Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningDa Kirstine Thomsen for tre år siden anmeldte en voldtægt til politiet, oplevede hun afhøringen som endnu et overgreb.
»Jeg fik en fornemmelse af, at politimanden ikke troede på mig, og at jeg skulle overbevise ham om, at det overhovedet var sket«, siger hun.
Hendes oplevelse er et af flere vidnesbyrd fra kvinder, der fortæller, at de er blevet udsat for voldtægt, i en rapport Amnesty International offentliggør tirsdag. For mange af dem er »anmeldelsesprocessen og dens efterdønninger voldsomt traumatiserende«, står der i rapporten:
»Mange mødes med nedladende holdninger, offerbebrejdelse og fordomme«.
Amnesty International har interviewet 18 kvinder, der fortæller, at de er blevet udsat for voldtægt, samt en række organisationer, myndigheder og praktikere. Samtidig har organisationen gennemgået 353 voldtægtssager, hvor der ikke blev rejst tiltale, samt 94 byretsafgørelser. Professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard har læst rapporten, som han kalder »særdeles sober og grundig«.
I 2017 blev 890 voldtægter meldt til politiet. 535 af anmeldelserne resulterede i sigtelser. I 94 sager faldt der dom. Men en undersøgelse fra Syddansk Universitet anslår, at omkring 24.000 kvinder samme år var udsat for tvangssamleje eller forsøg på tvangssamleje. .
Amnesty Internationals rapport peger på, at anklagemyndigheden ofte dropper at rejse tiltale, hvis ikke der er tydelige beviser på fysisk vold. Det viser en gennemgang af 353 henlagte sager.
»Det er utrolig problematisk, når vi ved, at 70 procent af alle voldtægtsofre som en hel normal traumereaktion fryser i gerningsøjeblikket, og derfor vil det tit ikke nå til fysisk vold«, siger Helle Jacobsen, der er er en af forfatterne bag rapporten.
Generelt mener hun, at der hersker et unuanceret og fordomsfuldt billede af voldtægter og ofres opførsel. Flere kvinder fortæller, hvordan de bliver spurgt ind til deres seksuelle præferencer og tidligere sexliv i retten.
»Det handler jo ikke om sex. Det er voldtægt«, siger Helle Jacobsen.
Hendes gennemgang viser, at anklagemyndighed og dommere ofte refererer til, om kvinden selv gik med manden op i lejligheden, eller om hun og manden har haft et forhold.I rapporten konkluderes det, at voldtægtsofre ofte oplever det som bebrejdende, når de får spørgsmål som: Hvad havde du på? Flirtede I?
Spørgsmålene er ikke nødvendigvis problematiske i sig selv, forklarer Helle Jacobsen, som understreger, at der er sket klare forbedringer hos politiet. Men politiet forklarer ikke altid, hvorfor de spørger, som de gør.
»Flere af ofrene har fået at vide som det første til deres afhøring, at de skal huske, at hvis det er en falsk anmeldelse, kan de selv blive fængslet. Det har de oplevet som meget traumatiserende, fordi de ikke føler, de bliver troet på«, siger hun.
Jørn Vestergaard skriver i en mail til Politiken, at rapportens eksempler »på en værdifuld måde« kan bidrage til forbedringer »på alle stadier i retsprocessen«:
»Når politiet henlægger sager, anklagemyndigheden opgiver tiltale, eller domstolene frifinder, er det vigtigt, at forurettede ikke efterlades med indtrykket af, at man ikke troede på hendes forklaring«.
Professor i strafferet ved Københavns Universitet Trine Baumbach, der selv er blevet interviewet til rapporten, har ikke haft lejlighed til at læse den endnu. Hun understreger, at der er foretaget fornuftige tiltag for at forbedre forholdene for voldtægtsofre.
»Men vi er nok stadig ikke nået i mål på det her felt«, siger hun.
Helle Jacobsen mener, at politiets egne retningslinjer egentlig er gode, efter de blev opdateret med handlingsplanen ’Respekt for voldtægtsofre’ i 2016:
»Men som det tydeligt fremgår, er der et stykke vej igen, før det er sikret, at alle betjente overholder retningslinjerne«.