Fra førersædet i den grønne kassevogn kunne Muhammed se, at der var politi længere fremme ad Sydhavnsvej. Betjentene vinkede alle lastbiler og varevogne ind til siden, så Muhammed indstillede sig på, at det samme ville ske for dem.
»Har I noget id med?«, spurgte Muhammed sine to medpassagerer.
Muhammed arbejdede til daglig i en stor offentlig institution, men i fritiden tjente han ekstra penge ved at flytte møbler for forskellige folk. I dag var han blevet hyret til at flytte for en kvinde i Sydhavnen. Sammen med to bekendte, som skulle hjælpe med at slæbe møbler, var han på vej ud til lejligheden.
LÆS OGSÅ Det store klimatopmøde i København var startet dagen før, så hovedstadens gader vrimlede med politi. Rigspolitiet frygtede både optøjer og terrorangreb, mens verdens ledere var samlet i København, så et historisk antal betjente var på gaden. Som ventet blev Muhammeds grønne kassevogn også vinket ind til siden til en rutinekontrol. Muhammed steg ud af bilen og gav sit kørekort og id-papirerne for sine to medpassagerer til en politibetjent. Da betjenten spurgte, hvor de tre mænd skulle hen, begik Muhammed en fejl, som han siden kom til at fortryde. Han havde aftalt med sine to bekendte, at de skulle have sort betaling for hjælpen med flytningen, og han blev pludselig bange for, at politiet ville begynde at stille spørgsmål til den slags.
En fatal løgn
Derfor løj Muhammed og sagde, at de skulle på fisketur. Det gjorde betjenten en smule mistænksom, fordi de ikke havde fiskegrej med i kassevognen, men Muhammed sagde bare, at de var på vej hen for at hente fiskestængerne.
Betjenten ringede op til Hovedcentralen – i daglig tale ’HS’ – som er politiets kommandostation på Politigården i København. Det var derfra, at tropperne blev styret under klimatopmødet.
Han læste oplysningerne om de tre mænd i den grønne varevogn op for den kvindelige operatør.
»Bingo!«, udbrød hun pludselig over radioen.
En af de tre mænd i bilen poppede op i politiets system som en international topterrorist efterlyst af Interpol for terror i Washington.
Klokken var 11, da Muhammed blev anholdt. Han fik at vide, at en af de to andre mænd i bilen var efterlyst af politiet, men han kunne ikke få at vide, hvad manden var eftersøgt for. Han kunne heller ikke spørge de to andre, for de tre mænd måtte ikke tale sammen for politiet.
Anholdt midt under ’Sporløs’
Der skulle gå mange timer, før Muhammed fandt ud af, at han var mistænkt for terror. Og at anholdelsen ikke kun fik konsekvenser for ham.
Få kilometer fra Sydhavnsgade var den 31-årige sygeplejerske Lotte alene hjemme i lejligheden på Amager. Lotte havde taget en fridag, og hendes mand Muhammed var i gang med at flytte for en dame i Sydhavnen, så hun havde dagen for sig selv.
Formiddagen var gået med praktiske ting. Hun havde sat en vask over, pakket julegaver ind og lavet hjemmelavet konfekt i køkkenet.
Hyggelig tv-tid
Ved halvtotiden overvejede Lotte at gå i bad, men da hun så i tv-oversigten, at der ville komme en genudsendelse af programmet ’Sporløs’ klokken 13.45 på DR 1, besluttede hun sig for at tage en pause for at se udsendelsen.
Lotte satte sig til rette i stuens store hjørnesofa med de marokkansk inspirerede puder. Overalt på sofaen lå de julegaver, hun netop havde pakket ind.
Programmet var lige startet, da Lotte hørte hoveddøren gå op. Hun troede, at det var Muhammed, som kom hjem, så hun rejste sig for at gå ham i møde.
»Hej skat«, nåede hun lige at råbe, før hun blev mødt af synet af en sortklædt betjent, der kom løbende ind i stuen. Betjenten råbte til Lotte, at det var politiet, og at hun skulle lægge sig ned på gulvet. Bag ham var der flere kampklædte politifolk, og Lotte begyndte at gå i panik.
Spørgsmål og gråd
Hun begyndte at skrige, mens den forreste betjent tog fat i hende og fik hende lagt ned på gulvet.
Liggende på stuegulvet med et knæ i ryggen kunne Lotte se lejligheden blive fyldt med politifolk. De lignede kæmper, når hun skævede op fra gulvet. Synet af store sorte støvler, uniformer og våben fik hende til at bryde sammen i gråd.
En betjent hjalp Lotte op og sidde på en stol og begyndte at udspørge hende om personlige oplysninger og om Muhammed. Lotte hyperventilerede og kunne slet ikke stoppe med at græde, men hun forsøgte at samle sig om at svare på spørgsmålene.
Nysgerrige naboer
Efter nogen tid fik Lotte besked på, at hun skulle med på politistationen. Hun havde snot og tårer i hele hovedet, så hun spurgte, om hun måtte gå ud på badeværelset for at friske sig op først, men det fik hun ikke lov til.
Før de skulle forlade lejligheden, spurgte en mandlig betjent, om Lotte ville have en jakke over hovedet for at skjule sig. Neden for lejligheden havde der nemlig samlet sig en stor menneskemængde.
Lotte takkede nej og blev ledt ned ad trappen med en betjent ved hver arm. Da hun blev ført gennem gården med boldbanen foran bygningen, forsøgte hun at lade være med at kigge på de nysgerrige naboer. Derefter blev hun placeret i en politivogn og kørt ind til Station City på Halmtorvet i København, hvor hun blev placeret i en detentionscelle.
