0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

To millioner antistoftests til danskerne er strandet i Kina

Leverancen af antistoftests til danskerne er forsinket, men ventes at blive sat på et fly til København i den kommende uge.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mikkel Hørlyck
Foto: Mikkel Hørlyck
Danmark

De danske sundhedsmyndigheder har siden slutningen af marts forsøgt at få mere end to millioner antistoftests til Danmark.

Men kun en brøkdel er indtil nu nået frem.

Årsagen er, at de kinesiske sundhedsmyndigheder har bremset eksporten af tests, indtil de er blevet godkendt af det kinesiske National Medical Products Administration (NMPA), oplyser Statens Serum Institut til Politiken.

»Da vi bestilte dem i slutningen af marts, havde vi regnet med, at de var kommet lidt før. Men så lukkede de kinesiske myndigheder for at sende produkter ud af landet, som ikke var NMPA-godkendt. Det har stoppet forsendelsen af vores ting. Vi havde forventet, at de var kommet tidligere«, siger sektionsleder Charlotte Sværke Jørgensen for virus og mikrobiologisk specialdiagnostik på Statens Serum Institut og tilføjer:

»Da der var nogle skandaler om, at kineserne havde solgt kits til Spanien, som ikke virkede, så har myndighederne lukket af og sørget for, at alle testkits som minimum skal være godkendt af de kinesiske myndigheder«.

Statens Serum Institut (SSI) forventer dog, at testene kan blive sat på et fly til Danmark i næste uge.

De danske sundhedsmyndigheder har købt over to millioner test fra producenterne Wantai, Dynamiker og CTK Biotech til en samlet pris på 121 millioner kroner. Wantai er en laboratorietest, mens de to sidstnævnte er såkaldte hurtigtests, som kan give et svar på under en halv time.

Størst forventning har SSI til Wantai-testen, som ventes at være mest præcis. I alt har instituttet bestilt 950.000 Wantai-tests, men langt størstedelen har været strandet hos de kinesiske myndigheder i over en måned.

»Vi har fået knap 50.000 tests, mens den sidste levering på de sidste 900.000 tests står hos toldmyndighederne i Kina. Der er helligdage i Kina de næste dage. Derfor står det stille, men aftalen er, at de bliver frigivet til at blive sendt til Danmark den 6. maj. Derefter skal vi have dem på en flyver«, siger Charlotte Sværke Jørgensen.

Kroppen danner antistoffer mod coronavirus, når den bekæmper virusens udbredelse, men der er fortsat stor usikkerhed om, hvor gode de enkelte tests er til påvise antistoffer i blodet.

»De første valideringer, vi har lavet, tyder på, at Wantai-kittet er noget af det bedste, vi kan finde på markedet. Vores studie har ikke været helt stort nok på personer med milde symptomer. Vi har haft let ved at få prøver fra folk, som har været syge. Men vi vil også gerne være sikker på, at testen kan fange folk, som har været asymptomatiske eller har haft milde symptomer, men det arbejder vi på«, siger Charlotte Sværke Jørgensen.

Mange danskere spørger, hvornår man kan blive testet for antistoffer. Tør du give et bud på det?

»Nej, det finder vi ud af, når der kommer en national teststrategi. Den skal komme fra regeringen«, siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter