I denne uge skal der forhandles en politisk aftale om genåbningen af samfundet på plads, men talrige virksomheder har allerede drejet nøglen om under coronakrisen. Omkring 50.000 danskere har mistet jobbet, og flere vil følge efter, og mange af dem vil formentlig mærke konsekvenserne mange år fremover.
De negative følger ved at miste jobbet er nemlig størst i krisetider. I følge en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) tjener danskere, der blev fyret som følge af konkurser under finanskrisen, i dag i gennemsnit 35.000 kroner mindre om året end danskere, der beholdt deres job.
Senioranalytiker i AE Emilie Agner Damm mener, at analysens resultater viser, hvor vigtigt det er netop nu at holde hånden over virksomheder på konkursens rand.
»Man kan måske forledes til at tro, at ansatte i virksomheder, som må lukke, bliver ramt kortvarigt af ledighed og lønnedgang for så hurtigt at indhente det tabte. Men det er bare ikke tilfældet. Selv 10 år efter er der en markant lønforskel, som virkelig kan mærkes i en husholdning«, siger Emilie Agner Damm.
Der kan være en hel række årsager til det økonomiske efterslæb, forklarer hun:
»Mister man sit job i en lavkonjunktur, er ledighedskøen længere end under normale omstændigheder. Det gør, at der er flere ledige om færre jobs. Derfor bliver flere ramt af længerevarende ledighed. Og så er der stor risiko for, at ens kompetencer bliver forældet«, siger Agner Damm.
Samtidig har store samfundskriser det med at ommøblere kendte fag og brancher, så nogle helt forsvinder, mens andre ændrer karakter, fortæller økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen og peger på luftfarten, turist- og rejsebranchen og ikke mindst de dele af butikshandlen, der ikke sælger fødevarer.
»Her må man forvente, at nogle lønmodtagere vil være tvunget til at finde nye spor i arbejdslivet, og måske er nogle nødt til at starte forfra på et lavere lønniveau i en helt ny branche«, siger han.
Ifølge forbundsformand i 3F Per Christensen understreger analysen »behovet for mere hjælp til de ledige«.
»Det er rigtig positivt, at regeringen og Folketinget har sikret hjælpepakker til virksomhederne, så vi forhåbentlig kan undgå nogle konkurser og dermed nogle jobtab. Men jeg mener også, at regeringen skal tage sig sammen til at satse massivt på efteruddannelse og opkvalificering af ledige«, siger han.
Konklusionerne i AE’s analyse gør indtryk på Socialdemokratiets erhvervsordfører, Orla Hav.
»Vi taler jo tit om, at når en virksomhed går konkurs, er det virksomhedsejerens livsværk, der går tabt. Men det er det jo også for de ansatte«, siger han.
fortsæt med at læse


