Det var ikke flyttemændene
Da Muhammed blev anholdt, havde politiet ransaget hans kassevogn for at lede efter mistænkelige effekter.
På bilens GPS havde Muhammed indtastet adressen på den lejlighed, hvor de skulle hen for at flytte, og under ransagningen opdagede politifolkene, at en adresse på P. Knudsens Gade i Københavns Sydhavnskvarter var indtastet på GPS’en.
Et hold kampklædte politifolk blev sendt af sted mod adressen.
I lejligheden på P. Knudsens Gade havde Lene Pedersen og hendes mor forgæves ventet på de flyttefolk, som de havde bestilt til at tømme lejligheden. De havde flere gange forsøgt at ringe til flyttefirmaet, men ingen svarede. Hverken Lene Pedersen eller hendes mor var klar over, at flyttemændene var blevet anholdt.
Flyttemænd - eller politi
Lene Pedersens mor havde som en overraskelse til datterens fødselsdag bestilt en reol i Ikea. Hun havde sørget for, at reolen blev leveret til datterens nye lejlighed, og tiden for leveringen nærmede sig. Derfor blev Lene Pedersen sendt hen til den nye lejlighed for at tage imod Ikea-reolen.
Imens blev hendes mor, 65-årige Kirsten Pedersen, tilbage i lejligheden for at vente på flyttemændene. Kirsten Pedersen er plaget af gigt, så hun skulle ikke hjælpe med at slæbe de tunge møbler. Hun skulle bare holde øje med datterens katte, så de ikke stak af, mens flyttefolkene slæbte ting ned ad trappen.
Klokken var omkring tre om eftermiddagen, da Kirsten Pedersen endelig hørte larm på hovedtrappen.
»Nå, nu kommer flyttemændene endelig«, tænkte hun og gik ud mod døren.
Svært med kunstige knæ
Pludselig blev døren hamret ind, og sortklædte mænd i uniform stormede lejligheden. Den forreste betjent sigtede med et våben mod Kirsten Pedersen og råbte til hende, at hun skulle smide sig ned på gulvet med det samme.
»Jamen, det kan jeg ikke. Jeg har to kunstige knæ«, forsøgte Kirsten Pedersen at indvende.
Men den kampklædte betjent blev ved med at råbe, at hun skulle smide sig på gulvet.
»Jamen, det kan jeg ikke. Jeg kan ikke bøje knæene«, råbte Kirsten Pedersen.
Betjenten gik frem mod hende med hævet våben. Hun begyndte at gå baglæns i gangen, indtil hun snublede over dørtrinnet til stuen og faldt bagover ned på gulvet.
Hvad med kattene
Få sekunder senere var den forreste politimand over Kirsten Pedersen. Den ældre dame fik håndjern på, og lejligheden blev fyldt af et hav af politifolk med pistoler, skjolde og kampuniformer.
Betjentene havde også hunde med, og mens Kirsten Pedersen lå bagbundet på stuegulvet, kunne hun ikke tænke på andet, end at hendes datter ville blive ked af det, hvis kattene stak af i postyret.
»Pas på kattene, pas på kattene«, råbte hun nede fra stuegulvet.
Til sidst stillede en af betjentene sig foran hoveddøren og blokerede den. Kirsten Pedersen blev hjulpet op fra gulvet og sat på en stol. Efter nogen tid blev hun iført en hvid heldragt, fik hænderne låst sammen med plastikstrips og blev ført med ud i en politivogn.
Den ældre dame blev derefter kørt til Station City, hvor hun blev låst inde i en detentionscelle. Mistænkt for terror.
Måtte tisse i en flaske
Mens lejlighederne i Sydhavnen og på Amager blev stormet af politiet, blev Muhammed kørt rundt på bagsædet i et af politiets salatfade. Han var stadig lykkeligt uvidende om, at hans kone Lotte også var blevet anholdt.
Bilen kørte til Retortvej i Valby, hvor politiet under klimatopmødet havde omdannet en gammel lagerhal til modtagecentral for anholdte demonstranter. I daglig tale blev stedet kaldt for ’klimafængslet’.
Mens Muhammed ventede i bilen foran klimafængslet, skulle han tisse. Han spurgte en politibetjent, om han kunne få lov til at gå på toilettet, men det fik han ikke lov til.
Efter et par minutter kom en anden betjent om til Muhammed i bilen med en plastikpose og to tomme halvliters flasker. Muhammed havde stadig hænderne fastlåst foran maven, og han fik besked på, at han ikke kunne få dem løsnet.
Han skulle placere et knæ på plastikposen og forsøge at ramme ned i de tomme flasker, når han tissede. Muhammed ramte flasken, men kom også til at tisse ud over plastikposen og sit eget tøj.
Grundige undersøgelser
Efter nogen tid blev Muhammed ført ind i en container, som politiet havde indrettet til kontor. Der fik han taget fingeraftryk og blev fotograferet. Til sidst bad politifolkene ham om at smide alt tøjet på nær underbukserne, så han kunne iføre sig en hvid heldragt med hætte.
Derefter blev Muhammed igen ført ind i en politibil, hvor han blev placeret på en hård bænk bagest i bilen bag et gitter. Han blev ikke spændt fast, så da bilen kørte gennem Københavns gader, forsøgte han forgæves at holde fast med sine sammenlåste hænder. Flere gange fløj han rundt og slog sig, når bilen accelererede eller drejede skarpt.
Turen endte ved Rigshospitalet, hvor Muhammed blev ført op på Retsmedicinsk Institut. Her ventede en læge, som fortalte, at politiet havde bedt ham om at udføre nogle undersøgelser.
