I 1977 nedsatte Folketinget et Udlændingelovudvalg (Fremmedudvalget i daglig tale), hvis arbejde resulterede i den første danske udlændingelov i 1983. Kun Fremskridtspartiet stemte imod. Loven har siden undergået en lang række stramninger.
Udlændingeloven af 1983 blev af nogle betegnet som verdens mest liberale udlændingelov: Tilhængerne fremhævede, at Danmark med loven fik verdens mest humanitære asylpolitik, mens kritikere pegede på, at det var for let at komme ind i landet.


























