Vi får flere henvendelser om ældre og svækkede borgere, der får tæt personlig pleje af hjemmehjælpere, der ingen værnemidler bruger. Situationen er nu den, at mundbind er påbudt for togførere i DSB, men ikke frontpersonalet omkring de allermest coronaudsatte borgere. Er det fornuftigt?
»Sundhedsstyrelsen har retningslinjer for brug af værnemidler til pleje af sårbare. Og det er sådan, at man anbefales at bære mundbind, hvis man ikke kan holde afstand på 2 meter til borgeren, og vi har siden april anbefalet, at personalet ved langvarig eller hyppig kontakt skal bruge visir eller mundbind. Det med togførerne er udtryk for, at branchen har taget skridtet ekstra, og det er formentlig sket oven på vores anbefalinger om, at passagererne bør bære mundbind, når de bevæger sig i den kollektive trafik, når der er trængsel. Men det er noget, vi følger, i takt med at epidemien udvikler sig, og vi skal være på forkant og finde ud af, om det, vi mente i sidste uge, også er holdbart i denne uge«.


























