En kinesisk kvinde fik det dårligt i lufthavnen, og det frygtes, at hun er smittet med coronavirus. En mindre del af ankomstområdet i terminal 3 er afspærret.

Københavns Lufthavn afspærrede del af terminal kortvarigt, efter kineser blev hentet med ambulance

Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Lyt til artiklen

En kinesisk kvinde er blevet hentet med ambulance i Københavns Lufthavn, oplyser pressechef i Københavns Lufthavn Kenni Leth.

Kvinden ankom med et fly fra Kina, som efter mellemlanding i Helsinki, landede i Københavns Lufthavn klokken 7.40 i morges.

Efter ankomsten henvendte den kinesiske kvinde sig til medarbejdere i ankomsthallen, fordi hun følte sig utilpas. Det blev konstateret, at hun havde influenzalignende symptomer, hvilket giver mistanke om, at kvinden kan være smittet med den nye coronavirus.

»Da passageren henvender sig til lufthavnen med influenzalignende symptomer, har vi i overensstemmelse med de procedurer, vi aftaler med myndighederne, kontaktet Hovedstadens Akutberedskab, og passageren blev efterfølgende afhentet i ambulance«, fortæller pressechef Kenni Leth.

Kvinden henvendte sig ved ankomst i terminal 3, og en mindre del af terminalen er derfor blevet afspærret. Området bliver nu gjort rent efter anvisning fra myndighederne.

Det afspærrede område ligger i ankomsthallen, men kun et lille område er spærret af.

»Man kan sagtens stadig være i terminal 3 og bruge størstedelen af terminalen. Det er ikke sådan, at det generer lufthavnens trafik«, siger Kenni Leth.

Myndighederne verden over har ekstra meget fokus på sygdom hos kinesiske passagerer, efter den såkaldte coronavirus har bredt sig verden over.

Fredag formiddag var antallet af bekræftet smittede 35.515, mens 638 er døde af virussen. Langt de fleste smittede er i Kina, men virussen har spredt sig til flere lande i Asien, ligesom smittede patienter er blevet indlagt i flere europæiske lande, blandt andet Tyskland, Frankrig og Sverige.

ritzau/politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her