Hvis alt går efter planen, kan risikovillige borgere fra 20. maj få et frivilligt skud AstraZeneca (AZ) eller Johnson&Johnson (J&J). Men landets praktiserende læger vil ikke spille nogen hovedrolle i den tilvalgsordning, som et politisk flertal har ønsket at rulle ud hurtigst muligt. Tværtimod ser det ud til, at Dansk Selskab for Almen Medicin direkte vil fraråde borgerne at deltage i det, der betegnes som et biologisk lotteri:
»Set fra et fagligt synspunkt med den viden, som stille og roligt kommer frem, så vil vi formentlig fraråde unge mennesker at lade sig frivilligt vaccinere med de her vacciner for at spare 1-2 måneder i vaccinationskalenderen«, siger selskabets formand, Anders Beich.


























