hvor? Ibyen og musikanmelderne guider

Der er masser af folkekøkkener i København. Vi guider til 9 af dem.

Spis billigt ude:   Her er 9 folkekøkkener i København

På Darcy's Kaffe i Blågårdsgade på Nørrebro er både kaffen og læsestoffet værd at komme efter.

Syv hyggelige boghandlere:  Her serverer de byens bedste læsestof til kaffen

På Restaurant Trio i Axel Towers er udsigten god, selv når man sidder på tønden.

Guide til Københavns tag­restauranter:  Her kan du spise, drikke og ... ja, tisse med en udsigt

Kafeteria på Statens Museum for Kunst
er bare én af byens nye forbedrede museumscafeer.

Guide:   Her er Københavns bedste museumscafeer

»Et lille hyggeligt og hjemligt sted, hvor man selv smider sin opvask over i en spand, og hvor de bare laver lækker grøn mad«, siger kokken Frederik Bille Brahe om Morgenstedet på Christiania.

Spis ude på budget:  Her er Københavns bedste, billige restauranter ifølge 11 kokke og madnørder

Den italienske restaurant Cicchetti, der ligger på Nørrebro i København, drives af Nina Krysiza Sørensen og Rikke Kolding Pedersen.

Fra shawarma til friterede østers:   Kokken på Cicchetti fortæller om sine yndlingssteder i København

Claus 'Røde' Christensen er en kok af den klassiske skole. I 2013 vandt han prisen som 'kokkenes kok' , uddelt af Fonden til fremme af dansk gastronomi.

Hvor ligger byens mest undervurderede restaurant?  Kokken Røde Claus anbefaler spisesteder i København

Caféen Snacks & Blues på Guldbergsgade på Nørrebro i København.

Ibyen Cheap Eats:  Her er de 20 bedste serveringer i København, der gør dig mæt for max 100 kr.

Richard Hart er født i London, uddannet kok og har arbejdet som chefbager på det berømte Tartine Bakery i San Franscisco. Nu ejer han Hart Bageri på Frederiksberg.

»Helt ærligt, det er jo et helvede at tage børn med ud at spise«:   Stjernebageren Richard Hart anbefaler spisesteder i København

Nadine Levy Redzepi arbejder på Noma og udgav i 2017 kogebogen 'Downtime'.

»For mig er det det bedste sted i Europa«:   Nadine Redzepi anbefaler spisesteder i København

Frederik Plum slår et slag for den ydmyge vodka, men skal han forkæle sig selv går han ikke af vejen for en tør rom fra Hampden eller Phantom Spirits,  en japansk whisky eller en 10-15 års sherryfadslagret single malt fra Speyside.

Hvad bliver Aperol Spritzens afløser?   Drink-eksperten klæder dig på til en ny sommersæson

Bruna Mia Dieni (th.) og hendes mor, Jytte Bertelsen, kunne sidste år fejre 40 års jubilæum for grillbaren Chicky Grill i Kødbyen.

»Alle skal opleve Freddys Bar«:  Kvinden bag Chicky Grill anbefaler spisesteder i København

Yilmas Secilmis overtog i 2012 sin fars slagterforretning, Ali Baba, der har ligget på Halmtorvet siden 1978.

»Sushi er overvurderet«:   Slagter Ali Baba fra Vesterbro anbefaler spisesteder i København

I sin nye restaurant i Ryesgade dyrker Lisa Lov selv sine krydderurter i et baglokale under lamper, der normalt bruges til dyrkning af cannabis.

Tigermom anbefaler spisesteder i København:   »Du ville aldrig tænke på at gå derind på grund af navnet, men det er bangin’ indisk mad!«

Adam Aamann bliver også kaldt smørrebrødskongen og ejer foruden en cateringvirksomhed flere restauranter og spisesteder rundt om i byen.

Hvad er byens mest overvurderede madtrend?  Adam Aamann anbefaler spisesteder i København

Sake kan være et langt bedre match til mad end vin, mener sake-sommelier Henrik Levinsen

Jo, du kan godt drikke japansk sake til din mad. Faktisk kan det være et bedre match end vin

K-Bar er den ældste rene cocktailbar i København, og Kirsten Holm er en af byens mest rutinerede bartendere. Hendes yndlingscocktail er en klassisk margarita - gerne med mezcal i stedet for tequila.

Derfor skal du aldrig putte sugerør og knust is i din drink:  Få gode råd af ejeren af Københavns ældste cocktailbar

Jonas Gehl fra Prolog fik interesse for kaffe, da han arbejdede i Emmerys. Siden da har han nørdet og kan i dag kalde sig Danmarks bedste barista.

Kender du den skjulte pizza-perle i Husum?  Manden bag kaffebaren Prolog anbefaler spistesteder i København

Kamilla Seidler har arbejdet på toprestauranter verden over. Mest kendt blev hun for Gustu, Sydamerikas bedste restaurant, i La Paz i Bolivia. Ud over at være en gourmetrestaurant i 3.600 meters højde var det også et socialt projekt, der skulle give fattige bolivianere en kokkeuddannelse.

Stjernekok Kamilla Seidler guider til byens spisesteder:  Ja, der er et sted, alle københavnere burde kende

Sønderjyske Rasmus Oubæk har stået bag gryderne på michelinrestauranter, men er også kendt som manden bag burgerkæden Jagger.

Bearnaise­kongen anbefaler spise­steder:  »Lige nu bliver meget mad lavet for at komme på Instagram«

Nils Thyge fra Bar'Vin giver denne uges bud på god vin ude og hjemme.

»Beaujolais er ved at være i topform«:  Ejeren af Bar'Vin giver vintips

John Michael Jensen rykkede i 2017 fra sin mobile pølsevogn ind på en fast adresse i Kødbyen. Det var det sted, rejsemagasinet Condé Nast Traveler for nyligt inkluderede i en liste over de 22 bedste spisesteder i København.

Hotdog-John anbefaler spisesteder i København:   »Det er fandeme godt, og det er heller ikke dyrt. De laver byens bedste tarteletter«

Klaus Wittrup står bag en af byens mest populære burgerbarer, Gasoline Grill. Vi spørger ham, hvor han selv går ind, når han går ud.

Byens bedste shawarma? God mad på budget?   Manden bag Gasoline Grill anbefaler spisesteder i København

Jeppe Nothlev er barchef på cocktailbaren Ruby og giver denne uges bud på, hvad man skal drikke i weekenden.

Nu skal der skåles i vermouth:  Barchefen på Rubys giver cocktailtips