0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Politiet indfører visitationszone i Brøndby efter skyderier

En konflikt mellem to kriminelle grupper er ifølge politiet så alvorlig, at man indfører visitationszone.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fra tirsdag klokken 18 må borgere i dele af Brøndby finde sig i, at politiet kan visitere dem eller deres biler uden at have en mistanke om, at de har begået noget kriminelt.

To skyderier på få dage får nemlig politiet til at indføre visitationszone i et område omkring Brøndbyøster S-togstation.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Visitationszonen kommer efter to skudepisoder torsdag aften i sidste uge og igen søndag aften. Begge skyderier fandt sted ved 23-tiden på Brøndby Nord Vej. Flere biler fik skader, men ingen personer blev ramt.

Ifølge politiet udspringer skudepisoderne af en konflikt i det kriminelle miljø i dele af kommunen.

»Borgerne i kvarteret skal kunne føle sig trygge, derfor har vi øget vores synlige tilstedeværelse - og med visitationszonen styrker vi vores fokus og muligheder mod kriminelle aktiviteter i området«, udtaler politiinspektør Flemming Madsen i pressemeddelelsen.

I forbindelse med skudepisoden søndag aften har politiet tidligere fortalt, at der formentlig var tale om en forveksling af den beskudte bil og en anden bil.

Mandag oplyste politiet, at fem personer var anholdt efter skyderiet søndag. To af dem blev løsladt, mens tre senere samme dag blev fremstillet i grundlovsforhør.

Her afviste en dommer i Retten i Glostrup dog at varetægtsfængsle mændene i forbindelse med skudepisoden. I stedet bestemte dommeren, at deres anholdelse kunne opretholdes i tre døgn.

En af de sigtede - en 25-årig mand - blev dog fængslet i forbindelse med en anden sag om grov vold, hvor han var efterlyst.

Der er tirsdag eftermiddag endnu ikke anholdt nogen i forbindelse med skyderiet torsdag aften.

»Men vi arbejder på højtryk og har virkelig sat mange ressourcer ind på sagen«, siger politiinspektør Flemming Madsen.

Visitationszonen gælder mod vest langs Fæstningskanalen på Vestvolden, mod nord langs Roskildevej, mod øst langs kommunegrænsen til Rødovre Kommune og mod syd langs Park Alle.

Foreløbig gælder visitationszonen til 1. september.

ritzau

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts