0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Politiet sætter massivt ind mod opblusset bandekonflikt

Politiheste er med i indsats mod ny bandekonflikt, som politiet nu officielt bekræfter verserer mellem et par grupperinger i Storkøbenhavn. Skuddrab i frisørsalon kobles til konflikten.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

En 20-årig mand blev dræbt af skud i frisørsalonen Salon Ørn på Mørkhøjvej, Brønshøj. Her ses Politiet arbejde på stedet.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tirsdag 29. september klokken 13.20 lyder en serie skud fra den anden side af Mørkhøjvej lige over for Nørre Gymnasium i den nordvestlige del af København.

Det første, rektor Jens Boe Nielsen tænker på, er, at eleverne ofte går over på den side af vejen for at ryge eller købe kebab.

»Så jeg går derover, og der er vildt gang i den. 10-12 mennesker farer rundt. Foran frisørsalonen står en pizzamand med en telefon i hånden. Nogle råber, at der er én, der er blevet skudt, og i samme øjeblik kommer en politibil farende«.

Få øjeblikke før har en mørkklædt spinkel person med en plastikpose i hånden indfundet sig hos frisøren, Salon Ørn, på Mørkhøjvej. Han er trådt forbi et par ventende kunder, er målrettet gået mod den 20-årige frisør, som netop var blevet færdig med en kunde, og har affyret flere skud på klos hold mod den unge mand.

Derefter forsvinder gerningsmanden fra stedet. Da politiet ankommer til stedet, går rektor Jens Boe Nielsen tilbage til gymnasiet.

»Her møder jeg nogle af mine elever, som siger, at de har set nogle personer løbe ud af frisørsalonen. Jeg går tilbage til politiet og fortæller dem, at de kan komme over til os senere, for vi har muligvis nogle vidneudsagn«.

Efterfølgende ankommer 6-7 betjente.

»Det viser sig hurtigt, at nogle kender til ham, der er blevet skudt, og så går snakken frem og tilbage«, forklarer Jens Boe Nielsen.

Kort før klokken 17 den dag afgår skudofferet ved døden.

Sortklædt mand søges

I dag, små to uger efter drabet, er gerningsmanden endnu ikke pågrebet, og Københavns Politi henvender sig nu specifikt til beboerne omkring Mørkhøjvej for at efterspørge eventuelle mobiloptagelser, som borgere måtte ligge inde med af en mand, som på gerningstidspunktet var iført sort regntøj, sorte sko, bar på en plastikpose og formodentlig også mundbind. Politiet kan i forvejen se, at en mand før drabet har taget opstilling i området.

Samtidig bliver drabet i Salon Ørn på Mørkhøjvej koblet til en opblussen af en ny bandekonflikt, som ledende politiinspektør Poul Kjeldsen fra Københavns Politi officielt konstaterer er i gang.

»Det er vores indtryk ud fra de efterretninger, vi har, og ud fra den efterforskning, som ligger færdig, at drabet godt kan være en del af den konflikt«, siger han.

Konfliktens grupperinger holder på den ene side til på Nørrebro og i det københavnske Nordvest, og på den anden side i bydelene Tingbjerg og Sjælør. I denne uge blev en maskinpistol fundet i Tingbjerg ikke langt fra Mørkhøjvej, som politiet vurderer skulle bruges i den verserende konflikt, som siden 2008 tilsyneladende uden udløbsdato har skiftevis raset og slumret i det Storkøbenhavnske område.

»Vi ved, at en del personer fra de her grupperinger er meget utilfredse med hinanden. De kæmper om det sædvanlige for bander på det kriminelle marked, som er narko, prostitution, afpresning og alt muligt andet. Vi ved, at man har nogle kampe kørende i øjeblikket«.

Politiinspektøren opfordrer grupperingerne til at indgå en fredsaftale.

»Hvis nogen har tanker om, at man måske skulle tage nogle ægte fredsforhandlinger, så er det tidspunktet. Jeg håber, at denne meddelelse når dem via sociale medier, og ellers kan jeg jo bare tilføje, at Københavns Politi vil stille dem til ansvar for de handlinger, de begår, og efterfølgende få dem fængslet«, siger Poul Kjeldsen.

Han henviser til, at under bandekonflikter gælder Folketingets bandepakke, som medfører dobbeltstraf. For tiden sidder en tredjedel af landets registrerede bandemedlemmer bag tremmer. Det tal afspejles også i københavnsområdet. Politiinspektøren ønsker ikke at oplyse, hvor mange personer politiet anser for at være involveret i den aktuelle konflikt.

»Dem, vi taler om nu, har det samme antal, som de hele tiden har haft. Men eftersom nogle af dem er fængslet, er de lidt færre«, siger han.

Broget konfliktbillede

Politiet ønsker heller ikke at anvende grupperingernes navne, men der er formentlig tale om den såkaldte NNV-gruppe over for en gruppering fra Tingbjerg og Sjælør, som tidligere har været en del af det nu forbudte Loyal to Familia.

Som altid er det aktuelle situationsbillede af konflikten broget:

»Noget af det som sker nu, har, som vi vurderer det, slet ikke noget med bander at gøre. Men der kan godt være nogle personer, der har relationer til en bande, som er ude at lave nogle opgør«, siger politiinspektøren.

Flere hændelser kan knyttes til den aktuelle konflikt. Ifølge Ekstra Bladet blev en 16-årig med perifer tilknytning til personer i NNV for nylig kidnappet og overfaldet. Voldsudøvelsen blev filmet, og offeret blev hånet.

Københavns Politi har iværksat en større koordineret indsats i området, og ifølge politiinspektør Tommy Laursen er politiet til stede med mobil politistation, heste, beredskabskøretøjer, intensiv patruljering, og civile betjente, som er specialiseret i bandegrupperinger.

Annonce

Politiet samarbejder derudover med det boligsociale initiativ Husum for Alle i det nærliggende boligkvarter om beboermøder og dialog med borgere.

»Vi har samarbejde med SSP, gadeplansmedarbejdere, og vi har samarbejde med Nørre Gymnasium, som ved sidste skudepisode var meget tæt på«, siger Tommy Laursen.

Andre betjente gennemfører præventive samtaler med udvalgte unge fra miljøerne.

»Vi er ude at banke på og forklare dem, at vi ved, hvad de laver, at vi følger dem nøje. Vi kan se på moniteringen efterfølgende, at det har en kriminalitetsbegrænsende effekt. Samtidig skal vi som myndigheder og kommune være i stand til at tilbyde noget, som er mere attraktivt end at blive en del af et miljø, som er så råt, at det ikke skyer nogle midler for at nå sine mål«, siger han.

En række skudepisoder har præget københavnsområdet. I september blev en 18-årig skuddræbt på åben gade på Frederiksberg, og skuddrabet i Salon Ørn blev nævnt af statsminister Mette Frederiksen (S) i åbningstalen i Folketinget.

På Nørre Gymnasium rekvirerede rektor Jens Boe Nielsen en krisepsykolog efter drabet i frisørsalonen, som den følgende morgen klokken 8 mødte gymnasiets elever.

»Der er kommet ro på situationen igen. Vi har hele tiden forholdt os roligt, vi fortæller eleverne, hvad der foregår, at det ikke har noget med os at gøre, og at der er nogen, der tager sig af situationen. Skyderier kan ske alle vegne, men jeg tror ikke, at det er noget, som har udviklet sig til en frygt hos os«, siger Jens Boe Nielsen.


Læs mere:

Læs mere