0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Albansk narkoring brugte kryptomobiler og hemmelige rum

15 mænd er tiltalt i danmarkshistoriens største narkosag, som fredag er skudt i gang i København.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Et netværk centreret omkring en albansk familie i Danmark har over en årrække stået for omfattende indsmugling af kokain til Danmark, mener anklagemyndigheden.

Netværket har arbejdet særdeles professionelt og anvendt et stort antal krypterede mobiltelefoner og flere ombyggede biler med hemmelige rum til sine kriminelle aktiviteter, lyder påstanden fra anklagemyndigheden.

15 mænd er tiltalt i en enorm retssag - danmarkshistoriens største narkosag - der udspringer af den efterforskning, som politiet har døbt Operation Goldfinger. Og fredag har Københavns Byret indledt sagen mod dem. Alle nægter sig skyldige.

Dagen er den første i en række af hele 64 dage, hvor de 15 tiltalte med hver deres forsvarsadvokat, et endnu større antal fængselsbetjente og politifolk - svært bevæbnede i øvrigt - skal møde i Købnhavns Byrets særlige lokale til store sager i Nicolai Eigtveds Gade i udkanten af Christianshavn.

Dag 1 i sagen tilhører de to anklagere, Annika Jensen og Lasse Biehl. Over for retten har de gennemgået sagens hovedpunkter og blandt andet fortalt om efterforskningen.

Den blev indledt helt tilbage i 2012. Her fik politiet et tip om, at en albansk mand i Danmark var indblandet i narkohandel. Der blev iværksat aflytning og overvågning af manden. Men politiet fandt ikke beviser på ulovligheder.

I marts 2013 fik man et nyt tip om en anden mand. Han blev også aflyttet og overvåget, men samme forår blev begge efterforskninger sat i bero. Politiet var mandskabsmæssigt i knæ.

»På daværende tidspunkt udspillede der sig en meget voldsom konflikt i det københavnske bandemiljø, og det lagde beslag på alle politiets ressourcer«, fortæller anklager Annika Jensen i retten.

Kredsen af mistænke blev udvidet

Men i 2018 fik efterforskningen nyt liv efter nye tip. Politiet fokuserede på en gruppe albanere - herunder de to fra efterforskningerne i 2012 og 2013. Og efterhånden blev kredsen af mistænke udvidet.

Politiet beslaglagde blandt andet affald, fulgte bilers færden med skjulte gps-sendere, installerede aflytning og videoovervågning i biler, aflyttede telefoner og foretog hemmelige ransagninger i forsøget på at bestyrke mistanken mod mændene.

26. juni 2019 slog man så til i en storstilet aktion. Store pengebeløb, store mængder narko, pistoler, et par håndgranater, pengetællemaskiner og andet blev beslaglagt. Også i tiden inden aktionen havde politiet haft held til at beslaglægge store mængder narko.

Efterforskningen har afsløret, hvordan flere biler er blevet bygget om og udstyret med finurlige hemmelige rum.

For eksempel er en Kia Rio blevet modificeret, så man via en fjernbetjening kan åbne området over bilens instrumentpanel. Herunder var der så et hemmeligt rum. I en anden bil var der et lignende rum under bagsæderne.

Man har desuden beslaglagt 38 krypterede mobiltelefoner. De har ifølge anklager Lasse Biehl over 100 sikkerhedsindstillinger, som blandt andet kan besværliggøre aflytning og anden efterforskning.

15 mænd nægter sig skyldige

Hovedmanden i sagen er efter anklagemyndighedens opfattelse en 42-årig albaner, der har boet i Kastrup under et opdigtet navn. Han har fået hjælp af sin bror, en fætter og andre familiemedlemmer, mener anklagemyndigheden.

Sammenlagt skulle der være blevet smuglet 9400 kilo kokain ind i landet. Eller rettere sagt halvdelen. Men det har været så rent, at det ved opblandning med fyldstof svarer til 9400 kilo.

Men alt dette er foreløbig kun påstande fra anklagemyndigheden. De 15 mænd nægter sig alle skyldige. Den påståede hovedmand erkender, at han har haft en pistol, men han afviser al kendskab til en narkoring.

De 15 forsvarsadvokater er så kritiske over for anklagemyndighedens anklageskrift, at de forlanger, at sagen bliver afvist. De mener ikke, at anklageskriftet opfylder de formelle krav. Men det spørgsmål bliver først behandlet senere.

Efter planen kommer sagen til at køre helt frem til september næste år, hvor der ventes dom.

ritzau

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter