Flugtbilist gemmer sig for politiet efter dødsulykke

Advokats henvendelse er ikke tilstrækkeligt for Midt- og Vestjyllands Politi. Jagt på eftersøgt fortsætter.

Danmark

To døgn efter en dødsulykke i Silkeborg har politiet endnu ikke fået kontakt med den mand, der i en bil stak af fra ulykken.

Søndag aften oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, at man har fået talt med de to passagerer i bilen om ulykken, som skete fredag aften, men at man fortsat leder efter føreren af bilen.

»Vi kender hans identitet, og vi bliver ved med at stemme dørklokker, indtil vi finder ham«, siger vagtchefen.

Ganske vist har førerens advokat henvendt sig. Men manden selv er ikke mødt op til afhøring.

Ulykken skete fredag aften lidt efter klokken 21. En kvinde på 68 år blev ramt af en grøn Peugeot, da hun var ved at krydse Viborgvej i Silkeborg.

Ifølge politiets oplysninger kørte bilen med høj fart. Kørslen fortsatte trods ulykken, og bilen blev senere fundet forladt på H.C. Andersens Vej i byen.

Føreren står til en sigtelse om blandt andet uagtsomt manddrab. Desuden er det strafbart at efterlade en person i hjælpeløs tilstand uden at komme vedkommende til undsætning.

ritzau

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce