Københavns Universitet slipper for at betale størstedelen af regningen for det kuldsejlede byggeri af Niels Bohr Bygningen i København. Den største del af fordyrelsen skyldes mangelfuld byggestyring fra Bygningsstyrelsen, og det skal universitetet ikke betale for.
Det siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), efter at revisionsfirmaet EY i en granskning af byggeriet af Niels Bohr Bygningen har konkluderet, at det først og fremmest er mangelfuld byggestyring, der har ført til, at byggeriet sprænger budgettet med 79 procent. Det skulle have kostet 1,6 milliarder kroner, men prisen ser nu ud til at blive 2,9 milliarder. En fordyrelse, som Bygningsstyrelsen har ment, at Københavns Universitet skulle betale over huslejen.

























