Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Jeg har elsket at blive mor. Det har givet mig stor mening at tage sig af de tre piger, jeg har født. Jeg kan lide at tage mig af nogen. Da de flyttede, manglede jeg nogen at tage mig af. Privatfoto

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Alle Ida Fincks tre børn er flyttet hjemmefra: »Jeg savner, helt ind til knoglerne, at være mor på fuld tid«

Børn skal flytte hjemmefra, og mødre skal blive tilfredse og glade for livet uden hjemmeboende børn. Men svært er det.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For et par år siden havde jeg en kvinde i min psykologklinik, hvis to børn på 19 og 21 var flyttet hjemmefra samtidig.

Hun havde et aktivt liv med arbejde, fritidsliv og mange gode venner. Men hun var frustreret, vred og ensom. Måske i sorg.

Jeg kunne ikke rigtig hjælpe hende. Hun hadede inderligt, at hun ikke mere havde hjemmeboende børn, og det hjalp hende ikke at tale om det, for det var en proces, hun skulle igennem.

Måske forstod jeg ikke helt, hvad hun gennemgik dengang. Men nu er jeg der selv.

Mine tre piger er alle flyttet hjemmefra og jeg synes det er nederen. Jeg har venner, familie, fritidsaktiviteter og arbejde.

Alt sammen er det meningsfuldt for mig og fylder min hverdag. For pigerne gav det stor mening at flytte hjemmefra, men for mig giver det endnu ikke mening, at mine børn ikke er i nærheden af mig.

Der er en næsten fysisk sult efter kontakt, men de har travlt med deres eget og skal have det. Så livet for dem og for mig er, som det skal være i de aldre, vi nu har. Jeg har bare ikke lyst til, at det skal være sådan.

Den sidste pige besluttede sig inden for få døgn, at hun ville tage på efterskole, hvilket jeg støttede hende i. Men dagen efter at vi havde kørt hende afsted, var der meget stille i lejligheden.

Glæden kom ikke

Den første uge var fin. Jeg nød de stille morgener, hvor jeg havde tid til min morgenkaffe og avis. Jeg havde allerede gjort mig mange tanker om. hvad jeg ville bruge min tid til, når pigerne flyttede.

Jeg har i mange år glædet mig til at gå til kor, som jeg gjorde, før jeg blev mor. Og at svømme, når jeg havde lyst.

Blive lidt længere på arbejde og nørde med mit fag. Hænge ud med venner og veninder efter arbejde. Gå i biffen, fordi der var en film, jeg ville se.

Glæden kom bare ikke. Jeg kunne ikke finde ro nogen steder og havde en fornemmelse af at lede efter noget, som jeg ikke vidste, hvad var.

Jeg kunne i mine samtaler på hospitalet, hvor jeg arbejder, finde et eller andet af det, jeg ledte efter. Men den fornemmelse forsvandt, så snart jeg gik hjem fra arbejde.

Efter et par uger slog det mig, at jeg ikke kunne finde mening med min hverdag. At jeg savnede, helt ind til knoglerne, at være mor på fuld tid.

Bevares – jeg har et spændende arbejdsliv som psykolog på Rigshospitalet. Jeg føler mig nødvendig. Jeg bliver udfordret, arbejder meget, bliver brugt.

Men jeg har elsket at blive mor. Det har givet mig stor mening at tage sig af de tre piger, jeg har født. Jeg kan lide at tage mig af nogen. Da de flyttede, manglede jeg nogen at tage mig af.

Jeg ved, at mine piger er i fuld gang med deres eget liv, og det liv indeholder alt for sjældent – i mine øjne – mig, deres mor.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De er gode til det, de har gang i. Nogle gange kommer de på besøg, eller også er der en, der ringer. Men oftest sidder jeg for mig selv og prøver at regne ud, hvornår det virker naturligt at ringe til en af dem eller invitere dem ud.

Gider det ikke

Radiosatiren ’Skyld med skyld på’ om en patetisk mor, der ringer til sin søn med ligegyldigheder, for at få kontakt til ham, kører i ring i mit hoved.

Når de kommer på besøg, krammer jeg dem måske lidt for længe, måske må jeg mærke, om de har feber, så jeg kan kysse deres pander

Når de kommer på besøg, krammer jeg dem måske lidt for længe, måske må jeg mærke, om de har feber, så jeg kan kysse deres pander. Nusser dem lidt på hånden. Kører dem hjem om aftenen. Gør mig alle mulige krumspring for at være sammen med dem lidt længere.

Jeg ved, jeg er i gang med en overgang fra noget, jeg holdt rigtig meget af, og er på vej til et liv, som nok skal blive godt.

Jeg synes bare, det er svært, og jeg gider ikke. Jeg savner pigerne det meste af tiden og føler, at tiden skal gå, til jeg kan se dem igen. Selv om jeg gør mig umage med at få mit nye liv til at give mening, uden dem.

Jeg har bare ikke lyst til at vænne mig til det nye, men jeg gør mig alligevel umage. Jeg forstår bedre min klient nu i dag, hende, som jeg havde for nogle år siden. Jeg er frustreret, vred, ensom og i sorg over det, jeg må give slip på: at være mor i døgndrift.

Nu har jeg købt en hund: Olga. Den kan jeg tage mig af, jeg kan give den mad, jeg kan kramme den og gå tur med den.

Den siger godmorgen, på den sjoveste hvalpemåde, og dejser omkuld om aftenen ved min seng. Den skal i skoven flere gange om dagen, hvor jeg møder andre hundeejere, som jeg sludrer med.

Den piber, når jeg går om morgenen, og er hvalpeglad, når jeg kommer hjem fra arbejde. Der er venner, som spørger, om det med en hund er lige som at have børn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er det ikke, men det er en fin erstatning, når det ikke kan være anderledes. For det kan ikke være anderledes. Børn skal flytte hjemme fra, og mødre skal blive tilfredse og glade for livet, uden hjemmeboende børn.

Mine børn er flyttet, og jeg er blevet gladere, efter jeg har fået Olga. Pigerne synes også, hun er sød, og vil gerne komme og besøge hende -–og mig.

Så der har været en sidste dag med hjemmeboende børn, og der er nu en første dag med hunden Olga.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden