De ringede fra et callcenter i Kijev: Tusinder har mistet penge på fupinvesteringer i kryptovaluta

Det ligner et almindeligt professionelt og effektivt callcenter. To etager i en bygning på det fineste butiksstrøg i Kijev, Ukraines hovedstad. Her arbejder op mod 200 ansatte med at sælge investeringer i digital valuta, såkaldt kryptovaluta, og værdipapirer til kunder over det meste af verden. Men angiveligt er der ingen reelle investeringer. ​​​​

Det har en whistleblower, som har været ansat i callcenteret, afsløret over for den svenske avis Dagens Nyheter. Han har gennem måneder smuglet informationer og optagelser med skjult kamera ud til den svenske avis, og hans oplysninger er siden blevet verificeret og yderligere undersøgt af avisen i samarbejde med journalister fra en række medier, deriblandt Politiken og centeret Organized Crime and Corruption Reporting Project (OCCRP).

​

Virksomheden bag callcenteret hedder Milton Group Ltd. Politiken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra direktøren, Jacob Keselman, men over for Dagens Nyheter afviser han, at der er tale om svindel. Faktisk sælger virksomheden slet ikke finansielle produkter, men udelukkende it-ydelser, forklarer han.​​​​

Når whistleblowerens oplysninger er unikke, skyldes det, at arbejdet i callcenteret er omgærdet af stor hemmelighed. Ifølge insideren er der bevæbnede vagter ved døren, ligesom de ansatte skal aflevere deres mobiltelefon, før de går på arbejde.

Alligevel er det lykkedes whistlebloweren at smugle en del af virksomhedens kundekartotek ud. I det er der navne på knap 1.000 personer i over 50 lande, heriblandt seks danskere. En række af kunderne står i dag frem i medier verden over og fortæller, hvordan de har mistet penge; nogle har tabt hundredetusinder af kroner.

Alle ofrene fortæller omtrent samme forløb:

De ser en hjemmeside eller artikel om, hvordan de kan tjene mange penge på investeringer. De følger et link og giver deres kontaktoplysninger. Herefter kimer en sælger dem ned og lokker med lukrative investeringer. Forbrugeren betaler og kan følge sine penge yngle på en hjemmeside. Mange investerer så flere penge. Først når forbrugeren vil have fortjenesten udbetalt, bliver det svært. Så skal der betales et gebyr, men selv om forbrugeren betaler, får de ingen penge tilbage. Jo mere man har betalt, desto mere er man villig til at betale for at få pengene igen.

Til sidst ringer en konsulent, som tilsyneladende er fra et ’money recovery’-firma. Ifølge whistlebloweren arbejder konsulenterne dog i samme callcenter som sælgerne. Konsulenten vil hjælpe med at skaffe det tabte tilbage. Mod en kommission. Selv om forbrugeren betaler, får de ingen penge.

Lån optaget via folks computer

Undervejs forsøger sælgerne at få forbrugeren til at installere et program, som kan fjernstyre deres computer. Det kan være Teamviewer eller Anydesk, programmer, som normalt bruges til it-support. Ofre i mange lande fortæller, hvordan sælgerne derefter har optaget lån i deres navn. Lån, som har betydet, at folk sidder i bundløs gæld.

​

I virksomhedens kartotek står også danske Jan Kruse. Han er førtidspensionist og drømte om at tjene penge til en elkørestol, som kunne komme med i flyet, så han kunne vise sin samlever Rom. Jan Kruse kan fortælle om utallige opringninger og bankoverførsler – og sælgerne har også fjernstyret hans computer.

»Jeg ærgrer mig over, at de har kunnet snyde mig igen og igen«, siger Jan Kruse, som står frem for at advare andre.

Han forklarer, hvordan sælgerne bliver ved med at love, at han kan få nogle af sine penge igen, men han skal altid betale et gebyr. En gang skulle han betale 400 euro, næsten 3.000 kroner, ellers ville alle de penge, han havde investeret, gå tabt.

En anden gang betalte han 200 euro, svarende til cirka 1.500 kroner, men så ville han også få nogle penge udbetalt. De lovede penge blev dog aldrig overført til hans bankkonto.

Samme slags oplevelser har de øvrige danskere i kartoteket, som Politiken også har talt med. Ingen af danskerne har meldt sagerne til politiet.

Hos Nets, som er leverandør af elektroniske betalinger, ser de op mod et par eksempler om dagen på folk, som har tabt penge på tvivlsomme investeringer på nettet. Det fortæller Sune Gabelgård, som er leder af Nets’ afdeling for svindelbekæmpelse.

»Lige nu er det i stor stil kryptovaluta. Men det skifter. Var jordbær det store, ville det være det, de solgte investeringer i. De her folk er gode til at aflæse tidsånden«, siger Sune Gabelgård, som betegner svindlen som professionel og organiseret: »De er utrolig dygtige til at manipulere med folk. Det er avanceret psykologi«.

I dansk politis center for it-relateret økonomisk kriminalitet kender de også metoden, men de kender ikke firmaet Milton Group. De får ganske få anmeldelser, fortæller Trine Møller, som er leder af centeret.

»Folk synes ofte, at det er flovt. De har investeret mange penge, før det går op for dem, at det er bedrageri«, siger Trine Møller.

Hun forklarer, at efterforskningen af den slags sager er kompliceret, da der ofte er tale om udenlandske firmaer, som opererer i mange lande. Skal svindlen stoppes, peger Trine Møller derfor især på, at der skal fokus på området, og at nogle står frem og fortæller, hvor galt det kan gå. Omtrent det samme er beskeden fra Finanstilsynet.

Kryptovaluta uden beskyttelse

Kryptovaluta er ikke et anerkendt finansielt instrument, som eksempelvis aktier, obligationer eller almindelig valutahandel. Forbrugeren har derfor ikke samme beskyttelse som ved andre finansielle handler, hvor der eksempelvis er tilsyn, lovregulering og krav til den rådgivning, forbrugeren skal have.

Finanstilsynet har en liste over firmaer, der er rapporteret for snyd, men listen bliver hurtigt overhalet af virkeligheden, forklarer Ove Feddersen, som er leder af kontoret for investorbeskyttelse.

»De her virksomheder er her, der og alle vegne med fiktive adresser, skiftende navne og med flere hjemmesider. Derfor er det svært at advare mod bestemte firmaer«, siger Ove Feddersen.

Hos Forbrugerrådet Tænk forklarer økonom Ida Marie Moesby, at forbrugerne i nogle tilfælde har mulighed for at få pengene tilbage, hvis de har sat penge i en investering, som viser sig ikke at eksistere.

Der findes såkaldte ’charge back-regler’, som betyder, at en forbruger, der har købt noget på nettet og betalt med sit betalingskort, kan kræve, at banken tilbagefører betalingen, hvis varen eksempelvis ikke dukker op. Den slags sager støder de på i det finansielle ankenævn, hvor Ida Marie Moesby sidder.

»Men udfordringen er, at du skal kunne dokumentere, at du ikke har fået den ønskede ydelse. Og hvis firmaet ikke direkte er dømt for svindel, er det svært at afgøre, om folk har fået en investering. Du ved ikke mere, end hvad din skærm viser dig, og de kan have en hjemmeside med grafer, som ser meget overbevisende ud«, siger hun og tilføjer, at charge back-reglerne i øvrigt ikke gælder, hvis investeringen er betalt ved, at der er overført penge fra en konto til en anden.