Jeanett Albeck sidder på en skammel på en lille scene bestående af blå brædder på Teater Får302. Hun har en sort T-shirt på og et keyboard i skødet. På hovedet roder hendes lyse knold, og hånden afslører resterne af en rød neglelak, da hun sænker blikket og fører en mikrofon op til læberne.
»Min kone døde af kræft for lidt mindre end to år siden. Jeg synes nu alligevel, at den sidste tid skal udnyttes«, synger hun stille oven på et korarrangement af kvindelige uh-stemmer. Hun lader fingrene glide hen over keyboardet, der forsigtigt klukker med. Tonerne lyder som dryppende vanddråber. Så fortsætter hun. »Jeg spiller bridge, jeg rejser gerne, tager gerne bilen til små og større ture. Jeg søger en kvinde på samme alder, der kan hjælpe mig med at få tiden til at gå«.
