Israel er begyndt at høste frugten af et succesfuldt vaccinationsprogram, og halvdelen af befolkningen har allerede fået det første stik. Søndag åbnede flere dele af fritids- og forlystelseslivet for de vaccinerede og for dem, der har udviklet antistoffer mod covid-19 efter overstået sygdom. Et ’grønt pas’ giver adgang til for eksempel fitnesscentre og hoteller, ligesom koncerter og sportsbegivenheder åbner for et begrænset publikum.
I Danmark og Europa er det spørgsmål ømtåleligt, selv om nedlukningen har enorme økonomiske og menneskelige konsekvenser. Der er videnskabelig usikkerhed om smitten, samtidig med at modstandere på begge fløje kalder det ’indirekte tvang’ og hævder, at det deler befolkningen op i A- og B-hold.


























